Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Forfatter: K. Meyer

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: TREDIE UDGAVE

Sider: 1064

UDK: 62(02) Mey Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000076

Under medvirkning af ansete fagmænd

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1080 Forrige Næste
Granatbark 350 Granbark n a t, paa Grund af sin talrige Forekomst i Bøhmen, forekommer sjældent i Krystaller, men mest i afrundede Korn. Farven er ofte den samme som ved Almandin, men dog hyp- pigere mørk hyacintrød og brunrød, sjældnere smuk blod- eller karminrød, saaledes at den lettere kan kendes fra Rubin. Farven hid- rører hovedsagelig fra Kromoxyd og Jærn- oxyd. Pyropens Vægtfylde er 3,7—3,82, d. v. s. noget lavere end Almandinens. Hovedfinde- stedet for Pyrop er Merowitz og Omgivelser ved Bilin i Bøhmen, hvor den findes udskyllet i Diluvium i et Konglomerat af Mergel, Opal, Serpentin m. m. Oprindelig stammer den her fra en til Serpentin omdannet Olivin. Den forekommer ogsaa i Provinsen Minas Geraés i Brasilien. Pyropens Værdi er ikke stor, naar der ikke foreligger store Sten som f. Eks. den, der findes i det kejserlige Skatkammer i Wien, og som er af et Hønseægs Størrelse. En anden Varietet er Hessonit (Esso- n i t) eller Kanelsten. Det er en Kalk-Lerjord- Granat med meget lidt Jærnoxyd. Den er gul- rød til hyacintrød, stundom kanelbrun, og træffes kun paa Ceylon i saadanne Eksempla- rer, at de er værd at slibe. Den findes her som løst liggende Korn og Smaasten sammen med andre Ædelstene i Sandaflejringer. Hesso- nitens »Ild« er større ved Lys end ved Dagen. Fra Hyacint (Zirkon) er den vanskelig at skille os gaar derfor stundom i Ædelstenshandelen med Urette under Navnet »Hyacint«. Dens Vægtfylde, 3,6, er dog mindre end dennes (4,11); ligesaa kan de adskilles ved deres op- tiske Egenskaber, idet Hessoniten ikke er dob- beltbrydende som Hyacinten. Nær Hessonit staar Grossular, der er grøn af Farve. Den smukkeste og værdifuldeste af alle røde Granater er den karmoisinrøde, saakaldte Kap- ru b i n, der forekommer i Sydafrika sammen med Diamant (s. d.) baade ved »dry diggings« og ved Diamantlejerne i Floden Vaals Aflej- ringer, »river diggings«. Naar Stenen har stor Lighed med Rubin, naar den en Værdi af 100 —150 Kr. pr. Karat. Demantoid er en mørkegrøn til smuk gulgrøn Kalk-Jærn-Gra- nat, der undertiden nærmer sig Smaragden i Farve. Vægtfylden, 3,83, er dog meget større end for Smaragd og Beryl. Demantoiden fore- kommer i Serpentin og Asbest i Omraadet Syssertsk i Ural, hvor den træffes ved Guld- vaskning. En sort, uigennemskinnelig Granat- varietet, som findes ved Kaiserstuhl nær ved Freiburg samt i Albanerbjergene ved Rom og kaldes M e 1 a n i t, slibes undertiden til saa- kaldte Sørgesmykker. For at anvendes til Smykker slibes Granater af smuk Farve i Brillantform, som Taffelsten og i Proppesnit, mindre anselige til Karbunkler, der ved meget mørke Varieteter, f. Eks. visse Pyroper, ud- hules paa Undersiden (»Granatskaale«). Sær- ligt rene og gennemskinnelige Sten indfattes å jour, andre faar en glinsende Folie af Sølv eller Kobber. De fleste smaa bøhmiske Gra- nater gennembores og facetteres rundt om- kring, hvorved de faar en næsten kuglelig- nende Form og derefter egner sig til at træk- kes paa Snor og anvendes som Halskæder o. 1. Hovedpladsen for Granatsliberi, som drives flere Steder, særligt i Bøhmen, er Turnau ved Reichenberg i det nordlige Bøhmen. Demantoid slibes blot i Rusland. Granatbark (Bandwurmrinde; Pome- granatebark; Ecorcc de grenadier; Cortex G r an a ti), Barken af P u n i c a Granatum, Granatæbletræet, har fra Old- tiden af været kendt og an- vendt som et virksomt Mid- del mod Bændelorm. Drogen, der indeholder Barken af Ro- den, Stammen og undertiden ogsaa af Grenene, bestaar af indtil 10 cm lange, sammen- rullede eller rendeformede Stykker af 1—3 mm Tykkelse. Stammebarken er hyppig be- sat med Lavarter, der dan- ner mørke Pletter paa den matgraa, lysstribede Over- flade; naar den ikke er for gammel, har den under Over- fladen et grønt, klorofylhol- digt Væv, der kan ses efter Afskrabning. Rodbarken er besat med en brunlig Kork og er ikke plettet eller stribet, men i det hele af mørkere Farve. Inderfladen er hos begge grønliggul eller brunlig Fig. 124. Bark'af °S farves brandgul ved Be- Punica Granatum. fugtning med Kalkvand. Sma- gen er sammensnærpende og svagt bitter, og Spyttet farves gult ved Tyg- ning. Den indeholder flere Alkaloider, hvor- iblandt navnlig Pe 11 e t i e r i n e t (s. d.) an- ses for virksomt, samt 20—30 % Garvestof. Ved længere Tids Opbevaring formindskes eller forsvinder Alkaloidindholdet, hvorfor der til medicinsk Brug bør benyttes en saa frisk Bark som muligt, eller i alt Fald en ikke over 1 Aar gammel Droge. Den bringes i Hande- len fra Italien, Sydfrankrig, Algérie, Portugal og Java; den fra sidstnævnte Sted, over Am- sterdam kommende Droge anses for at være den alkaloidrigeste. Granatbrunt se Isopurpursyre. Granatæbler er Frugterne af det i Middel- havslandene lige op til det sydlige Schweiz og i Asien voksende, til Myrtefamilien hørende Granattræ, Punic a Granatum. I det nordlige Europa dyrkes det paa Grund af sine smukke, skarlagenrøde Blomster som Driv- husplante. I fri Tilstand bliver Træet en 5—8 m høj, træagtig Busk, hvis røde eller gule Frugt er et stort kuglerundt, tørskallet Bær, indeholdende talrige, af en sød, kødfuld Frø- skal omgivne Frø. T Skandinavien forekom- mer Frugterne sjældnere i Handelen, men i større Mængde benyttes de i Sydeuropa. Frugt- skallen Cortex fructus Granat i, Ma- li c o r i u m. er rig paa Garvesyre og har af denne Grund tidligere været benyttet til Garv- ning, nu i Medicinen som sammensnærpende Middel. Angaaende Træets Bark, Cortex Gr an a ti, se Granatbark. Granbark, Barken af Rødgran, Picea excels a, og af Hvidgran, Picea alba, har Værdi som Garvemateriale. Barken er let at aftage, men paa Grund af dens store Har- piksindhold vanskelig at formale, da den klæ- ber sig fast til Malefladerne. Ved skarp Tør- ring eller ved at male den sammen med andre Materialer, f. Eks. Egebark, reduceres denne Vanskelighed en Del. Hvidgranbark indehol- der mere Harpiks men ogsaa mere Garvestof end Rødgranbark, idet Garvestofindholdet er 18—20 % hos Hvidgranbark og omkring 15 % hos Rødgranbark, altsaa i begge Tilfælde