Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskabs Historie II
Selskabets Historie i Tiden fra 1869-1918

FORSKELLIGE SAGER 349 om, hvor den nu skulde rejses. Navnlig drøftede man, paa hvilken Plads Monumentet kunstnerisk og dekorativt set bedst kom til sin Ret, og det blev foreslaaet at opstille det i Frede- riksberg Allés Runddel, ude i Søndermarken eller paa andre ret afsides Steder. Og i Københavns Borgerrepræsentation faldt der en Udtalelse ojn, at Frihedsstøtten helst jnaatte blive liggende nedpakket i sine Kasser, hvad der jnaaske kun var en daarlig Spøg, men som dog viste, med hvor ringe For- staaelse man paa sine Steder saa paa vort Lands ældste folkelige Mindestøtte og et af dets stolteste Monumenter. Da modtog Selskabet fra Statskonsulent K Hansen en udførlig Skrivelse, i hvilken han hævdede, at det ikke burde være kunstneriske eller dekorative Hensyn, som blev afgørende ved Genopstillingen, men det Hensyn, der i 1792 var raadende ved Valget af Pladsen. Hvis Selskabet saa paa Sagen med samme Øjne som han, henstillede han, at det gjorde sin Ind- flydelse gældende for at faa Frihedsstøtten opstillet paa det gamle Sted. Da Selskabet ganske delte K. Hansens Syn paa Sagen, sendte det i Marts 1910 Københavns Magistrat en Skri- velse, i hvilken det hævdede, at Spørgsmaalet om Genopstil- lingen ikke blot Vedrørte Hovedstaden, men ogsaa. og særlig det danske Landbrug. Det hed bl. a. i Skrivelsen: »Det træffer sig da nu saaledes, at det Sted, der i 1792 med Rette blev udpeget som Hovedindgangen til København, fremde- les er — og efter den nye Hovedbanegaards Fuldendelse i endnu højere Grad bliver — Indgangen til Hovedstaden. Frihedsstøtten bør da utvivlsomt genopstilles saa nær som paa nogen Maade mulig ved sin oprindelige Plads. Da vil den blive set — og ikke kunne undgaa at blive set — af de Hundredtusinder, der gennem den nye Centralbanegaard begiver sig ind til København. Og da vil Københavns Kommunalbestyrelse paa den smukkeste og mest tiltalende Maade have manifesteret sin Højagtelse og Respekt for svundne Tiders fredelige Stordaad, medens man vanskelig kan frigøre sig for Indtrykket af en Tendens i modsat Retning, hvis Fri- hedsstøtten »forvises« til et saa afsides Sted som Søndermarken eller selv blot Frederiksberg Allé, hvor den praktisk taget vil være skjult for Landboernes Blik. Allerede for snart 20 Aar siden blev der rejst Indvendinger imod Pladsen for Frihedsstøtten, idet det blev gjort gældende, at den stod paa et saa stærkt befærdet Sted, at ingen gav sig Tid til nærmere at betragte den (Jul. Lange i »Tidsskrift for