Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

232 = den Fjerdes Tronbestigelse var Tanken om Lavenes Opløsning, saa- ledes som tidligere set, endda tvende Gange under Overvejelse, nem- lig i 1707 og 1714. Under Christian den Sjettes Regering tog Sagen imidlertid en anden Vending, Lavene vandt atter frem og det samme var forøvrigt ogsaa Tilfælde under Frederik den Femte, idet der under begge disse Konger oprettedes adskillige ny Lav. Den bekendte Professor Henrik Stampe var imidlertid en frem- skuende Mand og en Modstander af Lavsvæsenet. Han udarbejdede en Betænkning, hvori han paaviste det uhensigtsmæssige i Lavsind- retningen. Denne Betænkning affødte et Reskript af 10. April 1761 om Lavene i Kjøbenhavn, i hvilket den Grundsætning fremsattes, at det i en vel indrettet Stat ikke bør formenes nogen at ernære sig som han bedst vil og kan. Det bestemtes i Reskriptet, at der ikke maatte oprettes flere Lav og at ny Lavsartikler ikke kunde forventes at blive konfirmeret, med mindre disse var saaledes affattet, at Ad- gangen til Lavet gjordes fri kun mod en mindre Afgift. I den Be- tænkning, som en i 1794 nedsat Kommission til Fremsættelse af Forslag om Lavsindretningen fremførte, udtaltes som ønskeligt, at Lavsvæsenet afskaffedes og Næringsfriheden indførtes. Flere af Kom- missionens Forslag lagdes derpaa til Grund for den under 21. Marts 1800 udkomne Forordning om Haandværkslavene i Kjøbenhavn. Ved denne Forordning, som dog først blev gældende for Købstæderne ved Plakat af 3. Nov. 1832, blev det paa visse Betingelser tilladt enhver indfødt Svend at blive Frimester, en Indrømmelse, der tid- ligere kun kunde erhverves ved særlig Bevilling. Det stod fra nu aabent for enhver, der i mindst 4 Aar havde staaet i Lære hos en Amtsmester, at nedsætte sig som Frimester og ernære sig af sin Pro- fession, og om det skulde være, ved sin Hustrus, ukonfirmerede Børns og en Haandlangers Hjælp, blot mod at løse Borgerskab. For Borgerskabet havde han endda kun at betale det halve af, hvad en Amtsmester maatte betale. Hertil kom den Indrømmelse, at havde en Frimester arbejdet i to Aar, skulde det være ham tilladt at tage en Dreng i Lære304). Denne kunde han dog ikke selv gøre til Svend. Drengen, som havde begivet sig i Lære hos en Frimester, var altsaa henvist til for at blive Svend, at begive sig i Lære endnu en Gang og da hos en Amtsmester eller en af de faa Frimestere, der undta- gelsesvis fandtes forsynet med en særskilt Rettighed. Denne Om- stændighed maatte selvfølgeligt gøre det vanskeligt for en Frimester at faa nogen Dreng til at træde i Lære hos sig. Hvis en Frimester