Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

44 stemtes af det enkelte Land, men af Lavsforholdenes og Industriforholdenes Udvikling, væsentligst i Tysk- land. Nu trænger det Spørgsmaal sig frem: Hvori be- stod da disse „selvgjorte Vedtægter“? Der var en hel Del af disse, og flere af dem var i Tidens Løb sanktionerede af Statsmagten og optagne i de Lavs- Artikler, som efterhaanden udfærdigedes. En af disse Bestemmelser var, at enhver Svend skulde „vandre“1 og arbejde i Udlandet i et vist Antal Aar, som Regel vistnok fra 2—4. Som et Exempel paa, med hvilke smaa Skridt Myndighederne maatte gaa frem, naar de kom indenfor Lavenes Interesse- Sfære, kan nævnes, at det i Københavns Bogbinder- lavs Artikler fra 1646 hedder, at ingen kunde blive Mester, uden han „for Svend en Tid tjent og van- dret haver“, medens det i samme Lavs Artikler fra 1685, der ogsaa gjaldt for Odense, hedder om den nye Svend, at han „enten her eller udenlands skal paa sit Haandværk tjene fire Aar for Svend“. En- hver vil se, at Fremskridtet er ringe. Vandringen vedblev. Og uden at de havde foretaget disse aare- lange Vandringer, regnedes de ikke som „zünftige“ Svende. Og endnu mindre kunde de blive eller reg- nes for Lavsmestre. Der var sikkert ingen Svend, 1 Hvorledes Opfattelsen af disse „Vandringer“ var i de Kredse, der endnu faa Aar før Lavsvæsenets Ophævelse i Danmark (1857) betragtede Lavene som en Nødvendighed, fremgaar bl. a. af „Et Forsvarsskrift om Laugenes Gavn- lighed“, som Controlør Hans Peter Giessing udgav i København 1843. Han kalder Vandringerne for „et vigtigt Middel for enhver Haandværker til at kunne opnaa større Fuldkommenhed i sit Haandværk og hvorved han saaledes umid- delbart gavner de øvrige Classer af Samfundet.“ Naar Giessing i Forbindelse hermed udtalte, at Vandringerne „vanskeligen vil kunne finde Sted“ uden „i nøie Forbindelse med Laugsforfatningen“, da har 50 Aars Erfaringer selv- følgelig bevist det modsatte.