Bygningslovgivningens Sanitære Hovedopgave

2 I ikke mindre end 124 Kvadratalen eller henved en Fjerdedel af det Areal, som for hver af de to dobbelte Hjørnegrunde skal holdes ubebygget, og Gaardsrummet er herved indskrænket til et Minimum, der er langt under det, man vilde have opnaaet ved at følge Magistratens oprindelige Plan. Det er yderligere øde- lagt ved Opførelsen af tre store Trappehuse i hver Bygning, saaledes at der næppe nogetsteds i den ældste Del af Byen kan paavises et siettere Gaardsrum, og hertil kommer endvidere, at der med Hensyn til en Række Enkeltheder, som det her vil føre for vidt at gennemgaa, er meddelt Dispensation fra gældende Bestemmelser i et hidtil uhørt Omfang, uagtet det under For- handlingerne i Borgerrepræsentationen udtrykkelig blev udtalt, at det skulde være Mønsterbygninger. Ansvaret for dette sørgelige Resultat fordeler sig ligeligt mellem Magistrat og Borgerrepræ- sentation, Bygningskommission og Sundhedskommission, Bygherre og Arkitekt, og Grunden til, at der ikke kom andet ud af de gode Hensigter, ligger udelukkende i, at ingen af alle disse Fak- torer har haft den Interesse for de sanitære Krav, der er den nødvendige Forudsætning for en tilfredsstillende Bebyggelse af Kommunens Grunde. Punkt for Punkt har man holdt sig til Lovens Bogstav, og Punkt for Punkt har man forbrudt sig mod dens Aand. Naar disse Bygninger om nogle Aar er sværtede af Røg og har mistet den Ungdommens Friskhed, der endnu dækker over en Del af Manglerne ved dem, vil de være egnede til Fremvisning som sjældent oplysende Exempler paa, hvor slet der kunde bygges i København i Ly af den Lovgivning, der var gældende endnu i Begyndelsen af det tyvende Aarhundrede, og paa, hvor haardt de Forandringer tiltrængtes, der til den Tid forhaabentlig vil have umuliggjort en Gentagelse. I det foregaaende er der gjort Rede for Hovedtrækkene i Bygningslovgivningens sanitære Opgave med Hensyn til det Of- fentliges Omsorg for Bebyggelsens almindelige Ordning. Gaar vi herefter over til at undersøge, hvilke Krav der maa stilles med Hensyn til Boligens Indretning, møder vi først Bestemmelserne om de enkelte Beboelsesrums Størrelse og Beskaffenhed, der er saa indviklede, af der ikke kan gøres Rede for dem i Korthed. Prin- cipet i dem er det, at selve Bygningsloven fastsætter, hvad der forstaas ved et lovligt indrettet Beboelsesrum, medens de nær- mere Regler for Benyttelsen af dem fastsættes i Sundhedsved- tægten. Dette i og for sig tiltalende Princip har den Ulempe,