Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Granatbark
350
Granbark
n a t, paa Grund af sin talrige Forekomst i
Bøhmen, forekommer sjældent i Krystaller,
men mest i afrundede Korn. Farven er ofte
den samme som ved Almandin, men dog hyp-
pigere mørk hyacintrød og brunrød, sjældnere
smuk blod- eller karminrød, saaledes at den
lettere kan kendes fra Rubin. Farven hid-
rører hovedsagelig fra Kromoxyd og Jærn-
oxyd. Pyropens Vægtfylde er 3,7—3,82, d. v. s.
noget lavere end Almandinens. Hovedfinde-
stedet for Pyrop er Merowitz og Omgivelser
ved Bilin i Bøhmen, hvor den findes udskyllet
i Diluvium i et Konglomerat af Mergel, Opal,
Serpentin m. m. Oprindelig stammer den her
fra en til Serpentin omdannet Olivin. Den
forekommer ogsaa i Provinsen Minas Geraés
i Brasilien. Pyropens Værdi er ikke stor, naar
der ikke foreligger store Sten som f. Eks. den,
der findes i det kejserlige Skatkammer i Wien,
og som er af et Hønseægs Størrelse.
En anden Varietet er Hessonit (Esso-
n i t) eller Kanelsten. Det er en Kalk-Lerjord-
Granat med meget lidt Jærnoxyd. Den er gul-
rød til hyacintrød, stundom kanelbrun, og
træffes kun paa Ceylon i saadanne Eksempla-
rer, at de er værd at slibe. Den findes her som
løst liggende Korn og Smaasten sammen med
andre Ædelstene i Sandaflejringer. Hesso-
nitens »Ild« er større ved Lys end ved Dagen.
Fra Hyacint (Zirkon) er den vanskelig at skille
os gaar derfor stundom i Ædelstenshandelen
med Urette under Navnet »Hyacint«. Dens
Vægtfylde, 3,6, er dog mindre end dennes
(4,11); ligesaa kan de adskilles ved deres op-
tiske Egenskaber, idet Hessoniten ikke er dob-
beltbrydende som Hyacinten. Nær Hessonit
staar Grossular, der er grøn af Farve.
Den smukkeste og værdifuldeste af alle røde
Granater er den karmoisinrøde, saakaldte Kap-
ru b i n, der forekommer i Sydafrika sammen
med Diamant (s. d.) baade ved »dry diggings«
og ved Diamantlejerne i Floden Vaals Aflej-
ringer, »river diggings«. Naar Stenen har stor
Lighed med Rubin, naar den en Værdi af 100
—150 Kr. pr. Karat. Demantoid er en
mørkegrøn til smuk gulgrøn Kalk-Jærn-Gra-
nat, der undertiden nærmer sig Smaragden i
Farve. Vægtfylden, 3,83, er dog meget større
end for Smaragd og Beryl. Demantoiden fore-
kommer i Serpentin og Asbest i Omraadet
Syssertsk i Ural, hvor den træffes ved Guld-
vaskning. En sort, uigennemskinnelig Granat-
varietet, som findes ved Kaiserstuhl nær ved
Freiburg samt i Albanerbjergene ved Rom og
kaldes M e 1 a n i t, slibes undertiden til saa-
kaldte Sørgesmykker. For at anvendes til
Smykker slibes Granater af smuk Farve i
Brillantform, som Taffelsten og i Proppesnit,
mindre anselige til Karbunkler, der ved meget
mørke Varieteter, f. Eks. visse Pyroper, ud-
hules paa Undersiden (»Granatskaale«). Sær-
ligt rene og gennemskinnelige Sten indfattes
å jour, andre faar en glinsende Folie af Sølv
eller Kobber. De fleste smaa bøhmiske Gra-
nater gennembores og facetteres rundt om-
kring, hvorved de faar en næsten kuglelig-
nende Form og derefter egner sig til at træk-
kes paa Snor og anvendes som Halskæder o. 1.
