Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

76 __________________________________________________________________ Pesten og hvad Forsømmelsen havde ført med sig. Man greb da til at klage, og Klagerne, der var anonyme, rettedes til den enevældige Konge. Sundhedskommissionen blev i dette Tilfælde Syndebukken, der maatte høre ondt for, baade, hvad den mulig havde Skyld i, og hvad den absolut ikke kunde drages til Ansvar for, nemlig Ting, som var passeret før den oprettedes. Et af Punkterne i en af Klagerne, der særlig omhandler Forhold under selve Pesten, drejer sig om «Bar- berernes slette Opvartning og Forsømmelighed« og det hedder deri, at »de traktere de syge ilde; de kaste Plaster og Andet mere hen til dem, som til Hunde, lade dem uden Bindsler og Linned; vil den syge være kureret og bruge Sligt, maa han hjælpe sig selv«. Hertil svarede saa Kommissionen i sin over samtlige Klagerapporter afgivne Erklæring, at Klagen over Barbererne er »aldeles falsk«. Kommis- sionen »havde beflitte! sig paa at skaffe Pestlazaretterne de bedste Barberer, der var at opdrive« og den slutter med at anføre som en Kendsgærning, »at flere forholdsvis ere heldbredede paa Lazaretterne end i Byen, og at alle de udskrevne og om Forholdet eksaminerede Soldater endrægtigen have svaret, at de var tilfreds saavel med Be- spisningen som med Curen«216). At Sundhedskommissionen, som den Autoritet, der havde An- svaret for Pestforanstaltningerne og disses mere og mindre vellykkede Gennemførelse, fremkom med et Forsvar for dens eget Vedkommende, var jo kun højst rimeligt, uden at man derfor kunde vente, at den skulde holde sin Haand over Pestbarbererne; thi for disses Paapasse- lighed og Omsorgsfuldhed kunde den dog ikke indestaa. Naar Kom- missionen desuagtet stempler Anklagen mod Barbererne som falsk og vedlægger Vidnesbyrd om Patienters Tilfredshed med Kuren paa Lasaretterne, saa har man Lov til at tro, at Kommissionens Syn paa Barberernes Gøren og Laden var mere uhildet end Anklagerens. En Ting synes imidlertid sikker, hvad der iøvrigt har kunnet været at indvende imod Barbererne, deres Kapacitet som Læge finder man ikke omtvistet eller bestridt. I intet Tilfælde bliver de paa dette Tidspunkt omtalt som uduelige eller udygtige, deres praktiske Er- faring og Kyndighed har sat sine Spor og i et hvert Fald i den Hen- seende bundet Klagerens Mund til Taushed. Henimod Pestens Ophør afskedigedes der nu en Del af Pest- personalet, foruden af Lasaretpræster, Studenter og Matroser, der havde virket som Ligbærere, Studenterne som Bærere af »fornemme« og Matroserne af »gemene« Lig, ogsaa af Barberer, som havde fungeret