Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Benzinoform
90
Benzoéharpiks
len under Navn af Brønners Pletvand
og brugtes til at borttage Fedtpletter af Tøj.
Da imidlertid den billigere Petroleumsbenzin
fremkom og fandt samme Anvendelse, og da
Benzol fik en saa stor Betydning ved at danne
Raamaterialet for Tjærefarvefabrikationen,
holdt man de to Benævnelser mere og mere
adskilte, og nu bruges Betegnelsen Benzin
kun om Petroleumsbenzin, medens Stenkuls-
tjærebenzin kaldes Benzol. Den rensede Ben-
zol har en lignende Lugt som Benzin, men
dens Iblanding i Petroleumsbenzin kan paa-
vises paa den Maade, at man til 1 cm3 af den
Benzin, der skal undersøges, sætter 5—10
cm3 af en Blanding af 2 Dele Salpetersyre og
1 Del Svovlsyre, opvarmer Blandingen svagt
og derpaa fortynder den med den 3—4 dob-
belte Mængde Vand. Ved Tilstedeværelse af
Benzol opstaar paa denne Maade forskellige
Nitroforbindelser, der kendes paa deres Lugt,
som minder om Bittermandelolie. Foreligger
Stofferne i ren Tilstand, kan de kendes fra
hinanden bl. a. derpaa, at Benzin ikke opløser
Asfalt og Karbolsyre, hvilke Stoffer er op-
løselige i Benzol, at absolut Alkohol kun op-
løser sit halve Rumfang Benzin, men blander
sig i alle Forhold med Benzol, og endelig ved
deres Forhold ved Behandling med Salpeter-
syre og Svovlsyre som nævnt ovenfor. Paa
Grund af den Lethed, hvormed den fordam-
per, og den Lethed, hvormed de udviklede
Dampe antændes, er Benzin meget brandfar-
lig og bør derfor aldrig anvendes i Nærheden
af Ild. Den hører til de i Bekendtgørelse af 4.
Juli 1891 angaaende Oplag af brandfarlige
Vædsker omhandlede Stoffer, som afgiver an-
tændelige Dampe ved en lavere Temperatur
end 40°, og henhører derfor under Klasse B.
Benzinoform se Klorkulstof.
Benzoas er den latinske Betegnelse for et
B e n z o a t eller benzoesurt Salt. B.
bismuticus, Vismutbenzoat, er et
hvidt Pulver uden Lugt og Smag og uopløse-
ligt i Vand. Det bruges i Medicinen mod Di-
arrhoe, især hos Børn. — B. cocaicus se
Kokain. — B. f e r r i c u s, F e r r i b e n-
z o a t, er et rødligbrunt Pulver, uden Lugt
og Smag, uopløseligt i Vand men frisk tilbe-
redt opløseligt i Levertran, hvilken Opløsning
har medicinsk Anvendelse til kirtelsyge Børn.
— B. lithicus, Litiumbenzoat, er et
hvidt, silkeglinsende Pulver, som ikke opløses
af Vand eller Alkohol; Smagen er sødlig salt.
Det bruges mod Gigt (ved urinsur Diatese).
— B. magnesicus, Magniumben-
z o a t, er et hvidt, luftbestandigt Pulver, der
opløses i Vand og Alkohol, og som anvendes
i Medicinen som feberstillende Middel. — B.
naphtolicus se Naftol. — B. natri-
cus, Natriumbenzoat, er et hvidt Pul-
ver eller farveløse, naaleformede Krystaller,
som let opløses i Vand men mindre let i Al-
kohol, og som bruges i Medicinen ved urinsur
Diatese og som Konserveringsmiddel. — B.
natrico coffeicus, Kaffeinnatri-
u m b e n z o a t se K a f f e i n.
Benzoazurin er et Azofarvestof, der kommer
i Handelen som et blaasort Pulver, der op-
løses i Vand med blaaviolet Farve og bruges
til Blaafarvning af Bomuld. Karakteristisk
for Farvestoffet er det, at den dermed far-
vede Bomuld ved Opvarmning bliver rødlig,
ved Afkøling igen blaa.
