Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Diamant 207 Diamant tager sig ud som langagtige Draaber, dannet af en sejflydende Masse. Krystallerne har i Almindelighed glat Overflade med smaa For- dybninger, men er ogsaa ofte ru og omgivne af en mere eller mindre gennemsigtig Skal, hvad der forøger deres Uanselighed. De er spaltelige, parallelt med Oktaederfladen, en Omstændighed, der benyttes ved Diamantslib- ningen for at spare Tid, idet ru Partier, der skal fjærnes, ikke slibes bort men spaltes fra. En af de mest karakteristiske Egenskaber ved Diamanten er dens enorme Haardhed, større end alle kendte naturlige Stoffers, og derfor sat som 10 i den mineralogiske Haardheds- skala. Diamant er derfor i Stand til at ridse alle andre Legemer og følges nærmest af kun- stig fremstillet, krystalliseret Bor (B o r dia- man t e r) og smeltet, krystalliseret Alumi- niv.moxyd. En Haardhedsprøve afgiver derfor det sikreste Bevis for, om man har en Dia- mant for sig eller ej. For Diamanter, der er indfattede saal&des, at en Haardhedsprøve ikke kan foretages, kan den Egenskab benyt- tes, at de lader de Røntgenske Straaler pas- sere igennem sig, hvad der ikke er Tilfældet med Glas, Kvarts og de allerfleste andre Mine- raler. Af Diamantens andre Egenskaber over- for Lyset kan nævnes, at den viser Fosfor- escens, d. v. s. lyser i Mørket efter at have været udsat for Lyset. Som daarlig Leder for Elektricitet bliver den elektrisk ved Gnidning. Diamant er sprød og kan i en Morter knuses til fint Pulver. Visse røggraa Kapdiamanter er endog tilbøjelige til at springe itu, naar de tages ud af Jorden. I Form af fint Pulver forbrænder Diamant til Kulsyre, uden at der dertil kræves nogen særlig høj Temperatur. I større Stykker kan den derimod taale Ophedning til Jærnets Smeltepunkt uden at forandres. Ophedes Dia- mant i en elektrisk Buelampe til Hvidglød- hede, blærer den op uden at smelte og over- trækkes med et Lag af Grafit, som altsaa ved Buelampens Temperatur er den stabile Form for Kulstoffet. Omvendt har man i den nyere Tid vist, at Diamantkrystaller kan fremstil- les af Kulstof. Ophedes dette med Jærn eller Sølv under stærkt Tryk i en elektrisk Ovn til c. 35000 og afkøles hurtigt, udskilles det i Form af smaa Diamantkrystaller. Diamant har hidtil vist sig fuldstændig uopløselig i alle kendte Opløsningsmidler; ved Behandling i flere Uger med Syrer ved en Temperatur af over 150° har der end ikke kunnet paavises nogen Ætsning. Ved at lade Dampe af kon- centreret Svovlsyre strejfe en svagt rødglø- dende Diamant er det dog paavist, at dens Overflade er bleven mørk og uigennemsigtig. Med koncentreret Svovlsyre og Kaliumkro- niat kan man omdanne Diamant til Kulsyre. En sort Diamantvarietet, der næsten kun forekommer i Brasilien, kaldes Carbonado eller, fejlagtigt, »amorf Diamant«. Den danner et fint krystallinsk, kornet, porøst Ag- gregat med mindre Vægtfylde men større Haardhed end almindelig Diamant. Urigtigt er det, naar Navnet Carbonado anvendes paa sorte eller sortebrune Enkeltkrystaller. Med favnet Boor t eller Bort (Bord) betegnes et Aggregat af krystallinske, uregelmæssige og uigennemsigtige Diamantpartikler, der anven- des som Slibemiddel. Diamanterne anses for oprindelig at stamme Ira ældre, krystallinske