Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Brødkul
157
Bukkehornsfrø
■baade af dette og af andre Arter udvindes 1
Harpiks og Kautsjuk. Ogsaa af andre Arter
benyttes det gulbrune, temmelig haarde Ved
som Gavntræ og til Snedkerarbejde.
Brødkul, Carbo p a ni s, finder undertiden
Anvendelse til Tilberedning af Tandpulvere
og fremstilles ved Tørring og Forkulning af
Rugbrød eller Hvedebrød, der er skaaret i
Skiver. Forkulningen sker i tildækkede Jærn-
skaale og fortsættes, indtil der ikke længere
udvikles brændbare Luftarter.
Brøndkarse, Nasturtium, er en Slægt
af de korsblomstredes Familie med smaa gule
eller hvide Blomster og lange hvælvede Frø- almindelige Alkohol i ringe Mængde tilstede-
skulper. Almindelig Brøndkar se,- N. værende andre Arter Alkohol. Foruden af
aquatieum, som har hvide Blomster, Druens Art, Voksested og Klimaet samt Most-
vokser almindelig vild i Danmark ved Grøfter ens Behandling under Gæringen og Lagrin-
og Bække og dyrkes navnlig i Tyskland og ■ gen er Buketten i høj Grad afhængig af den
Frankrig, da den holder sig frisk Vinteren , eller de Gærarter, som har bevirket Qærin-
over og benyttes paa samme Maade som gen, og som sædvanlig er de samme for den
Karse samme Art Druer paa samme Voksested. Ved
B. S. G. D. G. se B r é v e t é. at rendyrke saadanne Gærsorter og overføre
Buccoblade (Buccoblåtter; Buehu dem paa Most af andre Druer eller fra andre
leaves; Feu illes de Buehu, Folia Lokaliteter kan man derfor ogsaa ofte frem-
B u c c o) er Bladene af forskellige Arter af bringe i alt Fald en Del af den Buket, som er
Slægten B a r o s m a, hørende til Familien karakteristisk for en Vinsort, hos en anden.
Ru t ac eæ, som har deres Hjemstavn i det Grunden hertil er upaatvivleligt den, at de
sydvestlige Kapland. Der findes 2 Handels- forskellige Gærsorter frembringer forskellige
sorter, nemlig brede Buccoblade, der Mængder og Arter af de ovenfor nævnte an-
er 0,5—2 cm lange og indtil 1 cm brede, om- dre Slags Alkohol.
vendt ægformede med fint savtakkede Rande Bukkeblade, Bitterkløver, (Bitter-
øg i Reglen on’bøjet Spids, og lange kleeblatter; Bogbean; Tréfle de
Buccoblade, der er 2—3 cm lange, linje- mar ais), Folia Me ny anthis, Folia
lancetformede og savtakkede. De brede Bucco-
blade er officinelle i den danske Farmacopé.
Begge Slags udmærker sig ved en, stærkt om
Kamfer og Pebermynte mindende Lugt. De
indeholder æterisk Olie og et lidet kendt
Stof, D i o s m i n, og finder Anvendelse i Me-
dicinen som urindrivende Middel.
Buckelsørn. Qu 1 d sø m, kaldes undertiden
de smaa, med skaalformede Messinghoveder
forsynede Søm, der navnlig benyttes til at
fastholde Betrækket paa Møbler.
Buckmusselin se Books.
Buckskin er et klædelignende, som^^eg^F;
kipret, stribet eller tærnet, uldent Stof,
ter Vævningen valkes og overskæres paa Ret-
ten, men ikke rues saaledes som Klæde. Det
er meget elastisk og bruges især til Benklæ.-
der, de sværere Sorter dog ogsaa til Over-
frakker. Bortset fra Mønstringen, der veksler ______ ____
med Moden, skelner man mellem Vinter- ■bg*fgrtyn.det£Svovlsyre spalter det sig i Suk-
buckskins, som er tykke og svære Stof-
fer, som Regel mere holdbare end Klæde,
og Sommerbuckskins, der er lettere og
ofte væves som halvuldne eller endog helt af
Bomuld med eller uden Iblanding af Hørgarn.
Bomuldsbuckskins anvendes i meget
stor Udstrækning til Arbejdsdragter. Som den
bedste Vare anses sædvanlig de engelske,
franske og belgiske Buckskins, medens de ty-
ske ogsaa ofte fremstilles i ringere Kvaliteter;
de meget anvendte, saakaldte hollandske
Buckskins væves hovedsagelig i den holland-
ske By Tilburgh.
Buddingepulver kaldes forskellige Pulver-
blandinger, bestemte til uden nogen yderligere
Tilsætning ved Udrøring med varmt Vand at
kunne give forskellige Slags Buddinger. Ho-
vedbestanddelen er Stivelse, oftest Majssti-
velse, Sukker, Tjærefarvestoffer og kunstige
Frugtætere, smign. Frugtpulver.
Buddingsten se A g a t.
Buefil se Fil.
Buelamper se Elektriske Lamper.
Buestrænghamp se A1 oé h amp.
Buffline, et meget tætvævet, fransk Ben-
klædestof.
Bugmessing se B 1 i k.
Bukar se Skovmærke.
Bukert se Kikkerært.
Buket, Bouquet, kaldes den Aroma
(s. d.), som findes i Vin, og som navnlig ofte
udvikler sig i denne med Alderen, idet en stor
Del af den skyldes Forbindelser mellem smaa
Mængder af Vinens Syrer og de foruden den
T r i f o 1 i i f i b r i n i, er Bladene af Meny-
a n t h i s t r i f o 1 i a t a, en over hele den nord-
lige Halvkugle udbredt Plante, der vokser i
sumpede Enge, Moser og Kær. Bladene er
trekoblede med ægformede, 4—10 cm lange
og halvt saa brede, helrandede Smaablade og
indsamles i Begyndelsen af Blomstringstiden,
der hos os indtræffer i Juni, hvorpaa de straks
tørres. Udbyttet er efter Tørringen 20—25 %
af de anvendte friske Blade. En god Vare
er af livliggrøn Farve uden udpræget Lugt, af
en meget bitter Smag og bør ikke indeholde
Stilke, brune Bladdele eller Frø. De anven-
des i Médi^.inen som mavestyrkende Middel
~og bruges navnlig meget i Dyrlægepraksis.
De indeholder et Bitterstof, Menyantin, der er
et farveløst, amorft Pulver af yderst bitter
Smag, og som er opløseligt i Vand og Alko-
hol. méh ikke i Æter. Ved Kogning med Vand
ker dg” en som Bittermandelolie lugtende Væd-
ske. Menyantol. Bukkebladedraa-
b e r er et alkoholisk Udtræk. SureBukke-
bladedraaber er dette Udtræk, til hvil-
ket der er sat Saltsyre og en Ekstrakt af Bla-
dene (Extractum menyanthis), der
fremstilles ved Udtrækning med Vand og Ind-
dampning.
Bukkehornsirø (Bocks horn same ti; Fe-
nugreek; Semence de fenugrec),
Semen foenu graeci, er Frøene af Tri-
go n e 11 a foenum graeci, en ærteblom-
stret Plante, der er hjemmehørende i Indien
02; derfra udbredt til Lilleasien og Nordafrika.
Den dyrkes i Italien, i Sydfrankrig ved Mont-
pellier og i Mellemtysklawd, ligesom den ogsaa
kan
med
Frø,
med
ved
trives i Danmark. Frugten er en Bælg
c. 20 temmelig flade, skævt firkantede
der er c. 4 mm lange og 2 mm brede
glat gulgraa eller gulbrun Overflade, der
en diagonalt beliggende Fure er delt i