Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

 2 else af Leret, idet det ved Stemning befriedes for alle Urenheder og efter Brændingen fremtraadte med en ensartet, fintkornet Overflade. Sin højeste Fuldkommenhed naaede denne Tilvirkning af Terracotta i den GRÆSKE VASEKUNST. Næsten overalt i Grækenland og paa mange af de omliggende Øer dyrkedes dette ædle Haandværk. Men som et Produkt endog i bogsta- veligste Forstand af den stedlige. Jordbund lykkedes det bedst, hvor Leret i Jordbunden var det gunstigst. Saaledes var Korinth navnkun- dig for sit hvide Ler, Attika for sit røde. løvrig var man i det gamle Grækenland ingenlunde ukendt med at gøre et frugtbart Ler af et alt- for magert eller et passelig fyldigt af et altfor fedt. Ogsaa Lerets Tone forstod man tildels at stemme efter Behag. Hvor man — som i Attika — skattede den varme, røde Tone, tilsatte man f. Ex. Leret et vist Kvantum af Jærnoxyd. Af græske Vasemaleriers Fremstillinger af Vasernes Tilvirkning er denne kendt i de store Træk. Paa en Hydria i München ser man saa- ledes fremstillet, hvorledes Arbejdet gaar for sig indtil det Øjeblik, da Vasen befinder sig i Ovnen. Af en Skaal i Berlin fremgaar det, at den forinden var undergaaet en Polering for ret at blive skikket til Deko- rering. Som Følge af to forskellige Tekniker, hvoraf det til forskellig Tid betjente sig, falder det græske Vasemaleri i dets klassiske Tidsalder i to store Grupper, en ældre (fra ca. 600—500 f. Chr.) med sorte Figurer paa Lerets gule eller røde Grund og en senere med udsparede røde Figur- er paa en sort Bund af samme Farve som den, hvormed Silhuetterne i den første Gruppe blev malede. Paa de sortfigurede Vaser skitserede Male- ren først sin Tegning paa det let brændte og polerede Ler. Derefter bræmmede han Figurernes Omrids indadtil med sort, og naar han var sikker paa, at alt var paa sin rette Plads, fyldte han Omridsene helt med sort saaledes, at Figurerne tegnede sig som Silhuetter mod det røde eller gule Ler. Derefter raderede han med et spidst Redskab de nødvendigste Enkeltheder ind i Silhuetterne, og i en stærkere Brand fik sluttelig Vasen sin endelige Haardhed, den sorte Farve sin fulde Glans. — I de rødfigurede Vaser, der ca. 500 f. Chr. begyndte at afløse de sort- figurede, var Fremgangsmaaden den omvendte. Af et Fragment af en ufuldført Vase i Museet i Sèvres kan ses, hvorledes den røde eller gule Silhuet i Lerets egen Farve udsparedes foreløbig med en Bræmme af sort udenom Omridsene, og at Enkelthederne indenfor disse tegnedes ind med en fin Pensel, forinden Bræmmerne omkring Figurerne maledes sammen til en sort Bund. Om Sammensætningen af den sorte Farve, som var fælles for begge Tekniker, hersker der Uenighed; almindeligvis anses den for at skyldes en Blanding af Jærnoxyd og Mangan. Dens