Studier fra Verdensudstillingen i Paris
Forfatter: Adolf Bauer
År: 1889
Forlag: Trykt hos Nielsen & Lydiche
Sted: KJØBENHAVN
Sider: 54
UDK: 061.4(100) Paris
DOI: 10.48563/dtu-0000014
Exposition universelle internationale de 1889
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
40
for ved Hjælp af disse at faa nye Virkninger frem. Et stort S£ab er saaledes lavet af
graableg Moseeg; paa flere Smaaborde var en forvreden Nøddetræes-Maser benyttet til
Fremstilling af smaa Alpelandskaber, der <^erpaa indfattedes i en Ramme af indgraverede
Alpeblonaster. I Kunstafdelingens Æressalon havde han ligeledes udstillet et Bord, hvis
store Plade afgav Grundlag for en figurrig allegorisk Gravering.
Gallé er, som man let vil forstaa, en Specialist, som følger sin egen Smag, og
som er saa heldig at leve og virke i et Land, hvor der findes Kjøbere for alle Genrer
af Frembringelser. Men han kan ikke anføres som et Exempel paa, at der er noget Nyt,
som er ifærd med at arbejde sig frem, tilmed da han selv ofte er kjendelig paavirket af
Japan. Hvad dette Land angaar, saa er dets Indflydelse paa fransk Møbeltilvirkning i det
Hele i Tilbagegang. Det er som en Mode, man er kommen ud over, og man søger nu
efter noget Nyt. Der er naturligvis endnu Møbler i japansk Genre paa Udstillingen,
tilmed smukke Sager, men de Huse, som arbejde for at tilfredsstille en tilfældig Smags
Lyster, have forladt Japan og gjort det nærliggende Skridt til Kina.
Det lyder underligt, men det forholder sig i Virkeligheden saaledes, at det Nyeste,
der findes i den franske Møbeludstilling, er Arbejder i kinesisk Genre. Men endnu for-
underligere er det dog at se disse Møbler. To eller tre Firmaer have samtidig faaet den
ganske vist ikke fjernt liggende Tanke, at siden Japan var udspillet, måatte det være paa
Tiden at gaa til Kina, og de møde derfor med nogle rene Uhyrer, der gjøre et fra-
stødende Indtryk. Jeg mindes en større Udstilling, hvis Ejers Navn jeg dog ikke fandt
det nødvendigt at notere, hvor man saae Skabe af de mest fortvivlede Faconer og en stor
plump Gjenstand, nærmest lignende et Ottetal, mellem hvis Buer der var anbragt Skuffel.
At man anvender kinesiske Former og Ornamenter, er der i og for sig intet Forunderligt
i, og selvfølgelig kan der ogsaa i denne Genre faas mange smukke Arbejder. En Ud-
stiller viste mig saaledes et nydeligt, med virkelig Smag og Dygtighed udført Haandspejl,
hvis Ramme vistnok var en Kopi af kinesiske Ornamenter. Men noget Andet er det
udenvidere at overføre kinesiske Former paa store Brugsgjenstande, der skulle anvendes
i vore sædvanlige Boliger. Det er ligsaa uskjønt som enhver anden tankeløs og plump
Kopiering af en os fremmed Civilisation paa vore hjemlige Brugsgjenstande. Og naar
allerede de Kritikere have Ret, der beklage, at man altfor tankeløst og direkte har villet
indpode Japanismen i vor Kunstindustri, saa er der saa meget mere Grund til at beklage
sig over det moderne »Kineseri«, der ikke har nogensomhelst anden Grund end et Forsøg
paa at byde et ukritisk Publikum noget Nyt. Det har ingen Betydning ud over den
øjeblikkelige Fordel, det kan skaffe Fabrikanten, og det fortjener egentlig kun at noteres
som et karakteristisk Exempel paa, hvor stort og forskjeiligartet et Publikum det franske
Marked arbejder for.
Hvad de fremmede Lande havde udstillet af Møbler, var ikke meget og gjennem-
gaaende heller ikke godt. Højest stod vel nok England, hvor der fra Graham & Comp.
fandtes nogle meget smukke, men overordentlig sarte Arbejder. Afbildningen (Fig. lio) kan
tjene til at give en Forestilling om disse. De efterlignede franske Forbilleder, medens en
virkelig fyldig Fremstilling af engelsk Møbelkunst vilde have kunnet vise, hvilken Udvikling
de »engelske« Møblers ejendommelige Stil i Nutiden havde undergaaet, og hvorledes de
forholdt sig i Landet selv til Paavirkningen fra Japan. Pra Italien var der som sædvanlig
Billedskærerarbejder, men Frullim var ikke mødt, og det Meste af, hvad der fandtes,
stod under, hvad han præsterer. Undertiden var der endog Anledning til at beklage de
uheldige Opgaver, Billedskæreren havde stillet sig. Man saae saaledes hos en italiensk
Udstiller en i naturlig Størrelse udskaaren Mefistofeles, bag hvilken der var anbragt et stort
Spejl. I dette saae man ikke Ryggen af Mefistofeles, men derimod en Margrethe, der
viste Publikum et ligesaa yndigt og smilende Ansigt, som Mefistofeles’s var djævelsk og