Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie
Samt Begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Bar- og Frisørvendeforeningens Syge- og Bekravelseskasse

75 tagen, døde dog omtrent Halvparten af de nyankomne Barberer og Svende. I de sidste Dage i August var der imidlertid i Ladegaardens Hospital, det saakaldte Krigshospital, blevet indrettet et nyt Pest- lazaret, idet Sundhedskommissionen gik ud fra, »at nogle faa Pest- kirurger i et nogenlunde vel indrettet og godt beliggende Hospital, kunde udrette langt mere til de Syges Frelse og Lindring, end mange nok saa hensigtsmæssigt fordelte Barberer i den vidtløftige Stad«215). Til at varetage Behandlingen af de deri indlagte Patienter ansattes den før nævnte Lazonde for en maanedlig Løn af 40 Rdlr. Lønnens forholdsvis anseelige Størrelse antager Mansa, var et Udslag af de For- dringer, som Lazonde, i Kraft af sin Dygtighed og sine Kundskaber, har kunnet stille. Hans Ledelse af Krigshospitalet blev, ligesom af Wodrufhospitalet, kun kortvarig og han efterfulgtes af en Barber fra Hamborg Emanuel Giger. Som Medhjælper havde Lazonde en Bar- bersvend Martin Johannes Wentzel og et Par Underbarberer. Wentzels Løn var 20 Rdl. om Maaneden. Giger omtales som en erfaren og dygtig Kirurg, der ikke svigtede den ham viste Tillid. Her er nu i korte Træk rent skitseret, hvilke Krav, der under Pesten stilledes til Bartskæren, hvilke Byrder, der lagdes paa hans Skuldre og hvilke Ofre, han maatte yde. Livet var hans Indsats, i de fleste Tilfælde blev han Dødens sikre Bytte. Hvor alle andre veg, maatte han gaa frem, hvad alle andre skyede, maatte han paatage sig. Han forskaanedes næppe for noget Arbejde. Paa samme Tid Leder af og Læge i Lazarettet og maaske, naar det kneb, Rengøringskarl og Ligbærer. Han skulde kvæge de syge og værne de sunde og sam- tidig egenhændig udføre alle de hygieiniske Foranstaltninger. Han var en Faktor i Nøden, af hvem man fordrede meget og ventede alt. Hvorvidt var nu Bartskæreren i disse Ulykkens Dage sin Post voksen og i hvilken Grad gav han sine Evner og Kræfter hen til den Opgave, som stilledes ham? Naar Hensyn tages til de Forudsætninger, hvorunder han overtog Posten og til de forhaandenværende Midler, der stod til hans Raadighed, saa er der ikke Tvivl om, at han har gjort Fyldest, saavel i den ene som i den anden Henseende. Noget i modsat Retning foreligger egentlig ikke, naar undtages det førnævnte om de tvende Amtsmestere Baltsersøn og Koster, og en Klage, der efter Pestens Ophør rettedes mod Lazaretkirurgerne. Nu, da Miseren var forbi, laa Sagen klar, baade med Hensyn til, hvad der hidtil havde været forsømt i Retning af Foranstaltninger til at imødegaa 6*