Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

II. ORIENTEN Man vilde tage fejl, hvis man af Terracottaens altbeherskende Stilling indenfor den græske Keramik vilde slutte, at Glasur i Ordets egentlige Forstand var Grækerne nogét ganske frem- med. Prøvet og funden god allerede i Aartusinder i Ægypten og i Aar- hundreder i den nærmere Orient kunde Opfindelsen af Glasuren selv- følgelig ikke forblive ubekendt i et Trafik- og Kulturcentrum som det græske. Men af den Faatallighed, hvori glaserede Pottemagerarbejäer med græske Indskrifter og af græsk Karakter er fundne i Grækenland (det berømteste Stykke af Arten er Dronning Berenice’s Vase, der efter sin Fremstilling og Indskrift maa skrive sig fra ca. 230 f. Chr.), tør man slutte, at der med Grækernes Forkærlighed for Terracottaen forbandt sig en manglende Forstaaelse af alle de kunstneriske Muligheder, som Opfindelsen af Glasur førte med sig. Den ringe Anvendelse af Glasur i den græske Keramik synes ogsaa den rimeligste Forklaring paa den Kendsgærning, at medens Terracottakunsten ti ods sit I orfald vai stærk nok til at genopstaa efter den antike Kulturs Undergang, gik Gla- surkunsten eller — for strax at kalde den ved dens rette Navn - yencekunsten ved den Lejlighed indtil videre tabt for Europa. Al Fayenceglasur bestaar i det væsentlige af Kiselsyre i Form af Quartssand, der er forbundet med et Flydemiddel til Fremme af Smelt- ningen. Paa dette Flydemiddels Beskaffenhed beror de forskellige Slags Glasurer, der er Forudsætningen for de forskellige Slags Fayencer. Som Flydemiddel for den ældste kendte Glasur, hvis Opfindelse synes at skyldes Ægypten og her gik Aartusinder tilbage i liden, tjente Alka- lier, Soda og Potaske. Den af denne Blanding fremkaldte Glasur for- stod Ægypterne at gennemfarve med Metaloxyder, af hvilke Kobber- iltet gav Glasuren en pragtfuld blaa Tone, som ved Tilsætning af Jærn blev gron. Tilberedningen af den blaa Farve, der krævede en lang Glød- ning under Smeltepunktet og i det Øjemed blev formet til Kugler eller