Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse
Forfatter: Frederik Wulff
År: 1906
Forlag: Martius Truelsens Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 325
UDK: 338.6(489) kjøb
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
178 ________________________________________________________________
en Klage mod andre Fuskere, hvilken tilstilledes Oldermanden af
Kollegiets Professorer.
Efter Domsafsigelsen lod Professorerne Oldermanden forstaa, at
de borgerlige Artillerister ikke var berettiget til at angive og lade
straffe Fuskere. Dette var kun til Dels rigtigt, thi i de førnævnte
Hovedregler af 1789 § 17 hedder det:
»Om endskøndt det ej maa være de ved dette Corps staaende
Artillerister tilladt selv at jage Fuskere, maa det dog staa dem frit
for at angive saadanne for Politiet, ligesom de og, i Tilfælde af be-
vislig Indgreb i Laugets Rettigheder, maa vente en Angivers Beløn-
ning. «
De af Fischer angivne Fuskere lod Oldermanden stævne for Poli-
tiet og de blev dømte efter forskellige Forhør og Vidneafhøringer.
Heraf kan altsaa sluttes, at det var forbeholdt Amtet som en
Forret at jage og stævne Fuskere og faa Dom over disse, medens de
Privilegerede kun maatte angive og kun eventuelt kunde vente at
blive belønnet derfor. Angivelsen skulde i saa Fald tilstilles Amtet
ti] videre Besørgelse. Belønningen udrededes formodentlig af det
Offentlige.
Ved en i Okt. 1800 anstillet Fuskerjagt fandtes 3 af de borger-
lige Artillerister at have Svende som Medhjælpere, for hvilken Ulov-
lighed saavel Artillerister som Svende dømtes til hver at betale 2
Rdl. i Bøde til Amtet. Muligvis blev denne Dom Foranledningen til
en kongelig Resolution af 25. Nov. s. A., hvorefter det tillodes de
borgerlige Artillerister at holde en Svend eller en Dreng, og, naar
sidstnævnte kunde gøre Svendestykke, at faa denne gjort til Svend
af Amtet, d. v. s. Amtet havde Forpligtelsen hertil, kunde ikke
nægte det.
Denne Resolution var som et Slag i Ansigtet paa Amtet og af-
fødte snart efter, 14. Jan. 1801, en Skrivelse til Kancelliet, i hvilken
der fremstilles, hvor megen Skade det volder Amtet og Publikum i
Almindelighed, at de borgerlige Artillerister anlægger Barberstuer og
nu anmasser sig at holde Svend eller Dreng. Resolutionen, formener
Amtet, kunde ikke udstrækkes til det kirurgiske Amt, fordi der i
Forordningen, formodentlig »Forordningen af 21. Marts 1800 an-
gaaende Haandværkslaugene i Kjøbenhavn«, tales om Haandværkerne
og der altsaa ikke kan menes Barbererne, som dyrt maa købe deres
Rettighed og tilmed aflægge en svær Eksamen istedetfor Mesterstykke.
Efter det hører Barbererne følgelig til Videnskaberne og ikke til