ForsideBøgerKeramisk Haandbog : Førs…nce, Maiolika, Stentøj.

Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

Forfatter: Emil Hannover

År: 1919

Forlag: Henrik Koppels Forlag

Sted: København

Sider: 574

UDK: 738 Han

Med Et Indledende Afsnit Om Oldtidens Terracotta

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 614 Forrige Næste
507 ved Bragernæs (Drammen). Ifølge et lille Skrift om Herrebøe og Hof- nagel af Haagen Krog Steffens kom denne Fabrik aldrig i Gang; men støttende sig til en Omtale af den fra 1788, ifølge hvilken den ved hin Tid havde været i Virksomhed i nogle Aar og udført »grove, men dog smukke og moderne Arbej- der«, har Kielland hævdet det modsatte og samtidig peget paa en lille Gruppe af Fayencer, mest Taller- kener og Krus med hvid- graa Glasur og dekorerede med plumpe Blomster og Rococo-Kartoucher i blaat og graa blaat, hvilke han tror at turde tilskrive Fa- briken, skønt ingen af dem er signerede. Ret længe kan dog Hofnagel ikke have Fig. 630. Blaamalet Urtepotteskjuler. Herrebøe, ca. 1770. Kunstlndustrinniseet i Kristiania. været sysselsat i Drammen. Thi som vi har set, rejste han i 1763 til København, hvor han i 1764 65 anlagde Østerbrofabriken. Heller ikke lier var han fulgt af Heldet. Allerede 1770 maatte lian vende tilbage til Norge, hvor alt fremdeles visnede under hans Haand. Hans sidste Projekter galdt iøvrig ikke Keramik, men Bjergværksindustri o. 1. Efter ustanselig at have be- stormet Kongen og Kollegierne med Bønskrifter og Ansøgninger synes han omsider omkring 1776 at have fundet Hvilen efter sit lige last- løse og ulykkelige Liv. Saaledes adskilte heller ikke Hofnagels Skæbne, sig fra den, der var Tännich, Johann Wolff, Ehrenreich, ja næsten hele Skaren af det 18de Aarhundreds keramiske »Arkanister« beskaaren. At de sluttelig led fælles Skibbrud har, som allerede mange Gange antydet i denne Bog, sin Forklaring deri, at Fayencen hen mod Aarhundredets Slutning havde overlevet sig selv, idet den som Luxusvare var overflødiggjort af det nu almindelig udbredte Porcellæn, som Brugsvare overfløjet af det baade billigere og stærkere engelske Stengods. Vanskeligere at for- staa er det, at disse »Arkanister«s Skæbne ogsaa paa et tidligere Sta- dium af Udviklingen saa at sige overalt var den samme. For at for- klare sig dette rnaa man erindre, at de mere eller mindre næsten alle var fødte Æventyrere, urolige og uregelmæssige Folk, hvis keramiske Gründer-Carrière som Regel var begyndt med en Mislighed, der paa Forhaand maatte vække Mistillid til dem, nemlig med Flugten fra en