Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

135 Tværtimod har ingen netop hyppigere, end han, taget sin Tilflugt til Lustren. De nulevende synes denne ikke altid at være nogen heldig Til- gift til hans Arbejder. Illuminationen af disse er ofte ret tilfældig, øde- læggende for Tegningen og forstyrrende Virkningen af de andre Farver. Men det siger sig selv, at Stykker, der er fremgaaede af et Samarbej de af to af den italienske Renaissance- majolikas største Mestre, af Maestro Giorgio i Kom- pagniskab f. Ex. med Nicolo da Urbino eller Xanto, alle Dage vil høre til de Ting, der er sikre paa at ses med størst Andagt, selv om Maestro Giorgios egne Arbejder vel nok som Regel er af en renere og forstandigere Skønhed. Det ældste Stykke, man med Grund kan tilskrive ham, er dateret 1501. Det er et Relief af en S. Se- bastian i en Nische (Fig. 161), lustreret i Guld og Rubin. Først efter en Aarrække, der gaar til 1517, synes han at have begyndt at signere sine Arbejder. I hele den forudgaaende Periode, som er særlig godt repræsenteret i Museet i Berlin, staar han i sin Stil Fig. 161. S. Sebastian. Rødt lustreret Relief, tilskrevet Giorgio Andreoli. Gubbio, 1501. South Kensing- ton-Museet. under Indflydelse af Deruta. Men hans Guldlustre har en anden (rødligere) Tone end Derutas, og med deres Rubinlustre er hans Arbejder jo iøvrig let kendelige fra hine. Senere faar hans Produktion en helt anden Karakter end Derutas. Hans Fade er da ikke længere, som hine, store og svære og kun emal- jerede paa Indersiden, men overvejende smaa, altid lette, af en tynd Skærv og elegante i Formen. Som antydet er hans første signerede Ar- bejder fra 1517 eller rettere fra 1517—18, idet de bærer begge Aarstal Som Følge af, at de er malede i det første af disse Aar og først lustre- iede i det følgende. Det er Fade af et Service, hvis Ejers Bomærke, en Pegende Haand omgiven af Arabesker og Bogstaver, er anbragt i Cen- tura af Bunden. Flere Stykker af dette Service findes i South Kensing- ton- og British Museum, et Fad har fundet Vej til Berliner-Museet, et andet (Fig. 162) fandtes i Samlingen Spitzer. Falke har peget paa en interessant Forskel mellem de to sidste. Berliner-Fadet er buklet (»god- ronneret«) og tilhører ogsaa ornamentalt den ældre, orientalsk-Deruta’- Ske Retning, medens Spitzer’s Fad var dekoreret med de store og frit- SV1,ngne Grotesker, derfra 1519 blev ejendommelige for Maestro Gior- gl°- Mellem 1517 og 1519 ligger da aabenbart Grænsen mellem hans første og anden Periode. løvrig er heller ikke i disse Grotesker fra den anden Periode Maestro