Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

37 den i sin Helhed gjaldt vel egentlig Lavsvæsenet. Lavs-Haandværkerne var dog sejge Modstandere, — thi i dette holdt de sammen, hvor meget der end forøvrigt kunde være dem imellem. De ansaa Lavene for en Livsbetingelse for Haandværket og Haand- værkerne. Striden mellem Øvrighederne og Lavene førtes derfor snart med politisk Klogskab og snart med brutal Magt, alt efter som Modstanderen eller Forholdene gav Anledning til. Og det var ikke alene i Danmark, at Myndighe- derne førte Krig imod den „blaa Mandag“ og Lavenes andre selvtagne Skikke. Dette gjorde man overalt, thi man havde overalt de samme Besværligheder at kæmpe imod, — ikke mindst i Tyskland, hvor Lavene var en anderledes stor Magt, end de nogen Sinde var eller kunde blive i Danmark med dets forholds- vis smaa Forhold. Saaledes udfærdigede den tyske (romerske) Kejser Maximilian II den 12te November 1572 et Edikt imod at fejre „der blaue Montag“, hvilket han kaldte „upas- sende Opførsel“, og strax efter Offentliggørelsen af Ediktet udfærdigedes i de tyske Smaastater strænge Forbud imod at holde „blaa Mandag“, hvilket, som man sagde, gav Anledning til grove Excesser. Den 23de December 1681 udfærdigede Christian V en Forordning om „Laugene udi Stæderne i Dan- mark og Norge i Almindelighed i den Hensigt at afskaffe adskillige Anordninger, som tvært imod Lo- ven, Recessen og andre Forordninger i Laugene i Kiøbenhavn i Tidens Længde haver sig indsmuglet, hvorved Gud fortørnes, stor Ødselhed foraarsages,