Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

77 som Pestkirurger. Fra Hamborg var der ialt hidkommet 25 Barber- svende og fra nogle tyske Byer ligeledes andre Svende, af disse frem- mede Svende var jo adskillige døde af Pest og de tilbageblevne, fore- slog Kommissionen, skulde enten straks afskediges eller ogsaa an- bringes ved Amterne, »i Kjøbenhavn eller paa Landet, hvis man dér trængte til dem, med eller uden Vartpenge af 6 Rdl. maanedlig.« Kongen bestemte imidlertid af humane Hensyn for 21 Svendes Ved- kommende Vartpengenes Størrelse fra 8 til 25 Rdl. maanedlig, i For- hold til den Tid, de havde gjort Tjeneste her. 6 af Svendene an- sattes som Tilsynsmedhjælpere ved Byens Renselse med et maaned- ligt Tillæg af 18 Rdl. og Resten, der var ansatte som Kvarterbarberer ved Lasaretterne og flere andre Steder, forblev foreløbig i deres Stil- linger indtil Sygdommen fuldstændig ophørte217). De Reformerte havde, efter for faa Aar tilbage at være bleven bortvist fra Danmark, 1685, atter faaet Privilegium paa at ned- sætte sig her i Landet og desuden visse Rettigheder. I den An- ledning indgav Barberlavet s. A., af Frygt for Konkurrence, en Begæring til Kongen om, at der i Henhold til Lavets egne Privi- legier ikke maatte tillades de fremmede at gøre Indpas i dets Med- lemmers Næring. Herefter fastslog Kongen under 11. April i Alminde- lighed følgende Bestemmelse: Da Lavet tæller saa mange Mestere, som Artiklerne angiver, og det ikke er Kongens Mening, at de Lav, som efter Forordningen [af 1681] er sluttede Lav, skulde skades, saa er det hans Vilje, at Magistraten herefter iagttager og ej tillader, at der gøres noget sluttet Lav nogen Indpas af Uvedkommende218). Nær- værende Forordn, konfirmeredes 6. Maj 1702 af Frederik den Fjerde219), løvrigt var Regeringen ikke Lavene venligsindet, den nærede en af- gjort Uvilje imod Lavsvæsenet, som den paa mange Maader søgte at komme til Livs« 220). I 1703 nedsatte den saaledes en Kommission, der tillige med Magistraten skulde komme sammen »paa en beleilig Sted til visse Tider« for at efterse ethvert Lavs Artikler og afgive Betænkning, hvis det eragtes fornødent221). Ved en Befaling til nævnte Kommission blev det i 1707 paalagt denne at overveje, hvorvidt det kunde være til almen Nytte og Gavn, »at enhver, naar han havde gjort sit Mesterstykke og Borgerskab vundet, blev tilladt at arbejde end, at hand formedelst medgaaende Bekostninger skulde tvinges til sig her- fra til andre Steder at begive« 222). Da Kommissionen imidlertid endnu ikke i 1713 var kommen til Ende med Overvejelserne, udgik der i