Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

-233 var svagelig eller syg kunde det dog, naar han ansøgte derom, be- vilges ham at holde en Svend, undtagelsesvis to eller endnu flere Svende. En Forordning som den af 21. Marts kunde vanskelig tiltale de daværende Amtsmestere, idet den jo aabnede Adgang til Selverhverv for adskillige Svende. Herved paaførtes der Mesterne yderlig en Konkurrence, foruden den, som disse forinden var bleven bebyrdet med af de Professionister, som traadte i fast Tjeneste ved Borger- væbningen og Livjægerkorpset. Særligt følte Barberamtets Mestere sig forfordelt ved Forordningen, idet disse gik ud fra at dennes Be- stemmelser ikke kunde ramme dem. Barberprofessionen var i deres Øjne ikke noget Haandværk og som saadan ikke undergiven de samme Regler, for hvilke Haandværksfagene i Følge Forordningen maatte bøje sig. Barberfaget blev imidlertid Genstand for det samme Tilløb som andre Fag, idet mange Feltskær- og Barbersvende nu greb Lejligheden til at opnaa den forønskede Mesterstilling. Det vrimler saaledes fra Aar 1800 med Ansøgninger fra saadanne om Frimesterbevillinger, Ansøgninger, som Oldermanden maatte erklære sig om og i Reglen med Held fraraadede. Hvis en Svend kun havde tjent en Amtsmester en kortere Tid end 4 Aar, skulde han have Oldermandens Anbefaling, ellers fik han ikke Bevillingen. Man vil heraf se, at der var en Mulighed, for at Oldermanden i dette Til- fælde kunde handle vilkaarligt, hvis der var nogen, som han enten vilde eller ikke vilde foretrække, uden at han derved kom i Strid med andet end sin egen Samvittighed. Havde en Svend derimod tjent de befalede 4 Aar, kunde Borgerskab ikke nægtes ham, naar han da forøvrigt opfyldte Forordningens Bestemmelser. Disse var at Svenden havde bestaaet Svendeprøven og var fyldt 25 Aar. Stun- dom greb en Svend, hvem Borgerretten var bleven nægtet, til den Udvej, at forpagte eller leje et Amt, som oftest en Enkes. Da dette ikke var lovligt, gik han formelt ind i Forretningen i Egenskab af Bestyrer, skønt han reelt set var Lejer af Amtet, og svarede Ejeren af dette en bestemt Afgift for Afbenyttelse af Amtsrettigheden. Det vil i denne Forbindelse kunde anføres, at afdøde H. L. Voigt, der i flere Aar havde haft Amtskirurg Wilsters Amtsforretning og Stuebutik til Leje, maatte søge 11 Gange, skriver elleve Gange, før det lykkedes ham at faa Borgerskab som Frimester. Uagtet han den ellevte Gang, da han ansøgte Frederik den Syvende, var anbefalet paa det bedste af 12—13 højtstillede og indflydelsesrige Mænd, afsloges dog ogsaa denne 16