Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Diamant
208
Diamant
B o o r t. Jordens rigeste nu kendte Lejer fin-
des nær Grænsen af W e s t-G r i q u a 1 an d
og Orange River Colony i Sydafrika.
De første opdagedes i 1867 i Floden Vaals Af-
lejringer og snart dannedes der talrige »Dig-
gers« til Udnyttelse af disse Forekomster:
»River Diggings«. Disse Gruber gav mange
udmærkede Diamanter, men tabte dog snart
deres Betydning ved Opdagelsen af de tørre
Gruber »Dry Diggings« i 1871. Paa en Stræk-
ning, der bestaar af Skifre, Sandsten og ba-
saltiske Bjergarter i horizontalt liggende Lag,
findes der tragtformede Indsænkninger paa
2—300 m’s Tværsnit og af ukendt Dybde. De
er fyldte af en blaagrøn, brokket Tufmasse,
ganske forskellig fra de omgivende Bjerg-
arter. Det er denne »blue ground«, som inde-
holder en saadan Rigdom af Diamanter, at
den i Løbet af faa Aar har leveret mere af
dette kostbare Mineral end de brasilianske
Findesteder gennem et halvt Aarhundrede.
Den anses for at være et vulkansk Produkt,
der er kommet til Udbrud som vandfyldt Aske
i Lighed med Slamvulkanernes Produkter. Ma-
terialet til den skulde være Olivinbjergarter,
hvori Diamanterne befandt sig. De øvre Par-
tier af Diamantjorden danner en løs Masse,
der kan brydes løs med Spidshakke og knu-
ses med Trækøller og derefter sorteres ved
Sigtning og gennemsøges. I 1876 indførtes
Vaskemaskiner; herved kunde daglig bearbej-
des henved % Mill, kg Diamantjord, hvori
der paa de rigeste Steder er et Diamantind-
hold af c. 1200 Karat (% kg). Stenen dybere
nede, der er haard og fast, udsættes for For-
vitring gennem flere Maaneder, inden den gaar
i Vaskemaskinerne. Den største Mine er Kirn-
berley-Minen, hvor man er naaet ned til en
Dybde af c. 1100 m. Brydningen foregaar i
underjordiske Skakter paa sædvanlig bjerg-
mandsmæssig Vis. Af andre store Gruber kan
nævnes: Du Toit’s Pan, Old De Beer’s, Bult-
fontein og Jagersfontein. Paa det sidste Sted
fandtes i 1893 den største kendte Diamant,
Excelsior, med en Vægt af 971% Karat.
Hovedmængden af Kapdiamanterne er tydeligt
gule, hvorfor Prisen paa Sten af denne Farve
er sunket betydeligt efter Opdagelsen af disse
rige Diamantforekomster. De Sten af »prima
Vand«, der ogsaa træffes her, om end mindre
rigeligt, staar hverken i Kvalitet eller Pris
tilbage for dem fra andre Findesteder. Højt
i Pris er ogsaa Sten med et svagt gulligt An-
strøg, der gaar under Navnet »Capewhite«.
Ogsaa i Australien er der (siden 1851) fun-
det et stort Antal Diamanter, særlig i guldfø-
rende Sand ved Mudgee i New South Wales.
Produktionsmængden angives for Brasilien
at have været c. 10 Mill. Karat (2000 kg) ind-
til Aar 1850. Den samlede Værdi heraf var c.
300 Mill. Kr. I 1850—51 var det aarlige Ud-
bytte 300 000 Karat, men sank senere stærkt.
De sydafrikanske Gruber angives indtil 1913
at have produceret c. 120 Mill. Karat = 24 600
kg Diamanter til en Værdi af henved 3200
Mill. Kroner (i sleben Tilstand det dobbelte).
Som før nævnt er de raa Diamanter over-
trukne af en mer eller mindre uigennemsig-
tig Skorpe, der maa fjærnes, før Stenen kan
anvendes som Ædelsten. Ved Indkøbet gæl-
der det derfor at kunne bedømme Stenene
trods denne Skorpe. En god Diamant maa
vise sig som en Draabe Kildevand og give et
stærkt, livligt, spillende Lysskær fra Midten.
