Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Forfatter: K. Meyer

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: TREDIE UDGAVE

Sider: 1064

UDK: 62(02) Mey Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000076

Under medvirkning af ansete fagmænd

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1080 Forrige Næste
Brødkul 157 Bukkehornsfrø ■baade af dette og af andre Arter udvindes 1 Harpiks og Kautsjuk. Ogsaa af andre Arter benyttes det gulbrune, temmelig haarde Ved som Gavntræ og til Snedkerarbejde. Brødkul, Carbo p a ni s, finder undertiden Anvendelse til Tilberedning af Tandpulvere og fremstilles ved Tørring og Forkulning af Rugbrød eller Hvedebrød, der er skaaret i Skiver. Forkulningen sker i tildækkede Jærn- skaale og fortsættes, indtil der ikke længere udvikles brændbare Luftarter. Brøndkarse, Nasturtium, er en Slægt af de korsblomstredes Familie med smaa gule eller hvide Blomster og lange hvælvede Frø- almindelige Alkohol i ringe Mængde tilstede- skulper. Almindelig Brøndkar se,- N. værende andre Arter Alkohol. Foruden af aquatieum, som har hvide Blomster, Druens Art, Voksested og Klimaet samt Most- vokser almindelig vild i Danmark ved Grøfter ens Behandling under Gæringen og Lagrin- og Bække og dyrkes navnlig i Tyskland og ■ gen er Buketten i høj Grad afhængig af den Frankrig, da den holder sig frisk Vinteren , eller de Gærarter, som har bevirket Qærin- over og benyttes paa samme Maade som gen, og som sædvanlig er de samme for den Karse samme Art Druer paa samme Voksested. Ved B. S. G. D. G. se B r é v e t é. at rendyrke saadanne Gærsorter og overføre Buccoblade (Buccoblåtter; Buehu dem paa Most af andre Druer eller fra andre leaves; Feu illes de Buehu, Folia Lokaliteter kan man derfor ogsaa ofte frem- B u c c o) er Bladene af forskellige Arter af bringe i alt Fald en Del af den Buket, som er Slægten B a r o s m a, hørende til Familien karakteristisk for en Vinsort, hos en anden. Ru t ac eæ, som har deres Hjemstavn i det Grunden hertil er upaatvivleligt den, at de sydvestlige Kapland. Der findes 2 Handels- forskellige Gærsorter frembringer forskellige sorter, nemlig brede Buccoblade, der Mængder og Arter af de ovenfor nævnte an- er 0,5—2 cm lange og indtil 1 cm brede, om- dre Slags Alkohol. vendt ægformede med fint savtakkede Rande Bukkeblade, Bitterkløver, (Bitter- øg i Reglen on’bøjet Spids, og lange kleeblatter; Bogbean; Tréfle de Buccoblade, der er 2—3 cm lange, linje- mar ais), Folia Me ny anthis, Folia lancetformede og savtakkede. De brede Bucco- blade er officinelle i den danske Farmacopé. Begge Slags udmærker sig ved en, stærkt om Kamfer og Pebermynte mindende Lugt. De indeholder æterisk Olie og et lidet kendt Stof, D i o s m i n, og finder Anvendelse i Me- dicinen som urindrivende Middel. Buckelsørn. Qu 1 d sø m, kaldes undertiden de smaa, med skaalformede Messinghoveder forsynede Søm, der navnlig benyttes til at fastholde Betrækket paa Møbler. Buckmusselin se Books. Buckskin er et klædelignende, som^^eg^F; kipret, stribet eller tærnet, uldent Stof, ter Vævningen valkes og overskæres paa Ret- ten, men ikke rues saaledes som Klæde. Det er meget elastisk og bruges især til Benklæ.- der, de sværere Sorter dog ogsaa til Over- frakker. Bortset fra Mønstringen, der veksler ______ ____ med Moden, skelner man mellem Vinter- ■bg*fgrtyn.det£Svovlsyre spalter det sig i Suk- buckskins, som er tykke og svære Stof- fer, som Regel mere holdbare end Klæde, og Sommerbuckskins, der er lettere og ofte væves som halvuldne eller endog helt af Bomuld med eller uden Iblanding af Hørgarn. Bomuldsbuckskins anvendes i meget stor Udstrækning til Arbejdsdragter. Som den bedste Vare anses sædvanlig de engelske, franske og belgiske Buckskins, medens de ty- ske ogsaa ofte fremstilles i ringere Kvaliteter; de meget anvendte, saakaldte hollandske Buckskins væves hovedsagelig i den holland- ske By Tilburgh. Buddingepulver kaldes forskellige Pulver- blandinger, bestemte til uden nogen yderligere Tilsætning ved Udrøring med varmt Vand at kunne give forskellige Slags Buddinger. Ho- vedbestanddelen er Stivelse, oftest Majssti- velse, Sukker, Tjærefarvestoffer og kunstige Frugtætere, smign. Frugtpulver. Buddingsten se A g a t. Buefil se Fil. Buelamper se Elektriske Lamper. Buestrænghamp se A1 oé h amp. Buffline, et meget tætvævet, fransk Ben- klædestof. Bugmessing se B 1 i k. Bukar se Skovmærke. Bukert se Kikkerært. Buket, Bouquet, kaldes den Aroma (s. d.), som findes i Vin, og som navnlig ofte udvikler sig i denne med Alderen, idet en stor Del af den skyldes Forbindelser mellem smaa Mængder af Vinens Syrer og de foruden den T r i f o 1 i i f i b r i n i, er Bladene af Meny- a n t h i s t r i f o 1 i a t a, en over hele den nord- lige Halvkugle udbredt Plante, der vokser i sumpede Enge, Moser og Kær. Bladene er trekoblede med ægformede, 4—10 cm lange og halvt saa brede, helrandede Smaablade og indsamles i Begyndelsen af Blomstringstiden, der hos os indtræffer i Juni, hvorpaa de straks tørres. Udbyttet er efter Tørringen 20—25 % af de anvendte friske Blade. En god Vare er af livliggrøn Farve uden udpræget Lugt, af en meget bitter Smag og bør ikke indeholde Stilke, brune Bladdele eller Frø. De anven- des i Médi^.inen som mavestyrkende Middel ~og bruges navnlig meget i Dyrlægepraksis. De indeholder et Bitterstof, Menyantin, der er et farveløst, amorft Pulver af yderst bitter Smag, og som er opløseligt i Vand og Alko- hol. méh ikke i Æter. Ved Kogning med Vand ker dg” en som Bittermandelolie lugtende Væd- ske. Menyantol. Bukkebladedraa- b e r er et alkoholisk Udtræk. SureBukke- bladedraaber er dette Udtræk, til hvil- ket der er sat Saltsyre og en Ekstrakt af Bla- dene (Extractum menyanthis), der fremstilles ved Udtrækning med Vand og Ind- dampning. Bukkehornsirø (Bocks horn same ti; Fe- nugreek; Semence de fenugrec), Semen foenu graeci, er Frøene af Tri- go n e 11 a foenum graeci, en ærteblom- stret Plante, der er hjemmehørende i Indien 02; derfra udbredt til Lilleasien og Nordafrika. Den dyrkes i Italien, i Sydfrankrig ved Mont- pellier og i Mellemtysklawd, ligesom den ogsaa kan med Frø, med ved trives i Danmark. Frugten er en Bælg c. 20 temmelig flade, skævt firkantede der er c. 4 mm lange og 2 mm brede glat gulgraa eller gulbrun Overflade, der en diagonalt beliggende Fure er delt i