Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

78 _________________________________________________________________ Oktbr. s. A. en ny Ordre fra Kongen, i hvilken han udtaler som sit Ønske, da Staden formedelst Pesten er bleven fattigere paa Indvaanere, og især paa Haandværkere, »at Kommissionen med hverandre flittig confererer og grundig overvejer, om det skulde være tjenligt, at Lau- gene blev ophævet og Enhver tilladt at ernære sig af det, hand haver lært, som hand bedst kunde« eller, hvorledes Kommissionen nu vil finde det rettest, for at det kan blive »taaleligere og lettere for dem, som ville for Mestere i Laugene indtages, end det nu omstunder er« 228). Tanken om at ophæve Lavene og indføre Næringsfriheden blev dog ikke gennemført. Derimod blev der ved Oprettelsen af Frimester- institutionen, Reskript af 23. Oktbr. 1713, aabnet Adgang for en Del Svende til selvstændig Virksomhed, uafhængig af Lavene. Reskriptet tillod nemlig, at der ved ethvert Fag, paa hvilket der var Lav, maatte være en eller to Frimestere, hvilke hver maatte holde en Svend, men ikke oplære Drenge224), en Tilvækst, Lavene selvfølgelig ikke blev glad for, saa meget mere, som Antallet af Frimesterne for flere Fags Vedkommende blev overskredet. Om Reskriptet ogsaa forskaffede Barberlavets Mestere Frikonkurrenter skal lades usagt225); man træffer ikke paa saadanne i de forskellige Skrifter. Derimod har vi jo under Pestmesterafsnittet gjort Bekendtskab med »Barberfrimester Kock«, men dette Tilfælde er ogsaa enestaaende og beror maaske paa en Fejlskrivning i Mansas store Pestmonografi. At Lavet vogtede paa, at dets Privilegier ikke blev gaaet for nær eller at ikke nogen Uregelmæssighed fandt Sted, som stred mod Ordet og Aanden i de Rettigheder, som Artiklerne forlenede det med, ser man i den Modstand Lavet ydede, naar Staten favoriserede en eller anden Medbejler, eller, naar en Lavsmester f. Eks. fandt paa at bryde det en Gang anordnede. Saaledes i sidste Tilfælde da i 1690 en Barber Gert Ehlers vilde flytte fra Christianshavn til Kjøbenhavn. Lavet meldte sig da straks med et Andragende til Kongen, som gav det Medhold i, at en saadan Flytning ikke var i Overensstemmelse med Ehlers »Forskrivelse« og med Privilegierne. Magistraten fik samtidig Paalæg om at haandhævde disse, saa der til disses Afbræk og Skade Intet foretages 226). Eller i 1702, hvor en lignende Historie gentoges, men rigtignok med det modsatte Resultat. Her er Lavet ogsaa imod, at en Barber, Jacob Otto Rud, vil flytte til Kjøbenhavn. Denne paaberaaber sig i et Andragende til Kongen, at han vil flytte, fordi han ikke kan ernære sig paa Christianshavn, at han er Lavs- broder og har betalt sin Amtsrettighed ligesaa dyrt, som de, der