Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

409 Fabrikens Generalmærke var et Monogram, som man uden videre vilde læse som et sammenskrevet VP, hvis der ikke nogenlunde regel- mæssigt var henkastet en Prik paa et tilsyneladende tilfældigt Sted over Monogrammet, oftest over P’et, undertiden midtvejs mellem de to Bogstaver, yderst sjældent over den ned- gaaende Streg i V’et, hvorved denne bliver at læse som et J. Trods den sidstnævnte Om- stændighed er man kommen overéns om at tyde Monogrammet som sammensat af et J og et P og betragte det som Johan Pfau’s. Hvis denne Tydning er urigtig, er Ulykken ikke stor; thi hævet over enhver Tvivl er det i alle 1 il- fælde, at Mærket er St. Kongensgade-Fabrikens. Derimod er det ikke rigtigt at sige, hvad der almindeligt antages, at det kun er Pfau’s. Ihi det forekommer paa Stykker, som enten i Kraft af deres Udførelse eller deres Stil eller begge Dele i Forening maa henføres til en se- nere Tid end hans, og just paa mange af den Slags Stykker er det skrevet paa en mere end almindelig skødesløs Maade, som viser, at For- staaelsen af dets Bogstav-Betydning (hvad nu end denne kan have været) imidlertid var gaaet tabt. Mærket maa altsaa opfattes som et Fabriksmærke i egentligste Forstand, som værende i Brug fra Pfau’s Tid og formodentlig til Fabrikens sidste Dag. Forud for Pfau’s Tid ligger Johann Wolff’s og et Interregnum, ialt knap fem Aar (1722—27). Om Fabrikens Frembringelser i disse véd vi kun Fig. 495. Blaamalet Lampet. Pfau s Periode (1727—49). St. Kongensgade-Fabriken i Kø- benhavn. Dansk Folkenuis. grumme lidt, men dog nok til at kunne fast- slaa, at Fabrikens Stil fra Pfau’s følgende Periode for en væsentlig Del skyldtes Johann Wolff. Allerede paa et blaamalet Horn i Dansk Folkemuseum (Fig. 487), som er betegnet Copenhagen J. W., og som ikke blot hermed, men ogsaa derved, at det bl. a. er dekoreret med Frederik IV’s kronede Navnetræk, peger i Retning af Johann Wolff og Fabrikens første Aar, har man en Række af de ornamentale Motiver, som senere blev Fabrikens Kendetegn. Saaledes de udsparede Akanthus- blade, Spiralerne med de smaa Forgreninger, Blomsterguirlanderne og de blomsterfyldte Lambrequins, — alt i særlige Former, hvis Nuancer ikke lader sig beskrive, men som strax fornemmes som københavnskt