Kortfattet Lærebog i Vejbygning og Kloakering

Forfatter: C. L. Feilberg

År: 1919

Serie: Vejbygning og Kloakering

Forlag: H. Meyers Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 185

UDK: 625.70

Udgivet paa Den kongelige Veterinær og Landbohøjskoles Foranstaltning med 6 Bilag

Bemærk: De 6 bilag er digitaliseret i et selvstændigt dokument: "6 Bilag til Lærebog i Vejbygning og Kloakering" af C. L. Feilberg

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 198 Forrige Næste
ca. 45°, men ved skrap Tørring og i Regnvejr skrider det ned. En vis Art fint Sand, undertiden blandet med findelt Kalk, kan, opblødt af Vand (Flydesand) være ligesaa vanskeligt at arbejde med som Flydeler, saa at det paa enhver Maade bør undgaas. Skraaninger af Sand bør saa vidt muligt dækkes med et Lag Muldjord og tilsaas med Græs. Fast Klippe holder sig desto bedre, jo stejlere den staar. En flad Skraaning vil lettere grønnes og senere beskadiges af Frost. Af Hensyn til Stabilitet og Udseende giver man dog gerne et lille Anlæg Ve ä Vs, men ikke mere, medmindre Klippen har en skifret Struktur og en Adskillelse efter Lagdelingen kan frygtes. 7. Jordmassers Afstemning. Forud for ethvert Jordarbejde maa der være udarbejdet en Plan, der viser, hvor der skal graves Jord af, og hvor der skal fyldes Jord paa, til hvilke Dybder og Højder dette skal ske, hvor den ethvert Sted afgravede Jord skal lægges hen etc. Undertiden kan en Del af disse Spørgsmaal paa Forhaand være besvaret ifølge Opgavens Natur. Til andre Tider har man frie Hænder, og det vil da i Reglen være billigst og lettest at frembringe Jordværket dels ved Afgravning dels ved Paafyldning, idet man afpasser disse Størrelser saaledes, at den ved Afgrav- ningen vundne Jordmasse netop er stor nok til at danne Paafyldningen. Det herved udtrykte Princip kalder man »Udligningsprincippet«. Ved at anvende det faar man det mindste Rumfang Jord at tage under Behandling, og der bliver intet Areal at erhverve udenfor Anlægets Grænser. For at opnaa Udligning maa man under Planlægningen som Regel gaa forsøgsvis frem, saaledes at snart en, snart en anden Sammenstilling af Planumshøjder, Stigninger, Fald etc. gøres til Genstand for nærmere Undersøgelse, indtil man finder en Løsning, der tilstrækkelig nøje tilfredsstiller Kravet, samtidig med at den ellers er praktisk anvendelig og svarer til sit specielle Formaal (smign. Punkt 15 o. flg.). Der er imidlertid mange Tilfælde, hvor Udligningsprincippet ikke an- vendes, men hvor den Jord, dér vindes ved Afgravningen, helt eller delvis lægges til Side udenfor Anlægets Grænser, samtidig med at den Jord, der behøves til Paafyldningen, hentes andetsteds fra. Dette Princip kaldes »Ud- og Indsætningsprincippet«. Det anvendes f. Eks. i 1 ilfælde, hvor den Jord, der vindes i Afgravningerne, er uskikket til at danne gode Paafyldninger (Tørv, fint Sand, Flydeler etc.), eller hvor Flytteafstandene er saa store, at