Imprægnering Af Telegrafstænger

Imprægnering af Telegrafstænger. Jeg har med Interesse læst Hr. Ingeniør Thomsen’s Beretning i »Ingeniøren«s Nr. 7 for indeværende Aar om Statstelegrafvæsenets Imprægneringsanstalt i Sorø og dens Resultater, og det er med en vis Tilfredsstillelse, at jeg ser min Paastand om, at det tyske Telegrafvæsen har be- regnet Boucheriestængernes Levetid for lavt, bekræftet af Erfaringer her fra Landet, selv om jeg ikke kan godkende Hr. Thomsen’s Behandling af sit statistiske Materiale. Ved at opnotere Alderen paa de Stænger, der endnu staar i 36 Linier, uden at medtage dem, der i Tidens Løb er udvekslet — maaske med kun faa Aars Levetid —, kan Hr. Thomsen ikke være sikker paa at faa en Gennemsnits- levetid, som er en lavere Grænse for den virkelige. I gamle Linier vil en saadan Levetid kunne ligge over den virkelige Middellevetid. Et Eksempel vil vise Fejlen. Da Statstelegrafstæn- gerne aabenbart bestaar af et mindre Antal daarlige Stæn- ger og et større Antal særdeles gode Stænger, kan man f. Eks. tænke sig, at man i Aaret 1870 opstiller en Stang- linie paa 100 Stænger, hvoraf 30 kun bliver 5 Aar gamle, og 70 bliver 30 Aar. Den virkelige Middellevetid er da 2 2.5 A a r. I Aaret 1875 udveksles de 30 raadne med 30, som er af en fortrinlig Kvalitet og ligeledes bliver 30 Aar. I Aaret 1895 undersøges Alderen af alle Stænger i Linien 70.25 --- 30 • 20 med det Resultat, at Middellevetiden er —- - ------ 100 = 2 3,5 A a r. I Aaret 1899 undersøges Linien igen, og 70-29 -1- 30-24 Middellevetiden er nu vokset til = 100 2 7.5 A a r. Man faar altsaa i begge Tilfælde en Leve- alder, der ligger over den virkelige Middellevetid, og ikke en lavere Grænse for denne; og Fejlen ligger i, at de 100 Stænger, der nu staar i Linien, ikke er samhørende. De 70 gode Stænger hører nemlig sammen med de 30 ud- vekslede, der kun blev 5 Aar. Om den virkelige Levetid ligger over eller under den, de 3045 raadne Stænger har, som Hr. Thomsen har ud- vekslet fra 1911—14, kan man heller ikke vide noget om. I den tyske Statistik ser man saaledes, at den aarlige Ud- vekslings Middellevetid i unge Linier ligger langt under og i gamle Linier kan vokse langt over den virkelige Mid- dellevetid. Er saaledes Statstelegrafens Linienet for en væsentlig Del bygget i en bestemt, kortere Tidsperiode (f. Eks. paa 10 Aar), vil den aarlige Udvekslings Middelleve- tid i en lignende Tidsperiode efter 40—50 Aars Forlob sikkert være højere end den virkelige Middellevetid. Hr. Thomsen har derfor ikke paa Grundlag af det of- fentliggjorte statistiske Materiale Ret til at angive 23 Aar som en lavere Grænse for sine Stængers Levealder og 27 Aar som den virkelige. Ikke desto mindre kan man vel nok allerede nu slutte af det statistiske Materiale, at Levetiden for Statstelegra- fens Stænger er højere end den, der er naaet for Bouche- riestænger i de fleste andre Lande. Derimod er det mig en Skuffelse at se Stængernes Udvekslingsforhold. I 2det Ingeniørdistrikt har saaledes 193 Stænger af i alt 3049 ikke naaet en Alder af 10 Aar. Udvekslingen i en nybygget Linie skulde altsaa i de første 10 Aar af Liniens Levetid være 6,3 pCt. af samtlige Stænger. Man er altsaa paa intet Tidspunkt, selv i Liniernes før- ste Leve aar, fri for den kostbare, stadige Udveksling af enkelte s p r e d t s t a a e n d e Stænger i Linier, som er i Drift. Man maa regne med, at Omkostningerne ved Udveks- ling af en enkelt raadden Stang andrager det tredobbelte af Stangens Værdi; og dog virker en saadan Udveksling i Telegraflinierne maaske ikke saa generende som i Stærk- strømsanlæg, hvor den paagældende Linie da maa sættes ud af Drift, og Arbejdet udføres om Natten eller om Søn- dagen. Man ser heraf, at Ensartethed af de imprægnerede Stængers Kvalitet har lige saa stor Betydning som en sær- lig høj Gennemsnitslevetid. At Telegrafvæsenet er opmærksomt paa denne Mangel ved Boucheriestængerne, ser man af, at det paatænkes at forsyne Stængerne i Jordskorpen med en Asfaltkappe, og —- som det et Par Gange tidligere har været fremhævet i »Ingeniøren« — burde ingen Boucheriestang opstilles uden denne beskyttende Kappe. Ved Stærkstrømsanlæg vilde det i hvert Fald være forkasteligt at undlade Kappen, da Driftsudgifterne ved vore Højspændingsanlæg vist ikke er beregnet paa at skulle bære en Stangudveksling, som paa- begyndes umiddelbart efter, at Linierne er sat i Drift. Nægtes kan det ikke, at Oliestængerne paa Grund af deres større Ensartethed paa dette Punkt besidder en For- del, og det er vel nok den egentlige Grund til, at man i Tyskland og Norge — særlig Statstelegraferne — er gaaet fra Boucherie- til Riipingmetoden. Erfaringerne her fra Landet viser nu det samme. 1 Grosserer A. Collstrop’s »Oplysninger angaaende olieim- prægnerede Pæle« af Juni 1914 oplyses det bl. a., at K. T. A. S., Fyns kommunale Telefonselskab og Forenede syd- jydske Telefonselskaber fra 1906 til Udgangen af 1913 af 85 000 olieimprægnerede Riipingstænger havde udvekslet kun 5 Stk. Dette giver en Udveksling af 0,006 pCt. i dette Tidsrum, og man kan praktisk talt heraf slutte, at Rupingstængerne i hvert Fald i de første 10 Aar ingen Af- gang giver. Naar Telegrafvæsenet i øvrigt har opnaaet en høj Levetid med Boucheriestængerne, ligger det efter min Me- ning i at Optagelsen af Kobbervitriol er saa stor, at Lagringstiden mindst: holdes paa 1 Aar, og at der kun imprægneres frisk, sommerfældet Gran, idet man i Sorø slutter Imprægneringen i November Maa- ned og ikke — saa vidt Frosten tillader det — holder An- stalten i Gang hele Aaret rundt med vinterfældet og hen- gemt Træ, som mindre godt lader sig imprægnere. Det udmærkede Maskinanlæg og Laboratorium, de gode La- gerforhold sammen med den nøje Kontrol, der føres baade med Træet og Imprægneringen, virker altsammen med til det gode Resultat, og man maa haabe, at det maa lykkes D. S. T. ved Hjælp af den paatænkte Anvendelse af Be- skyttelseskappen at gøre Stangkvaliteten mere ensartet. G. Kjær, M. Ing. F.