Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

292 ______________________________________________________________ nødne Forbindingssager og endnu færre var faktisk i Stand til for- svarligt at foretage en Forbinding eller anlægge en Bandage, Situa- tioner allerede, der kunde være højst pinlig for Barberen og alt andet end tjenlig for Patienten. Men der kom hertil andre og prak- tiske Ulemper. Meget ofte var nemlig Behandlingen af en tilskadekommen ikke blot en brødløs Forretning forøget med den Udgift, som Tillæget af Forbindsager afgav; men hele Postyret som selve Indbringelsen og Nærværelsen af Patienten, med den deraf følgende Indrykning af et interesseret Følge fra Gaden, voldte i Barberstuen, der maaske forud var optagen af Kunder, som skulde klippes og barberes, Nødvendig- heden af, at Barberen forlod disse, for at tage sig af den tilskade- komne, hvorved der ogsaa kunde regnes Tab og endelig Udsigten til, at faa sit Lokale og Inventar tilsmudset af Blod og Snavs, alt til- sammen gjorde, at en saadan Forbindingsaffære af langt de fleste Barberer, var alt andet end velset. Kommer saa dertil, al det var Strafansvar underkastet for Bar- beren 1) at afvise en tilskadekommen selv under den Form, at han ikke formaaede at hjælpe denne; 2) hvis den syge ikke var forbun- det godt og 3) hvis han ikke vilde eller formente ikke at kunne efterkomme en Opfordring om at gaa ud af Huset og tilse en til- skadekommen paa en anden Plads, og der foreligger Kendelse for alle disse tre Arter af Tilfælde, saa vil Barberernes Uvilje imod den dem paahvilende Forpligtelse endnu bedre kunne forstaas. Gentagne Gange havde Bestyrelsen derfor i 1883 under Over- vejelse at ansøge Justitsministeriet og Rigsdagen om enten helt at fritage Barbererne for Forpligtelsen til at modtage tilskadekomne paa deres Stuer eller ogsaa at lovbefale og skærpe Svendeeksamen. Følgen maatte saa blive, at Barbernæringen ikke længer kunde være fri. I begge Tilfælde tog dog Bestyrelsen Forslaget tilbage. I Jan. 1885 foreslog L. Wiegandt »at ophæve den nu bestaaende Eksamen og at indføre en, der er niere passende og gavnlig til vore nuværende Tidsforhold«, hvortil N. Nielsen føjede den Ændring, at lade den nuværende Eksamen bestaa, men forøge den med en prak- tisk Prøve i Haarklipning, Barbering og Knivaftrækning, hvilket ved- toges. Denne sammensatte Prøve bestod saa indtil Efteraaret 1891, da den »teoretiske« De] af den bortfaldt. Imidlertid gjorde Bestyrelsen Alvor af Sagen og indsendte paa Foreningens Vegne i 1888 et af H. Voigt forfattet Andragende til