Benzocyanin se Benzoindigoblaat.
Benzoéfedt, A d e p s eller Axungia ben-
zo a t a, finder Anvendelse til Fremstillingen
af Pomader og Salver og tilberedes ved at
man lader pulveriseret Siambenzoé henstaa i
et Par Timer udrørt i smeltet Svinefedt ved
en Temperatur af c. 80°. Derefter frasies
Fedtet gennem et Stykke Gaze og omrøres,
indtil det stivner. Benzoéfedt, der har en gul-
lig Farve og lugter af Benzoe, er særdeles
holdbart, navnlig naar det holdes opbevaret
paa et køligt og mørkt Sted.
Benzoeharpiks (Benzoéharz; Qum
Benjamin; Benzoin; Resina Ben-
zoe, Benzoin um eller Asa d u 1 c i s) er
en Harpiks, der faas af Benzoétræet, S t y r-
a x benzoin, der vokser i en stor Del af
Bagindien, navnlig i Kambodja, Siam og Ko-
chinkina, samt paa Sumatra, Java og Borneo.
En Dyrkning af Træet finder navnlig Sted i
de nævnte Lande i Bagindien, paa Sumatra og
i Singapore. Harpiksen indvindes paa den
Maade, at man, naar Træet har naaet en Al-
der af 6 Aar, begynder at gøre Indsnit i den
øverste Del af Stammen og gentager dette
indtil 4 Gange om Aaret, indtil Træet har
naaet sit 16.—19. Aar, efter hvilken Tids For-
løb den udflydende Harpiks bliver saa mørk
cg svagt lugtende, at den ikke mere kan bru-
ges. Noget før dette Tidspunkt fældes Træet,
og ved Opskæring vinder man da paa en
Gang al den resterende Harpiks. Benzoe
kommer i Handelen væsentlig i tre Former,
nemlig som Taarer (Benzoe in lacry-
m i s), som Mandelbenzoé (B. amyg-
d a 1 o i d e s) og som almindelig eller
B1 o k b e n z o é (B. in m a s s i s). Benzoe i
Taarer danner løse, draabeformede eller flade
Stykker, der har et Gennemsnit af indtil 3,
sjældnere 4 eller 5 cm. Taarerne er i frisk
Tilstand hvide, bliver senere gulligrøde eller
brunlige men beholder derved deres opal-
agtige Udseende. Selv om de er mørktfarvede
udvendig, er de som Regel rent hvide paa en
frisk Brudflade. Mandelbenzoé danner uregel-
mæssigt formede Brudstykker, der bestaar af
en rødligbrun, fintkornet og temmelig haard
Gruhdmasse, i hvilken talrige, oftest 0,5—1 cm
lange, hvide, mandelformede Stykker ligger
fordelte. Blokbenzoé er en lignende Vare som
Mandelbenzoé men mere mørkfarvet og min-
dre ren og kommer i Handelen i Form af store
Blokke, der er stærkt forurenede af forskel-
lige Planterester, og som udvendig har Aftryk
enten af Jutesække eller af en Slags store
Sivblade, der benyttes til Indpakning. Disse
Aftryk findes dog ikke paa Sumatrablokben-
zoé, der kommer i Handelen i Trækister. E1-
ter Produktionsstedet skelner man mellem føl-
gende Sorter: Siambenzoé, der anses for
den fineste, og som navnlig fremkommer som
Taarer, der har en fin vaniljeagtig Lugt og
smelter ved c. 75°, men ogsaa som Mandel-
benzoé, hvis Grundmasse smelter ved 95°,
Mandlerne ved 85°. Kalkuttabenzoé
fremkommer som Blokbenzoé, sædvanlig
smudsigt graabrune og skøre Blokke, der er
stærkt forurenede og indeholder mange gan-
ske smaa, hvide Mandler. Sumatra- eller
Penangbenzoé kommer i Handelen i
Trætønder eller -Kister, og danner en choko-
ladebrun Masse, hvis øverste Lag indeholder
langt flere Mandler end de underste. S i n g a-
porebenzoé kommer i Handelen som en
meget smuk Mandelbenzoe med en lysebrun