Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Ænder 1055 Ærter formede, undertiden brudte Tværstriber, se Fig. 491. Marvstraalerne er altid smalle, un- dertiden tydelige, undertiden næsten ukende- lige; paa et Længdesnit ses grove, til de store Porer svarende Længdefurer, og mellem disse talrige, parallele, ofte paa længere Stræknin- ger uafbrudte Længdestriber, der paa et Ra- dialsnit er krydsede af de stærkt glinsende Marvstraaler og paa et Tangentialsnit har en meget smuk, flammet Tegning. Vedet er stærkt og modstandsdygtigt overfor Ajta rens Paavirkninger, temmelig haardt oz elastisk og ret vanskeligt at spalte. Det sig godt til Gavntømmer, dos ikke naar ' har været topstævnet, da det i saa T let faar raadne Knasthuller. Særlig an' det i Vognbygningen til Fælge og til 1„. lavetter, til Fremstilling af Qeværskæfte: de masrede Stykker i Møbelsnedkeriet. Ogsaa af flere Arter af den til Ælmefamilien hørende C e 11 i s benyttes Vedet, saaledes af den i Sydeuropa, Nordafrika og Forasien, voksende C. australis, »Lo t u s t r æ«, der har en gullig, temmelig smal Splint og en lys graalig, ikke skarpt fremtrædende Kærne. Ve- det ligner i Tegningen ganske Ælmetræ, er temmelig haardt, spaltes glat og er yderst sejt, bøjeligt os? holdbart.. Det gaar i Hande- len under Navn af Triestertræ og findel- en meget betydelig Anvendelse, bl. a. til Frem- stilling af Piskeskafter. Ænder (Enten; Ducks; Canards; A n a t i n æ) er en Gruppe af Andefuglenes Familie, mindre, korthalsede Andefugle med et bredt, fladt Næb, der for Størstedelen er beklædt med en blød Hud, kun i Spidsen med en lille, negleagtig fast Hornplade. Hertil hø- rer de talrige Arter Vildænder, saasom S t o k a n d e n. Anas b o s c h a s, fra hvilken Tamanden nedstammer; endvidere den lille, kun 32 cm lange Krikand, A. c r e c c a. Dyk- ænderne, hvortil hører Edderfuglene, se Edderdun, Skalleslugerne, M e r- g i n æ. og talrige andre Arter, der dels sky- des, dels fanges i Net ved Skandinaviens Ky- ster. I Danmark er Dykænderne fredede fra 1. April til 30. Juni, andre Ænder fra 1. Fe- bruar til 15. Juli. Tamanden, der som nævnt nedstammer fra Stokanden, med hvilken den let parter sig, og som den ofte ligner ptiafaldende i Farve, er efterhaanden bleven udviklet i en Mængde forskellige Racer. Blandt disse kan nævnes den danske And, der er noget større end Stokanden, og som navnlig udmærker sig ved at give rigeligt Brystkød, medens de fleste af de større fremmede Racer især udvikler Kødet paa andre, mindre værdifulde Steder af Lege- ' tungt, egrier- rææet 'ilfælde des met. Ligeledes meget lignende Stokanden er Rouenanden, der i ufedet Tilstand naar en Legemsvægt af 3—4 kg, i fedet en Vægt af 5—6 kg, og som baade er meget frugtbar og giver et meget velsmagende Kød. Den er me- get udbredt i Danmark og egner sig udmær- ket til Krydsning med den danske And. Den hvide Ailesburyand staar i Vægt og Fiugtbarhed nær ved Rouenanden, men trives ikke saa godt som denne i Skandinavien. Noget større er den hvide Pekingand, der en Tid var meget udbredt i Danmark; men da den ikke er saa frugtbar som Rouen- anden, og dens Kød tillige er mindre velsma- gende, er den efterhaanden trængt tilbage. Foruden Kødet benyttes af Ænderne ogsaa Fjer og Dun, se Fjer. Af Ænder fandtes i Danmark 1888: 643 862, J893: 723 708, 1898: 803 401 og 1914: 1 021 504 Stkr. I Norge fandtes i 1890: 5446 og i 1900: 8152 Stkr. Ær se Ahorn. Ærepris se Lægeærepris. Ærter, norsk: Erter (Erbsen; Peas; P o i s), er Frøene af forskellige Arter af den ; ^mindelige Sæd ært, Pisum sativum, med hvide Blomster og grønne, ved Modnin- ■^W/^gule, blaalige eller grønne Frø, og af A'g..e^ rten, Pisum arvense, med fler- farvede Blomster og graa, brune, olivengrønne eller spættede Frø. Der er efterhaanden ud- dannet etf'4iieget talrig Mængde Varieteter, dei\ dels adskiller sig ved Frøenes Størrelse, Smag, Plantens Ydeævne og Modstandsævne mod Sygdomme, dels ved Modningstiden, !er sig ved Frøenes Størrelse, mod Sygdomme, dels ved Modningstiden, livo?øSter-r®tanz skelner mellem tidlige, middel- tidlige og sildige Sorter. I Praksis skelner man sædvanlig mellem Kogeærter, hvortil hø- rer de hvidblomstrede, rundfrøede Former, og Foderærterne med flerfarvede Blomster og oftest noget uregelmæssigt formede Frø, der hyppigt har en mere eller mindre bitter Smag og sædvanlig kun egner sig til Foder- brug. Ærter benyttes dels umodne, i raa Til- stand, og sælges da i Bælgene eller henkogte, se Konserver, og da udtagne af Bælgene, eller endelig tørrede, dels i moden, dels i umoden Tilstand. De modne betegnes efter Farven gule, g r a a, grønne eller b 1 a a. Størst Betydning har de gule, der forekommer i mange Størrelser og Kvaliteter. Ved Bedøm- melsen af disse er det foruden Udseendet og Renheden navnlig Ærternes Ævne til at kunne »koge«, der har Betydning, idet man til gode Ærter stiller den Fordring, at de skal kunne koges møre i Løbet af to Timer uden foregaa- ende Opblødning, hvilket kun kan afgøres ved en Prøve. Ærternes Kogeævne afhænger baade af Jordbunden, paa hvilken de har vokset — Ærter fra nogle Jorder kan aldrig koge —, og af Vejrforholdene ved Indhøstnin- &en, idet navnlig megen Regn skal have en daarlig Indflydelse. Det maa dog bemærkes, at i særlig haardt Vand kan selv de bedste Ærter kun meget vanskeligt koges møre. Foruden indenlandske Ærter benyttes i Skandinavien næsten udelukkende russi- ske Ærter, der for Størstedelen udskibes fra tyske Østersøhavne, hvorfor de ofte betegnes som tyske, saavel med Skal som afskallede. Tidligere indførtes en stor Mængde s a c h s i- ske Flækkeærter, undertiden kaldet halve Viktoriaærter, medens man ved Viktoriaærter forstaar hele, store Ær- ter, baade med Skal og afskallede. Af grønne eller blaa Ærter er de mindre Sorter danske og tyske, medens de store, s. k. K r o n e æ r- t e r er hollandske. Fra Rusland indføres en betydelig Mængde russiske Ærter, der er tørrede i umoden Tilstand. Til gode Ærter bør man stille den Fordring, at de er fuld- stændig »billefri«, d. v. s. fri for Angreb af Larven af Bønnebillen. B r u c h u s p i n i, hvis Hun om Foraaret anbringer et Æg paa hver af de ganske spæde Bælge, hvorefter Larven trænger ind gennem disse og fortærer et eller højst to af de indeholdte Frø. Om Ærterne indeholder disse Insekter kan sædvanlig prø-