Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Diamant 208 Diamant B o o r t. Jordens rigeste nu kendte Lejer fin- des nær Grænsen af W e s t-G r i q u a 1 an d og Orange River Colony i Sydafrika. De første opdagedes i 1867 i Floden Vaals Af- lejringer og snart dannedes der talrige »Dig- gers« til Udnyttelse af disse Forekomster: »River Diggings«. Disse Gruber gav mange udmærkede Diamanter, men tabte dog snart deres Betydning ved Opdagelsen af de tørre Gruber »Dry Diggings« i 1871. Paa en Stræk- ning, der bestaar af Skifre, Sandsten og ba- saltiske Bjergarter i horizontalt liggende Lag, findes der tragtformede Indsænkninger paa 2—300 m’s Tværsnit og af ukendt Dybde. De er fyldte af en blaagrøn, brokket Tufmasse, ganske forskellig fra de omgivende Bjerg- arter. Det er denne »blue ground«, som inde- holder en saadan Rigdom af Diamanter, at den i Løbet af faa Aar har leveret mere af dette kostbare Mineral end de brasilianske Findesteder gennem et halvt Aarhundrede. Den anses for at være et vulkansk Produkt, der er kommet til Udbrud som vandfyldt Aske i Lighed med Slamvulkanernes Produkter. Ma- terialet til den skulde være Olivinbjergarter, hvori Diamanterne befandt sig. De øvre Par- tier af Diamantjorden danner en løs Masse, der kan brydes løs med Spidshakke og knu- ses med Trækøller og derefter sorteres ved Sigtning og gennemsøges. I 1876 indførtes Vaskemaskiner; herved kunde daglig bearbej- des henved % Mill, kg Diamantjord, hvori der paa de rigeste Steder er et Diamantind- hold af c. 1200 Karat (% kg). Stenen dybere nede, der er haard og fast, udsættes for For- vitring gennem flere Maaneder, inden den gaar i Vaskemaskinerne. Den største Mine er Kirn- berley-Minen, hvor man er naaet ned til en Dybde af c. 1100 m. Brydningen foregaar i underjordiske Skakter paa sædvanlig bjerg- mandsmæssig Vis. Af andre store Gruber kan nævnes: Du Toit’s Pan, Old De Beer’s, Bult- fontein og Jagersfontein. Paa det sidste Sted fandtes i 1893 den største kendte Diamant, Excelsior, med en Vægt af 971% Karat. Hovedmængden af Kapdiamanterne er tydeligt gule, hvorfor Prisen paa Sten af denne Farve er sunket betydeligt efter Opdagelsen af disse rige Diamantforekomster. De Sten af »prima Vand«, der ogsaa træffes her, om end mindre rigeligt, staar hverken i Kvalitet eller Pris tilbage for dem fra andre Findesteder. Højt i Pris er ogsaa Sten med et svagt gulligt An- strøg, der gaar under Navnet »Capewhite«. Ogsaa i Australien er der (siden 1851) fun- det et stort Antal Diamanter, særlig i guldfø- rende Sand ved Mudgee i New South Wales. Produktionsmængden angives for Brasilien at have været c. 10 Mill. Karat (2000 kg) ind- til Aar 1850. Den samlede Værdi heraf var c. 300 Mill. Kr. I 1850—51 var det aarlige Ud- bytte 300 000 Karat, men sank senere stærkt. De sydafrikanske Gruber angives indtil 1913 at have produceret c. 120 Mill. Karat = 24 600 kg Diamanter til en Værdi af henved 3200 Mill. Kroner (i sleben Tilstand det dobbelte). Som før nævnt er de raa Diamanter over- trukne af en mer eller mindre uigennemsig- tig Skorpe, der maa fjærnes, før Stenen kan anvendes som Ædelsten. Ved Indkøbet gæl- der det derfor at kunne bedømme Stenene trods denne Skorpe. En god Diamant maa vise sig som en Draabe Kildevand og give et stærkt, livligt, spillende Lysskær fra Midten. Dersom Skorpen er glat, lys og spillende i det grønlige, er Stenen som Regel fejlfri og ofte af »første Vand«. En hvid, ru, næsten uigennemsigtig Skorpe er ligeledes et Kende- tegn paa en god Diamant, især naar denne ved at holdes op for Lyset viser sig fri for Fjer, Skyer eller Pletter; det samme gælder de Sten, som er omgivet af en gulagtig, rust- lignende Skorpe. I gode Diamanter maa der ikke vise sig hvide eller graalige Taageplet- ter, og de maa være fri for de smaa rødlige Korn, som undertiden findes enten paa Over- fladen eller i det Indre. Oktaederfladernes Retning bør være normal for Spaltningens Skyld, og selve Spaltningsfladerne maa ingen Krumninger have. For at kunne naa sin ypperste Anvendelse som Ædelsten maa Diamanten slibes. I Old- tiden kendte man kun uslebne Diamanter: Kunsten at slibe dem i deres eget Støv skal være opfundet af Ludvig van Berquen i 1456, dog angives der, at man i 1373 havde Dia- mantpolerere i Nurnberg. Slibepulveret, D i a- m a n t b o r d, tilberedes af tarvelige Diaman- ter (Boort, se ovf.) og Affald fra Spaltning o. 1. Pulveriseringen sker i smaa Mortere af haardt Staal og med en nøje tilpasset Støder, ligeledes af hærdet Staal. Hver Karat Dia- mantbord koster 18—20 Frcs. Før Slibningen spaltes Diamanten, dels for at fjærne Steder med Fejl, Ridser eller Pletter, dels for at danne raa Facetter, og der spares derved me- gen Tid, da man derved undgaar at skulle slibe de konvekse Flader bort. Der findes imidlertid ogsaa Diamanter, de s. k. Duivel- stene (Djævlesten), der ikke lader sig spalte, og ved hvilke man derfor anvender Savning. Saven er en meget fin Staaltraad, der gaar i Diamantbord og Bomolie, og Arbejdet med en saadan, der ogsaa foretages, naar der skal frembringes en Flade, som ikke gaar i en Spalteretning, er særdeles langvarigt og kost- bart. Den første Slibning udføres for Haan- den og kaldes at »skære« Diamanten (Bc- schneiden, Grauen, Formen, Graumachen, égriser); den udføres, idet to Sten, der er fast- gjorte med Kit, gnides imod hinanden, og den Form anlægges, som den færdige Sten skal have. Den egentlige Slibning foregaar paa Slibemaskiner med Skiver at Støbejærn eller blødt Staal, som bestryges med Diamantbord og Olivenolie. Med hvilken Grad af Finhed denne Slibning kan foretages fremgaar af, at der gaar indtil 1500—2000 Facetter paa 1 Ka- rats Vægt. Slibningen i Diamantbord giver ikke blot Stenen dens Form men samtidig dens fuldkomne Glans. Ved Slibningen gælder det af den raa Sten at skabe et Produkt, der med den bedst mulige Form saa vidt muligt har bevaret sin Størrelse. Stenens naturlige Form kan i høj Grad vanskeliggøre denne Opgave for Stensliberen, og han har derfor ofte Valget mellem at give Stenen en mindre fuldkommen Form for ikke at formindske dens Størrelse for stærkt, eller at naa en saa fuld- kommen Form som muligt paa Størrelsens Bekostning, alt efter hvilken Maade, der vil kunne bringe den færdige Sten op til den højest mulige Værdi. Ved de fleste Former, som man giver Diamanterne, og iøvrigt de fle- ste Ædelsten, kan man skelne mellem følgende Dele (Fig. 57):