Guld og Sølv
Forfatter: A. Peschcke Køedt
År: 1893
Forlag: Johan Møller
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: 1ste Oplag.
Sider: 172
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SØLVPENGE. I I 3
ikke give os flere Varer i Bytte for vore Produkter end før, og Ind-
landet vilde ikke blive rigere, fordi vi trykkede flere Sedler.
Enten maatte Seddelkursen gaa ned, eller ogsaa maatte Prisen
paa Varer gaa op. Men i begge Tilfælde vilde der blive mindst
lige saa mange sultne Munde som før. En Mellemvej med delvis
Nedgang i Sedlernes Kurs og delvis Opgang i de indenlandske Vare-
priser vilde medføre samme Resultat.
De Vanskeligheder og det Tryk paa Forretningslivet, man ved
Secldelmængdens Forøgelse havde til Hensigt at formindske, vilde
efter enhver ny Forøgelse af de ufunderede Sedlers Beløb møde igjen
efter en større Maalestok, indtil ct uundgaaeligt »Krach« tilsidst bort-
vejrede alle Illusioner og forte Samfundet tilbage til den Erkjendelse,
at et Land staar sig bedst ved i sin Omsætning at nøjes med de
Sedler, det kan indløse.
Opbrændingen af kasserede Banknoter er en ganske lignende
Forholdsregel som Anholdelsen og Ødelæggelsen af falske Banknoter.
I begge Tilfælde udskiller man et værdiløst Papir for at bevare den
sunde Basis for Landets Seddelsystem.
Sølvpenge.
Paa lignende Maade maa man i Stater med et velordnet Penge-
væsen gaa frem, naar et Møntmetal, der er blevet benyttet som lov-
ligt Betalingsmiddel, mister en Del af de Egenskaber, der ere en Be-
tingelse for Metallets fortsatte Brug. Til disse Egenskaber henhører
bl. a. Bevarelsen af Metallets Kjøbeevne i den internationale Omsæt-
ning. Det nytter ikke at fastholde Jern- eller Kobbermønt som lov-
ligt Betalingsmiddel i Indlandet, naar Udlandet vrager disse Metaller
og regner med Sølvmønt. Og det nytter lige saa lidt at fortsætte
med Sølvmønt, naar Udlandet vrager Sølvet og vælger Guldet.
At enhver saadan Overgang medfører Ulemper og griber for-
styrrende ind i Forholdet mellem Debitor og Kreditor særlig i alle
de Tilfælde, hvor dette Forhold er ordnet kontraktlig for en længere
Aarrække, er uomtvisteligt. Der er heller ikke noget i Vejen for, at
Lovgivningsmagten samtidig med, at den forandrer Møntfoden, til en
vis Grad kan tage Hensyn til og værne om begge de kontraherende
Parters Interesse.
8