Planteverdenen I Menneskets Tjeneste

NÆRINGSPLANTER 201 og Upsala) og første Gang (ca. 1750) blev funden af Linné; han benævnte den og anbefalede den til Dyrkning, et Raad, der er fulgt saa godt, at den nu jævnsides med Rødkløver, men i mindre Mængde, dyrkes i mange Egne af Verden; til Danmark kom den 1840, men blev først 1864 almindeligere dyrket. Den er mindre kraftig end Rødkløver, 25—60 Cm. høj og har blegrøde Blomsterhoveder. Hvid- kløver (T. repens') har en krybende Hovedstængel, medens de to foregaaende er oprette, og hvide Blomsterhoveder; den bliver 7—25 Cm. høj. Den er hyppig vildtvoksende i Norden og dyrkes noget, med størst Udbytte paa vedvarende Græsgange, idet den giver et godt »Bundgræs«, men mindre egner sig til Høavl. Vikker, nær beslægtede med Hestebønnen (S. 161), spiller en mindre Rolle end Kløver. Den mest dyrkede, Foder-Vikke (Vicia sativd), der er en ældgammel Kulturplante med mange Varieteter, er enaarig og dyrkes ofte sammen med Havre; naar dens rødvio- letle Blomster er komne frem, eller naar den er begyndt at sætte Bælge, hugges den af til »Grøntfoder«; sjældnere tørres den til Hø. Paa vedvarende Græsgange dyrkes Muse-Vikke (V. craccd) og Gærde-Vikke (V. sepium), der begge er vildtvoksende i Norden og har blaa eller violette Blomster. Og endelig er Sand-Vikke (V. villosa), der let kendes paa den tætte Beklædning af Uldhaar, af nogen Betydning paa lette Sandjorder, benyttet sammen med Rug lil Grøntfoder. Esparsette (Onobrychis sativa) og Serradel (Ornithopus sati- i>us), to andre Bælgplanter, bør nævnes, skønt de sikkert ikke dyr- kes meget i Norden. Den første hører hjemme i Syd-Europa og Planteverdenen i Menneskets Tjeneste. 26