Dersom Skorpen er glat, lys og spillende i
det grønlige, er Stenen som Regel fejlfri og
ofte af »første Vand«. En hvid, ru, næsten
uigennemsigtig Skorpe er ligeledes et Kende-
tegn paa en god Diamant, især naar denne ved
at holdes op for Lyset viser sig fri for Fjer,
Skyer eller Pletter; det samme gælder de
Sten, som er omgivet af en gulagtig, rust-
lignende Skorpe. I gode Diamanter maa der
ikke vise sig hvide eller graalige Taageplet-
ter, og de maa være fri for de smaa rødlige
Korn, som undertiden findes enten paa Over-
fladen eller i det Indre. Oktaederfladernes
Retning bør være normal for Spaltningens
Skyld, og selve Spaltningsfladerne maa ingen
Krumninger have.
For at kunne naa sin ypperste Anvendelse
som Ædelsten maa Diamanten slibes. I Old-
tiden kendte man kun uslebne Diamanter:
Kunsten at slibe dem i deres eget Støv skal
være opfundet af Ludvig van Berquen i 1456,
dog angives der, at man i 1373 havde Dia-
mantpolerere i Nurnberg. Slibepulveret, D i a-
m a n t b o r d, tilberedes af tarvelige Diaman-
ter (Boort, se ovf.) og Affald fra Spaltning
o. 1. Pulveriseringen sker i smaa Mortere af
haardt Staal og med en nøje tilpasset Støder,
ligeledes af hærdet Staal. Hver Karat Dia-
mantbord koster 18—20 Frcs. Før Slibningen
spaltes Diamanten, dels for at fjærne Steder
med Fejl, Ridser eller Pletter, dels for at
danne raa Facetter, og der spares derved me-
gen Tid, da man derved undgaar at skulle
slibe de konvekse Flader bort. Der findes
imidlertid ogsaa Diamanter, de s. k. Duivel-
stene (Djævlesten), der ikke lader sig spalte,
og ved hvilke man derfor anvender Savning.
Saven er en meget fin Staaltraad, der gaar i
Diamantbord og Bomolie, og Arbejdet med en
saadan, der ogsaa foretages, naar der skal
frembringes en Flade, som ikke gaar i en
Spalteretning, er særdeles langvarigt og kost-
bart. Den første Slibning udføres for Haan-
den og kaldes at »skære« Diamanten (Bc-
schneiden, Grauen, Formen, Graumachen,
égriser); den udføres, idet to Sten, der er fast-
gjorte med Kit, gnides imod hinanden, og den
Form anlægges, som den færdige Sten skal
have. Den egentlige Slibning foregaar paa
Slibemaskiner med Skiver at Støbejærn eller
blødt Staal, som bestryges med Diamantbord
og Olivenolie. Med hvilken Grad af Finhed
denne Slibning kan foretages fremgaar af, at
der gaar indtil 1500—2000 Facetter paa 1 Ka-
rats Vægt. Slibningen i Diamantbord giver
ikke blot Stenen dens Form men samtidig
dens fuldkomne Glans. Ved Slibningen gælder
det af den raa Sten at skabe et Produkt, der
med den bedst mulige Form saa vidt muligt
har bevaret sin Størrelse. Stenens naturlige
Form kan i høj Grad vanskeliggøre denne
Opgave for Stensliberen, og han har derfor
ofte Valget mellem at give Stenen en mindre
fuldkommen Form for ikke at formindske dens
Størrelse for stærkt, eller at naa en saa fuld-
kommen Form som muligt paa Størrelsens
Bekostning, alt efter hvilken Maade, der vil
kunne bringe den færdige Sten op til den
højest mulige Værdi. Ved de fleste Former,
som man giver Diamanterne, og iøvrigt de fle-
ste Ædelsten, kan man skelne mellem følgende
Dele (Fig. 57):