Studier fra Verdensudstillingen i Paris

Forfatter: Adolf Bauer

År: 1889

Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche

Sted: KJØBENHAVN

Sider: 54

UDK: 061.4(100) Paris

DOI: 10.48563/dtu-0000014

Exposition universelle internationale de 1889

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 62 Forrige Næste
3« Iruquage, den kunstfærdige Eftergjørelse, der navnlig i Frankrig har naaet en saa høj Grad af Fuldkommenhed, men forøvrigt ogsaa trives godt i mange andre Lande, og som vel ogsaa har sin Andel i de her nævnte mærkelige Forhold, som den franske Møbel- afdeling opviser. Men denne Fremstilling- — der væsentlig skyldes franske Forfattere — er kun Bidrag- til Forklaringer. Som et saaclant maa ogsaa opfattes en anden Omstændighed, jeg har set anført. Den franske Møbelkunst — siges der -— var for et halvhundrede Aar siden i Forfald. Baade som Billedskærearbejde og som Ebenisteri stod den lavt. Man søgte at bøde paa den manglende Kunstfærdighed ved Anvendelsen af kostbare Træsorter: Palisander, Mahogni og Lign. Men efterhaanden gjorde der sig en Bestræbelse gjældende for atter at hæve Kunstfærdigheden. Man opgav de fremmede Træsorter for at anvende indenlandske: Nøddetræ, Egetræ, sort Pæretræ og Lign. Samtidig opstod del- en Skole af dygtige Billedskærere og Ebenister, som uddannede sig efter de gamle For- billeder. Derfor er Indflydelsen fra disse bleven bevaret, og før Nutidens Dygtighed i disse Grene af Kunsten , er naaet op i Højde med Fortidens, kan der ikke være Tale om at skabe noget Nyt, noget for vor Tid Ejendommeligt. Dette Tidspunkt mener man imidlertid nu er kommet, og det mangler derfor ikke paa Opfordringer til de franske Snedkere om at tage fat og skabe et Indbo, der svarer til Tidens Fordringer, som Vest og Benklæder svare til, hvad man i Nutiden ønsker sig af Beklædningsgjenstande. Det er nemlig ret tydeligt, at Udstillingens stærke Tendens til at kopiere For- tidens Frembringelser — der er langt mere fremtrædende, end den var baade i 1867 og i 1878 — ikke behager. Det mindste Gran af Opfindsomhed vilde have været langt at foretrække, siger Havard, og en anden Forfatter, Philippe Daryl, erklærer, at man »slæber sig ynkelig hen i en servil Efterligning af Fortiden«. Og dog vilde man efter min Mening have endnu mere Grund til at klage over et andet Forhold, som muligen staar i direkte Forbindelse med det her anførte. Det er Tilbagegangen i rent faglig Henseende. Det er en bekjendt Sag, at man ikke skal se franske Møbler altfor nøje efter i Sømmene. Den Omhu, der hos os anvendes paa Kehlinger, Gæringer og andre under Træets Behandling henhørende Arbejder, er vistnok i Frankrig- temmelig sjælden. Man stiller ikke der de samme Fordringer til et Stykke Snedkerarbejdes almindelige Behandling som hos os. Men det forekommer mig — og jeg støtter mig i saa Henseende til dygtige Fagmænd — at der paa Udstillingen iaar endog er en Tilbagegang i denne Retning. Der findes paa den Vidnesbyrd om stor kunstnerisk Dygtighed, saaledes som denne lægger sig for Dagen i det gode Forhold, der finder Sted mellem Møblernes enkelte Led, i Billedskærerarbejdet, Dekupørarbejdet eller i Broncebeslagene, men dette er ikke det Samme som den faglige Dygtighed i Træets Behandling. Man behøver blot at kaste et Blik paa den pragtfulde Pavillon, som et af Paris’s største Firmaer: Krieger (Damon & Cie.) har opstillet i Møbelgalleriets Centrum, et baade storartet og kostbart Arbejde, for at forbavses over den Nonchalence, hvormed det er udført. Materialet er væsentlig upoleret Mahogni; en imponerende Dobbelttrappe fører op til Pavillonens øverste Parti, og der er i det Hele anvendt stor Bekostning og meget Arbejde paa denne. Paa Trappens Afsatser er der anbragt store Figurer, udskaarne i Mahogni af G. Deloye, men sammenføjede med en Ligegyldighed, som man skal søge om Magen til. En lignende Sjudskethed gjenfindes i mange andre Dele af Arbejdets Udførelse. Og naar man gaar hele den franske Møbel- afdeling igjennem for at undersøge den fra dette Synspunkt, vil man kunne gjøre mange mærkelige Erfaringer. Ligesaa megen Vægt, som der lægges paa den kunstneriske Side af Arbejdet, ligesaa ringe synes der i Reglen at lægges paa den faglige. Der findes vel i Paris 1 det Mindste een Fagskole for Snedkere — hvis Arbejder, da den understøttes yf Kommunen, have faaet Plads i en af Byen Paris’s Pavilloner — men efter de fore-