Blaa Mandag
Eller Fri-Mandag

45 der vilde eller turde tage Arbejde hos en „Mester“, der ikke i sin Svendetid havde foretaget de fore- skrevne Vandringer. Og nu „Zünften“1? Ja, det var just den, der var det Centrale i saavel Lavsmestres som Svendes „selv- gjorte Vedtægter“! Det var den Klippe, hvorpaa en- hver Regering, der vilde reformere Lavsvæsenet, uden Skaansel maatte strande. For at være „zünftig“ var det ikke nok, at Haand- værkeren tilhørte sit Lav. Dette Lav maatte ogsaa udtrykkelig være anerkendt — og anerkendt af det eller de største Lav, som Regel i Tyskland. Ellers kunde han ikke „rejse paa Professionen“, han aner- kendtes ikke som Svend og ikke som Mester, - han stod kort sagt i Rang med „Fuskere og Bønha- ser“. Et Lav, der saaledes var „anerkendt“, kunde lade sin Naades — eller sin Vredes — Straaler fare ud over Landet, ja, selv ud over Landets Grænser rakte dets Magt. Kongen kunde lovgive imod et saa- dant Lav, men hvis de „zünftige“ Herrer og Svende ikke godvilligt vilde bøje sig, — ja, saa maatte virke- lig Hs. Majestæt i hele sin kongelige Magt og Vær- dighed se, hvorledes han fik sin Vilje sat igennem. Nøglen til denne Hemmelighed er ikke svær at finde. Lavet havde Arbejdsmidlerne og Arbejdskraften i sin Magt. Det københavnske Bogbinderlav var zünftigt nok. Aar 1723 klager saaledes en norsk Bogbinder fra Kristiania til Kongen over, at Lavet i København 1 Ordet „Zunft“ er tysk og betyder egentlig Lav eller Gilde. Herfra ud- ledes saa de forskellige Betegnelser: „Zunftgeist“ (Lavsaand), „Zunftgesetz (Lavs-Forordning), „zunftmässig“ (lavsmæssigt), „Zünftler“ (Lavshaandværker).