Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

= 295 videre til Politidirektør og Stadslæge. Disse to Autoriteter fraraadede imidlertid at efterkomme dette og hertil sluttede Magistraten sig. Alle tre Faktorer, dog navnlig den sidste angav som Grund, at Bar- berstuerne benyttedes i stort Omfang af tilskadekomne og syge, hvorfor den mente det uheldigt at ophæve dette Forhold. Sundheds- kollegiet, der ogsaa maa være afhørt, gjorde ingen Modstand, skønt det fandt, at den paagældende Ordning hverken var hensigtsmæssig eller tidssvarende, men Kollegiet vilde dog overfor de afgivne Erklæ- ringer ikke benægte, at der kunde være Grund til foreløbig ikke at søge Bestemmelsen ophævet, idet der dog burde gives Barbererne Adgang til Undervisning i Nødhjælp. Herefter hvilede Sagen tilsyneladende nu i en halv Snes Aar, uden at der skete nogen Forandring i Tingene. Saa tog Lægerne selv fat og med et endeligt godt Resultat. Et Repræsentantmøde i Lægeforeningen for Kjøbenhavn og Omegn vedtog 19. Feb. 1898 at nedsætte et Udvalg til at overveje, om der burde gøres noget for at regulere Barberernes Ret til Nødhjælp. Udvalget, der bestod af Læ- gerne V. Ryder, F. Biering og C. Th. Restorff, afgav Maj s. A. en Be- tænkning, hvori dette efter en længere Udvikling foreslaar Lægefor- eningen ved Henvendelse til Regeringen, in casu Indenrigsministeriet, at søge opnaaet en Ændring i Loven ang. Barbernæring o. s. v. af 30. Jan. 1861, saalydende: Paragraf 4 i Lov ang. Barbernæringen samt om Adgang til at aarelade og kopsætte af 30. Jan. 1861 udgaar i sin Helhed, i dens Sted indsættes en ny § 4 saalydende: »Den Barberer i København tidligere paahvilende Pligt og Ret til at yde Lægehjælp til tilskadekomne og ved pludselig opstaaede Sygdomstilfælde bortfalder. I Overlrædelsestilfælde ifalder vedkom- mende Straf efter Forordn, af 5. Sept. 1794 § 5 og Lov af 3. Marts 1854«: (Kvaksalverlov og Ændring til samme). Paa Udvalgets Spørgsmaal, hvad Barbererne vilde sige til en saadan Forandring, erklærede H. Voigt og L. Wiegandt, den sidste skriftlig, »at det har været et længe næret Ønske hos Barbererne at blive fritaget for den ved § 4 paalagte Pligt. Dels vil det som Regel være til Skade for deres andre Forretninger enten at skulde mod- tage de tilskadekomne i selve deres Lokaler eller ogsaa øjeblikkelig forlade deres Kunder, som de skulde betjene for at følge det Bud, der kaldte dem ud, og dels formener Barbererne, at de i de fleste Tilfælde ikke kan udføre en Forbinding efter Nutidens Fordringer