Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

Piller, som i tætlukkede Lerkar blev anbragte i Ovnen, foreligger fuldt belyst af Petrie (se Litteraturfortegn.), der i Tell el Amarna fandt Skaar af saadanne Kar med de glødede Kugler af Farvestoffet (Prøver bl. a. i Glyptotheket i Kbhvn.). Vistnok det ældste kendte Exempel paa Glasur er et grønt glaseret Brudstykke af en Vase, paa hvilken Kong Mena’s Navn er indlagt med violet Glasur. Det stammer saaledes fra Tiden omkring Aar 3300 f. Chr., og da det viser en allerede kompliceret Teknik, tør man deraf slutte, at det langt fra betegner Glasurkunsten paa et af dens tidligste, end sige det første Stadium. Et paa anden Maade fremskredet Stadium beteg- ner de samtidige store blaagrønt glaserede Fliser til Vægbeklædning, man har fundet. Fra en 500 Aar senere Tid, Begyndelsen af det III. Dynasti (ca. 2850—2700) har man en Portal af glaserede Fliser med Kong Zeser’s Navn m. m. i forskellige Farver. Denne Portal, som nu er i Berlin, hørte til et Rum i Trinpyramiden ved Sakkarah, som helt var beklædt i det indre med glaserede Fliser. Under det VI. Dynasti (ca. 2550—2350) forøges de ægyptiske Potte- mageres Palet med en indigoblaa, under det XII. Dynasti (2000—1788) med en lyseblås og tillige med en mild sort, som forekommer i Omrids- tegning og Indskrifter og synes at skyldes Mangan. Men sin mest glim- rende Udvikling i Ægypten båade i Henseende til Farver og Anvendelse naaede Glasurkunsten under det XVIII. Dynasti (1540—1350). For- uden alle de ældre Afskygninger af blaa og grøn Glasur møder man fra denne Tid en purpurblaa, en violet, en æblegrøn, en chromgul, en orange- gul, en lakrød, en brunrød og en mælkehvid — anvendte afvexlende i Skaale, Vaser, Perler, Scarabæer, Halskæder og desuden til monumen- talt Brug, saaledes til emaljelignende Indlæg i Søjlekapitæler og til Hieroglyph-Indskrifter i hvid Kalksten. Synderligt videre var det ikke muligt at udvide Pottemagernes Palet og heller næppe Anvendelsen af Glasurerne, thi til rent praktiske For- maal egnede disse sig mindre vel, eftersom alkaliske Glasurer end ikke overfor fortyndede Syrer er modstandsdygtige. Derimod gjorde man fra det XVIII. Dynasti at regne i stedse tiltagende Omfang Brug al Glasurerne til de — mest miniatyrsmaa — Statuetter, det blev Skik og Brug at give de Døde med i Graven. En stor Gruppe af disse Statuetter udgør de saakaldte Ushabtis, der mentes at bistaa de Døde under deres Ophold i Aaru, og af hvilke de Døde derfor vanskeligt kunde faa for mange med i Graven. I de sidste Aarhundreder f. Chr. var 400 Stykker pr. Individ det almindelige. Disse Ushabtis, der er mumieformede, har i Hænderne Hakke og Kurv og bærer paa Underdelen en skrevet eller graveret Indskrift, der er et Udtog af Dødebogens 6te Kapitel. I størst