Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Bjerglæder 100 Bjørneskind viser et vekslende Farvespil; den faar da Navnet Iris eller Regnbuekvarts, hvoraf en Varietet hedder Katteøjesten (s. d.). Forskelligt farvet Bjergkrystal kendes under ulige Navne og bruges som Smykke- sten: de violette kaldes Ametyst (s. d.), den gule C i t r i n (s. d.) eller bøhmisk Topas, de klare, røgbrune Røgtopas (s. d.). Varieteter af disse findes ved Cairngorn i Skotland og kaldes Cairngorn stone. Sortebrun Bjergkrystal kaldes M o r i o n og findes hyppigt i Alperne, ligesom Røgtopas, hvilken den staar nær. Regnbuekvarts- en eftergøres, idet sædvanlig Bjergkrystal forsigtigt slaas med en Hammer, eller en sle- ben Krystal ophedes stærkt og derpaa hurtigt afkøles i Vand; i begge Tilfælde opstaar der fine Revner i dem. Stenen kan ogsaa dyppes i en farvet Vædske, der da trænger ind i de næsten mikroskopiske Sprækker, og man fremstiller paa denne Maade smukke rød-, blaa- eller grønagtige Sten, som anvendes til Broscher eller Perlesnore. Bjerglæder se Asbest. Bjergmel. Farin a fossilis, kaldes hvid, mellignende Kalciumkarbonat, opstaaet ved Efflorescens. Det er almindeligt i Stenbrud- dene ved Nanterre, nær ved Paris. Med samme Navn betegnes ofte Diatoméjord (s. d.), Infusoriekisel, der jævnlig fin- des paa Bunden af Tørvemoser, f. Eks. i Sve- rige, hvor det i sin Tid under Hungersnød skal være anvendt til Nødbrød og herfra have faaet Navnet. Bjergolie se Petroleum. Bjergpapir se Asbest. Bjergrødt bruges undertiden som Beteg- nelse for en fyrig Nuance af Engelsk- rødt (s. d.). Bjergsalt se Salt. Bjergvoks er egentlig Betegnelsen for Mo'ntanvoks (s. d.), men bruges ogsaa om O z o k e r i t (s. d.). Bjerk- se B i r k-. Bjælker (Balk en; Beams, Balks; Barres, Poteau x, Pou tr es) kaldes lange, nogenlunde lige Træstammer, der er tilhuggede saaledes, at Tværsnittet er mer eller mindre regelmæssigt rektangulært, og som benyttes som Bygningstømmer. Man skelner mellem fuldkantede og van- kantede Bjælker, af hvilke de førstnævnte, der har rene og skarpe Kanter, bruges dels, hvor det kommer an paa Udseendet og dels, fordi det er lettere at passe dem ind i de for- skellige Konstruktioner. Da der imidlertid ved Tilhugningen af saadanne Bjælker gaar meget Træ til Spilde, er vankantede Bjælker at foretrække, hvor de kan ligge skjult, idet de har en betydelig større Styrke og Bære- kraft, end efter at de er renhuggede. Tøm- rerne foretrækker som Regel Bjælker, der er lige tykke ved Rod- og Topende, men en saadan Bjælke har kun den Fordel, at den letter Arbejdet ved Tilpasningen, medens en Bjælke, af hvis Rodende der ikke er bort- hugget saa meget, selvfølgelig er stærkere. Naar en Bjælkes Bærekraft skal være saa stor som muligt, skal Bredden af Tværsnit- tet forholde sig til Højden af dette som 5 til 7, og den anbringes da saaledes, at den hvi- ler paa den smalle Side. Efter Behugningen skelner man sædvanlig mellem holland- ske Bjælker, der er fuldkantede ved Rod- enden, men blot tilhuggede paa to Sider ved Topenden; skotske Bjælker, som er de større Dimensioner og franske Bjælker, som er de mindre Dimensioner af fuldkantede Bjælker, idet ogsaa selve de Stammer, der er egnede til Udhugning af Bjælker, benævnes saaledes. Bjælker sælges enten stykkevis eller efter Kubikindhold. Sammenlign iøvrigt Træ. Foruden Træbjælker haves ogsaa Bjælker af J æ r n (s. d.). Bjørk- se B i r k-. Bjørnebær se Brombær. Bjørnebærblade se Melbærblade. Bjørneskind faas af de forskellige Bjørne- arter og udgør en meget vigtig Handelsartikel. De billigste faas af den brune Land- bjørn, Ursus aretos, der er ret almin- delig i Norge, noget sjældnere i Sverige, og som iøvrigt lever i hele Rusland, Pyrenæerne, Alperne, Abruzzerne, Ungarn og Tyrkiet. Udenfor Europa findes den tværs over hele det nordlige Asien. Farven er matbrun men antager undertiden lyse indtil næsten helt gule Nuancer, og som en stor Sjældenhed fremkommer hvide Skind af Albinoer og mørke Skind med lysere Halskrave (navnlig af amerikanske Bjørne). En betydelig Mængde Skind kommer fra Sibirien, der ogsaa leverer enkelte meget fine, glinsende, næsten sorte Skind og de saakaldte Guld- og Sølv- bjørneskind, i hvilke gule, hvide eller perlegraa Haarspidser stikker frem paa den brune eller sorte Bund og derved giver Pelsen et guld- eller sølvagtigt Udseende, naar den belyses af Solen. Tidligere kom disse Sjæl- denheder næsten ikke udenfor Rusland, men efter at de er komne paa Moden især i' Eng- land, fremkommer de nu regelmæssig paa Londonnerauktionerne. Sølvbjørn bruges og- saa som Betegnelse for den amerikanske G r i s s 1 i b j ø r n. De brune nordame- rikanske Skind laas af den der levende Graabjørn, der muligvis kun er en Varie- tet af den førnævnte, og hvis Skind sædvanlig er mørkebrunt med blegere Haarspidser men iøvrigt kan variere helt over til staalgraat. Det er formentlig ogsaa en Varietet af denne fra Kanada, der afgiver nogle meget fine og kostbare isabellafarvede Skind. Graabjørnens Skind, der er meget store, indtil 3,5 m lange, kommer iøvrigt kun sjælden til Europa; der- imod udføres der fra Amerika betydelige Mængder sorte Bjørneskind af Bari- b a 1 e n med meget lange, glatte og glinsende sorte Haar; kun Siderne af Snuden er bleg- gule. I England inddeler man disse Skind i Armébjørne til Pelshuer, Tæpper o. s. v. til Brug i Hæren, Pelsbjørne til alminde- lige Pelsfrakker, og de meget søgte Cub- bjørne (cub — Hvalp) med særlig fint og fyldigt Haar og tyndt Læder. Skindene af Isbjørnen eller Hvidbjørnen er de største af alle Bjørneskind, hos unge Dyr sølvhvide, hos ældre mathvide, og hos gamle Dyr oftest stærkt gulhvide. De benyttes i Europa udelukkende til Dekorationsbrug og til Tæpper, og deres store Sjældenhed i Han- delen begrundes for en stor Del i Vanskelig- hederne ved Transporten, da de ved Saltning let bliver plettede. Ved det grønlandske Han- delsselskabs Auktioner i København udbydes aarligt 100—120 Skind. Sædvanligt, men fejlagtigt, henregnes ogsaa