Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Byssolit 164 Bøffelhorn baade paa For- og Baglemmerne har 5 Tæer, og paa, at Halen er trind, medens den hos Bisamrotten er stærkt sammentrykt. Pelsen er paa Ryggen kastanjebrun, paa Bugen mørk, medens Kroppens Sider er rødlige, og overalt skjules de korte, bløde Uldhaar af lange, svagt glinsende Stikkelhaar. Skindet bruges baade til Filtfabrikation og som Pelsværk, og der kommer aarligt c. 1% Million Stykker i Han- delen. Bæverskind ell. Kastorskind (Bieber- felle; Beaverskins; Castors) faas at Bæveren, Castor fiber og C. cana- densis, der nu kun lever i større Mængde enkelte Steder i Nordamerika, navnlig i Ca- nada, Kalifornien og i Hudsonbayterritoriet Enkeltvis forekommer den i Sibirien, Kaukasus og ved Eufrat, ved Elben paa Strækningen mellem Wittenberg og Magdeburg og enkelte Steder i Norge, navnlig ved Nidelven og i Drangedal, men det samlede Antal Bævere i Norge anslaas kun til c. 100 Stykker. Den har tidligere været overordentlig udbredt i Europa, men er bleven saa efterstræbt for Skindets Skyld, at den nu maa fredes de en- kelte Steder, hvor den forekommer. Den har en stor, plump Krop, en kort, kraftig Hals og et forholdsvis lille, rotteagtigt, stumpsnudet Hoved. Kroppen naar en Længde af indtil 95 cm, og den i Spidsen stærkt sammentrykte Hale, der i sin øverste Del er nøgen, naar en Længde af 30 cm. Haarlaget bestaar dels af tætsiddende, silkefine Uldhaar, der paa de fleste Steder af Kroppen er mørk graabrune, dels af de længere, grovere, i Midten flad- trykte Dækhaar, der ved Roden er sortbrune, dernæst glinsende graagule eller blegt gul- brune, medens den yderste Spids næsten er sort. Paa Ryggen, hvor Stikkelhaarene er længst og staar tættest, er Farven derfor som oftest mere eller mindre blegt gulligbrun med en mørk Skattering, frembragt af de mørke Haarspidser. Bugen og Bagfødderne er mør- kere, Struben og Forbrystet lysere. Dog er Farven underkastet mindre Variationer hos de enkelte Individer. Skindene fandt tidligere navnlig stor Anvendelse, fordi Stikkelhaarene anvendtes til Fabrikation af Filt, navnlig til høje Hatte, til hvilket Brug de nu er afløste af Silkeplysch, hvorfor Skindene er faldne stærkt i Værdi. Skindene bruges nu kun som Pelsværk og kommer hovedsagelig fra Nord- amerika, hvor man skelner mellem: 1) Fri- ske eller Vinter Bæverskind, som og- saa kaldes Pergamentskind, fordi de paa Kødsiden har nogen Lighed med Perga- ment, og 2) Sommer Bæverskind. De førstnævnte hidrører fra Dyr. som fanges i Løbet af Vinteren, da Skindene er smukkest og rigest paa Uld. og anses for en af de hold- bareste Sorter Pelsværk. Sommer Bæver- skindene, der ogsaa kaldes tørre eller magre, er paa Grund af deres løse og sparsomme Haarvækst af ringere Kvalitet. Hvad der gaar i Handelen under Navn af Kamschatka- bæver, Kalan, stammer ikke fra Bæveren, men fra H a v o d d e r e n. (se Odder skind/. Fangsten i Nordamerika andrager aarligt c. 130 000 Stykker og i Asien c. 30 000 Stykker- Naar Bæverskind skal bruges til Besætning, Pelskraver o. L, bliver Stikkelhaarene næsten alle udrevne enten for Haanden eller paa en særlig Maskine. Bøffelhorn faas baade af den k a p s k e Byssolit se Asbest. Byssus se Muslingesilke. Bækørred se Laks. Bændel se Ba an d. Bændeltang se Ta n g. Bærme, S p ø 1 eller Drank, kaldes 1) i 01- og Vinfabrikationen den uklare Rest, som bli- ver tilbage paa Fadene efter Tapningen, og som navnlig indeholder meget Gær og. for Vinens Vedkommende tillige Vinsten. Sidst- nævnte opsamles og renses, og iøvrigt kan man ved Destillation af Ølbærme indvinde Alkohol, af Vinbærme Alkohol og forskellige Æterarter. — 2) I Alkoholfabrikationen for- staar man ved Bærme den Rest, der bliver tilbage efter Destillation af den forgærede Mask, og som benyttes til Kvægfoder. Bævergejl er et Sekret, der indeholdes i to paa Bugen af Bæveren baade hos Hannen og Hunnen i Nærheden af Kønsdelene siddende Punge. I Almindelighed forstaar man dog ved Bævergejl Pungene med Indhold. Disse er pæreformede, indtil 12 cm lange, Hannens større end Hunnens, undertiden parvis for- bundne. De er beklædte med seje Hinder, der lader sig dele i Lag, og som til Dels danner Folder i det harpiksagtigé, mere eller mindre haarde, brune Indhold. Efter at være skaarne af det dræbte Dyr, tørres de i Røg, hvorved de bliver mørke og haarde. Forfalskninger kan forekomme, idet noget af Indholdet ud- tages og erstattes med tørret Blod, Sand, Harpiks eller Smaasten, og man maa derfor ved Indkøb iagttage, at Hudlaget er helt og ubeskadiget. Undertiden træffes mellem Bæ- vergejlspungene mindre, blødere og lysere Punge, »Fedtsække«, som ligeledes findes paa Bæverens Bug (nærmere Tarmaabningen), men som er ganske værdiløse. Den alminde- lige Handelsvare er den ka n adi sk e, der kommer fra de vestlige nordamerikanske Fri- stater, Newfoundland og Labrador, og som bringes i Handelen af »The Hudsonbay Com- pany«. I Europa er Hovedmarkederne i Lon- don, Hamburg og Amsterdam. Sjældnere og næsten udgaaet af Markedet er d en m o sk o- v i tiske (sibiriske, europæiske). Bævergejl er næsten fuldstændig opløselig i Alkohol (Bæ ver g ej Is (1 r aab er) og Æter, hvilke Opløsninger ved Tilsætning af Vand giver en mælket Vædske og et brunt Bundfald. Be- standdelene er lidet bekendte. Der findes ind- til 2 % æterisk Olie, Spor af Karbolsyre, rime- ligvis stammende fra Tørringen i Røg. Har- piks og ikke ubetydelige Mængder af Kalk- salte. Den anvendes mod Krampe og Hysteri, tidligere i større Udstrækning end nu. Pun- gene maa opbevares omhyggelig tørrede i tæt lukkede Beholdere. Til Pulverisering tørres de først over brændt Kalk. Bæverhaler, smalle, plane brændte Tagsten, der i Norden hovedsagelig benyttes til Tæk- ning af Taarne. Bæverrotteskind, Koipu-, Coypu-, Sump- bæverskind eller Nutria, faas af d e n sydamerikanske Bæverrotte eller Coypuen, Myopotamus Coypu s, der næst efter Bæveren er den største, nulevende Gnaver, idet Kroppen kan blive indtil 45 cm lang, og den trinde, skælklædte Hale lige saa lang. Den har et tykt, bredt Hoved, en stump Snude, runde, fremstaaende Øjne og smaa Øren. Den kendes fra Bisamrotten, hvis Skind oftest er betydelig mindre, bl. a. paa, at den