Guld og Sølv

BEI,GIEN — TYSKLAND. 89 fod med ligeberettiget Brug af begge Metaller. Man fastsatte Raten, ikke som i Frankrig til 1 — 15%, men valgte Forholdet 1 —15,873. Følgen var den, at Sølvet forlod Landet, og at Guldet strømmede ind i Stedet. I 1851 gik Holland, efter Guldlejernes Opdagelse i Kalifornien og Avstralien, under Virkningen af den derved fremkaldte Guldpanik over til Sølvmøntfoden, der ligeledes blev gjældende for de hollandske Kolonier. I 1871 standsede Regjeringen den frie Udprægning af Sølv for Privatregning, men lod alt i Moderlandet og i Kolonierne cirkulerende hollandsk Sølv vedblive at gjøre Tjeneste i Omsætningen efter den gamle Rate. Sølvmønten er efter sit Paalydende ligestillet og ind- løselig med Guld paa samme Maade som Banknoter. Holland har følgelig ikke i Samhandelen med sine Kolonier lidt af de Ulemper, der har grebet saa forstyrrende ind i Omsætningsforholdene mellem England og Indien, hvor to Systemer holdtes gaaende. Siden 1875 har Holland ikke gjenoptaget Udprægningen af Sølv- mønt, der blev fuldstændig standset Aaret i Forvejen. Desuagtet er der saa stor Overflod paa gamle Sølvpenge, at Regjeringen for nogle Aar siden blev bemyndiget til at sælge 20 Millioner Gylden i 21/2 Gyldenstykker. Belgien. I Belgien gjaldt indtil 1851 lige som i Holland den dobbelte Møntfod. I dette Aar indførtes Sølvmøntfoden og Guldet blev detro- niseret. Men allerede i 1862 indførtes atter den dobbelte Møntfod, og i 1865 dannede Belgien i Forening med Frankrig, Sveits og Italien den latinske Møntunion. Hvis Belgien ved de nu gjældende Sølvpriser blev nødt til at indløse sine ca. 420 Mill. Francs Sølv, der cirkulerer i 5 Frankstykker, dels hjemme og dels i Unionens andre Lande, vilde Tabet andrage ca. 200 Mill. Francs. . Tyskland. Tyskland besluttede i 1871 at ombytte Sølvmøntfoden med Guldmøntfoden og gjennemførte Forandringen i 1873. Rigets finans- ielle Stilling var efter Modtagelsen af Frankrigs 5 Milliarder saa