Bjergarter, dels Qnejs, dels eruptive Bjergarter. Kun fra eet Om- raade, nemlig i Distriktet Bellory i Forindien kender man Diamanter, der antages at være dannede i den Stenart, hvori de er fundne. De forekommer her sammen med Safir, Kvarts, Feldspat, Epidot o. a. i en pegmatitagtig Bjerg- art. Krystallerne er meget skarpkantede, me- dens de ellers sædvanlig er afrundede. I Al- mindelighed træffes de derimod i Grus o. 1., der er opstaaet ved sekulær Forvitring af de Bjergarter, hvori Diamanterne er dannede, og som hyppigt atter er hærdnede til Sten. Vi- dere findes de i Flodaflejringer af grovere og fmere Sand og rullede. Smaasten, for hvilket det nævnte Forvitringsgrus har været Raa- materialet. Hovedfindestederne for Diamant erIndien,Borneo,BrasilienogSyd- a f r i k a. Diamanterne i Indien forekommer dels i Konglomerat eller Sandstensbreccie af palæo- zoisk Alder, dels i moderne Flodaflejringer,. Sand og Grus. Fra gammel Tid er navnlig Gruberne i Golcondalandet bekendte som et rigt Findested, men de leverer nu ingen flere. Laget var en Nutidsaflejring, og der er her fundet mange store, kendte Diamanter, som senere skal omtales. Andre Findesteder, der alle ligger paa den indiske Halvø, er Cudda- pah ved Pennarfloden, Banganpally og Sumb- hulpar ved Godavari. Det for Tiden vigtigste Diamatdistrikt i Indien er ved Panna i Bun- delkhund, der er beliggeftde langt nordligere end de forrige. Udbyttet udgør 1—2 Mill. Kr. aarlig. Stenetie slibes og sælges i Panna, og sjældent komiker der Diamanter derfra til Europa, da ■Rris'eri her er lavere end i Indien. Det diamantførende Lag er rødt Ler med tal- rige Brudstykker af andre Mineraler, og det er dækket af et 13 m mægtigt Lag af Gnejs- grus. Man bygger vide Skakter ned til La- get, graver Diamantjorden op, slemmer den og gennemsøger Resten med Hænderne. I den sydøstlige Del af Borneo findes Diamanter i Aflejringer, der hviler paa Serpentin og inde- holder Guld, Platin og flere Ertser samt sort Kvarts. Det diamantførende Lag her er mu- ligvis oprindelig af vulkansk Oprindelse. I Brasilien opdagedes Diamanterne Aar 1727. Det er særlig Provinserne Minas Geraés og Bahia, der udmærker sig ved deres Rig- dom paa Diamanter, og da navnlig Flodløbene. I den tørre Aarstid tørlægges Floden, det øvre- Sandlag fjærnes, for at man derunder kan komme til det diamantførende Lag, den s. k.. Cascalho, der bestaar af Bjergartsbrudstyk- ker, som tillige indeholder Guld samt Titan- og Jærnforbindelser. Diamanter findes ogsaa paa et enkelt Sted (Bjerget Grammagoa) i en af Kvartskorn og Glimmerskæl bestaaende Sand- sten, der i tynde Plader er noget bøjelige og derfor kaldes »bøjelig Sandsten« eller (efter Forekomsten) »I t a k o 1 u m i t«. I denne Sand- sten ligger Diamanterne omtrent paa samme Maade som Granat i Glimmerskifer; de har afrundede Kanter og er rimeligvis ikke op- staaede i Itakolumitsandstenen, men er æl- dre end denne. Diamantlejerne i Brasilien var i lang Tid de rigeste, der kendtes. Sædvanlig er Diamanterne kun smaa, med en Gennem- snitsvægt af 1 Karat (0,205 g); enkelte større Sten er ogsaa fundne f. Eks. »Sydens Stjerne«. Ofte forekommer farvede Diamanter, saaledes de før nævnte Carbonados (i Sand ved Serra da Chapada i Provinsen Bahia) og: