Planteverdenen I Menneskets Tjeneste
Forfatter: A. Mentz, C.H. Ostenfeld
År: 1906
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 382
UDK: 5816
Med 335 illustrationer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
120
PLANTEVERDENEN I MENNESKETS TJENESTE
med fra Hanblomsterne, der tilmed hos mange Arter udvikles se-
nere end Galblomsterne. Vi skal nedenfor se, hvorledes disse
ejendommelige Bestøvningsforhold længe har været kendte i Praksis.
Figner er i umoden Tilstand grønne
og ligesom hele Planten fuld af en
bittert smagende Mælkesaft, der dog ef-
terhaanden forsvinder, medens der ved
Modningen og Eftermodningen dannes
stedse større og større Mængder Sukker.
Modne er Figner gule eller mørkt grøn-
lige med purpurrødt Anstrøg, men vari-
erer forøvrigt stærkt i Farve og Størrelse.
Figentræets oprindelige Voksested
synes at være Middelhavslandene fra
Syrien til de kanariske Øer. Paa de æld-
gamle ægyptiske Mindesmærker lindes
Træet afbildet, og i Biblen omtales Træ-
et og dets Frugter ofte. Kulturen af
det menes at være opstaaet i det lyk-
kelige Arabien; den var kendt i Græ-
kenland fra Aar ca. 7C0 f. Kr.; de den-
gang dyrkede Former var indførle fra
Asien, medens Træet samtidig fandtes
vildtvoksende, i det mindste i det græ-
ske Arkipelag. Til Italien kom de dyr-
kede Former først senere; ikke des mindre omtaler Plinius 29 Sor-
ter. I Kina, Indien og andre Lande i Asien har Figenti'æet ligeledes
været dyrket i lang Tid. Figner var i Oldtiden et vigtigt Nærings-
middel, især vel for den mindre velhavende
Befolkning. Nu dyrkes Træet næsten over-
alt i den gamle og nye Verden, hvor Var-
mcforholdene tillader det. I Mellem- og
Nord-Europa er Forholdene selvfølgelig
mindre gunstige for dets Kultur, i alt Fald
kan det ikke dyrkes i større Maalestok.
Endnu i Danmark kan det trives paa Fri-
land og endog (t. Eks. i København og paa
Kristiansø) i varme Samre give store, modne
og velsmagende Figner.
Allerede i Oldtiden skelnede man —
ligesom nu — mellem to Hovedformer af
. r- x Fig. Frøblomst (til
Figentræet: det ægte med spiselige Frugter venstre) og Galblomst (til
og det vilde (Caprificus), hvis Frugter ikke højre) af Figentræet, st. for-
egner sig til Føde. Af begge Hovedformer størr. (Efter Soims-Laubach).
findes Varieteter, men kun det ægte dyrkes.
Dog er det vilde, som det vil ses af det følgende, af stor Betydning.
Det ægte Figentræ, der blomstrer mindst 2 Gange aarlig, bærer