Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

I. OLDTIDEN I ingen anden Kunst kan i den Grad som i Keramiken Menneske- slægtens Historie forfølges. De keramiske Mindesmærker er de mangfoldigste, der er os efterladte fra Fortiden. Enestaaende modstandsdygtige overfor atmosfæriske Indflydelser og fuldstændig fri for fristende Værd i deres Stof, blev de »skrøbelige« Lerkar pi ak- tisk talt de uforgængeligste af alle Tiders Ting. Keramikens Kunst, som er opkaldt efter Leret (xtgagoc), gaar saa langt tilbage, at den taber sig i Hulemenneskenes Mørke. Paa Kunstens primitiveste Stadium tog Pottemagerne Leret lige fra dets Leje i Jorden og formede det paa fri Haand efter det Formaal, det skulde tjene. Men snart vaagnede Lysten til legende at pryde dette bløde Stof, som var modtageligt for den mindste Berøring. De første Udslag af denne Lyst var allevegne Streger eller Prikker i det endnu vaade Ler, som man lod Solen eller Vinden om at tørre. Men ogsaa den Kunst at brænde Leret unddrager sig Bestemmelse af dens Alder. Hos flere Folkeslag er dens Oprindelse sammenvævet med Myther; hos Ægypter og Græker galdt den for at være af gud- dommelig Natur. En første Revolution i den simple Pottemagerkunst bragte Pottemag erhj ulet. Allerede hos Homér er der Tale om det — i en Sammenligning med en hvirvlende Dans. Men medens det paa hans Tid næppe var kendt som andet end en simpel Skive, der paa sin lod- rette Axe drejedes med Haanden (saaledes som det kan ses paa Væg- billeder fra Nekropolerne i Theben), fik det allerede tidligt den endnu benyttede Form med det store Hjul, som Pottemageren træder siddende, og som sætter den lille Skive i Bevægelse, paa hvilken Lerklumpen ei anbragt, og paa hvilken den formes, idet Pottemageren trykker begge sine Tommelfingre ned i Klumpens Midte og bagefter trækker Leret op i den ønskede Form. Med denne Fremgangsmaade, som tillod at gøre Karrets Vægge langt tyndere, end de før havde været, fulgte en Rens-