Hovedpladsen for Granatsliberi, som drives
flere Steder, særligt i Bøhmen, er Turnau ved
Reichenberg i det nordlige Bøhmen. Demantoid
slibes blot i Rusland.
Granatbark (Bandwurmrinde; Pome-
granatebark; Ecorcc de grenadier;
Cortex G r an a ti), Barken af P u n i c a
Granatum, Granatæbletræet, har fra Old-
tiden af været kendt og an-
vendt som et virksomt Mid-
del mod Bændelorm. Drogen,
der indeholder Barken af Ro-
den, Stammen og undertiden
ogsaa af Grenene, bestaar af
indtil 10 cm lange, sammen-
rullede eller rendeformede
Stykker af 1—3 mm Tykkelse.
Stammebarken er hyppig be-
sat med Lavarter, der dan-
ner mørke Pletter paa den
matgraa, lysstribede Over-
flade; naar den ikke er for
gammel, har den under Over-
fladen et grønt, klorofylhol-
digt Væv, der kan ses efter
Afskrabning. Rodbarken er
besat med en brunlig Kork og
er ikke plettet eller stribet,
men i det hele af mørkere
Farve. Inderfladen er hos
begge grønliggul eller brunlig
Fig. 124. Bark'af °S farves brandgul ved Be-
Punica Granatum. fugtning med Kalkvand. Sma-
gen er sammensnærpende og
svagt bitter, og Spyttet farves gult ved Tyg-
ning. Den indeholder flere Alkaloider, hvor-
iblandt navnlig Pe 11 e t i e r i n e t (s. d.) an-
ses for virksomt, samt 20—30 % Garvestof.
Ved længere Tids Opbevaring formindskes
eller forsvinder Alkaloidindholdet, hvorfor der
til medicinsk Brug bør benyttes en saa frisk
Bark som muligt, eller i alt Fald en ikke over
1 Aar gammel Droge. Den bringes i Hande-
len fra Italien, Sydfrankrig, Algérie, Portugal
og Java; den fra sidstnævnte Sted, over Am-
sterdam kommende Droge anses for at være
den alkaloidrigeste.
Granatbrunt se Isopurpursyre.
Granatæbler er Frugterne af det i Middel-
havslandene lige op til det sydlige Schweiz og
i Asien voksende, til Myrtefamilien hørende
Granattræ, Punic a Granatum. I det
nordlige Europa dyrkes det paa Grund af sine
smukke, skarlagenrøde Blomster som Driv-
husplante. I fri Tilstand bliver Træet en 5—8
m høj, træagtig Busk, hvis røde eller gule
Frugt er et stort kuglerundt, tørskallet Bær,
indeholdende talrige, af en sød, kødfuld Frø-
skal omgivne Frø. T Skandinavien forekom-
mer Frugterne sjældnere i Handelen, men i
større Mængde benyttes de i Sydeuropa. Frugt-
skallen Cortex fructus Granat i, Ma-
li c o r i u m. er rig paa Garvesyre og har af
denne Grund tidligere været benyttet til Garv-
ning, nu i Medicinen som sammensnærpende
Middel. Angaaende Træets Bark, Cortex
Gr an a ti, se Granatbark.
Granbark, Barken af Rødgran, Picea
excels a, og af Hvidgran, Picea alba,
har Værdi som Garvemateriale. Barken er let
at aftage, men paa Grund af dens store Har-
piksindhold vanskelig at formale, da den klæ-
ber sig fast til Malefladerne. Ved skarp Tør-
ring eller ved at male den sammen med andre
Materialer, f. Eks. Egebark, reduceres denne
Vanskelighed en Del. Hvidgranbark indehol-
der mere Harpiks men ogsaa mere Garvestof
end Rødgranbark, idet Garvestofindholdet er
18—20 % hos Hvidgranbark og omkring 15
% hos Rødgranbark, altsaa i begge Tilfælde