Keramisk Haandbog
Første Bind. Fayence, Maiolika, Stentøj.

53 persiske Fayencer fra det 16de og 17de Aarhundred angaar, — for slet ikke at tale om den endnu større Mængde af de blaamalede fra det 17de og 18de Aarhundred —, lader de sig kun aldeles undtagelsesvis stedfæste. Af de to sidstnævnte store Grupper er den lustrerede (Fig. 64) uden Sammenligning den interessante- ste. De herhen hørende Fayencer i allehaande karakteristiske persi- ske Former, den bugede, lang- halsede Flaske, den flade runde Skaal med Navle, Hankekan- den, er Efterkommere af de lu- strerede fra Middelalderen, men hævder dog en ganske særegen Karakter indenfor to koloristisk lorskellige Kategorier. Den ene har hvid Grund (flødefarvet naar Massen er umiddelbart synlig gennem Glasuren; mælkefarvet, naar Glasuren dækker over en Begitning). Den anden liar blaa Grund paa den synlige Side (som efter Karrets Form snart er den indvendige, snart den udvendige). Saa stærkt er Massen brændt i disse Fayencer, at den undertiden Fig. 60. Kande med turkisfarvet Glasur og gen- nembrudte Vægge. Rhages, 13de Aarhundred. Tidligere i Samlingen Sambon, Paris. endog er svagt gennemsigtig. Men den mest iøjnefaldende Forskel- lighed fra de middelalderlige lustrerede Stykker har de deri, at Møn- Fig. 61. Fad med lapis lazuli-farvet Glasur med Overglasurmaleri i hvidt, rødt og Rhages, 13de Aarh. Privateje, Paris. stret her aldrig, som paa Fliserne fra det 13de Aarhundred, er udspa- ret paa lustreret Grund, men er paa- malet med Lustrefarven paa den hvide eller blaa. Hvad Lustren an- gaar, varierer den stærkt. Ofte har den et Stik i det grønlige; sjældnere gaar den i Retning af den rubinrøde; naar den ikke ligefrem er mislykket i Brændingen eller bortslidt i Tidens Løb, overgaar den i Fyrighed og Pragt den middelalderlige. I de De- korationer, hvortil den er benyttet, er Hovedmotivet gærne voxende