Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Grand-Puy-Lacoste 351 Granit andre krystallinske Skifre som lagagtigt op- trædende Partier. Granitgangene udgaar ofte fra Granitmassiverne, og Bjergarten er da cftest mere finkornet end i Massivet. Granit,, der findes indlejret i Gnejs, er ofte noget gnejsagtig og gaar ud imod Grænserne jævnt over i Gnejsen. Af Granit findes der mange Varieteter, bestemte dels ved de væsentlige Bestanddeles relative Mængde, dels ved de tilfældige Bestanddele. I praktisk Henseende er det vigtigst at skelne mellem Glimmer- granit og Horn blendegranit. Glirn- mergranit har i Almindelighed bedre »Kløv« end Hornblendegranit, da Glimmerbladene gerne er fladt ordnede i en bestemt Retning. Derimod egner Glimmergranit sig mindre godt til polerede Arbejder, da Glimmeren let »sli- bes væk«, saa at der opstaar smaa Fordyb- ninger i Stenen og denne vanskeligere kan modtage Politur?1 ° * j? Granit,en forekommer i større Masser end nogen anden Eruptivbjergart. Store Stræk- ninger af den skandinaviske Halvø og Grøn- land bestaar helt af Granit. De fleste kendte Granitmassiver er. dannede i Jordens Urtid eller i de ældste geologiske Perioder. Hver- ken Granit eller nogen anden Dybbjergart kendes som Nutidsdannelse, fordi de størkner i stor Dybde under Jordoverfladen og først kommer frem i Dagen ved Hævning og Bort- smuldring af de overliggende Masser. Granit brydes i stor Udstrækning til Byg- ningssten, Brosten, Monumenter o. 1. Den eg- ner sig godt hertil, da den er meget stærk og. holdbar. I Danmark findes Granit (bortset fra de løse Sten paa Markerne og langs Kysterne) kun paa Bornholm, hvor den har været brudt, fra 1819. Ved Hammeren og i Allinge-Egnen brydes en lys, rødlig Granit, der har stor An- vendelse som Bygningssten og Brosten. I Nærheden af Rønne findes en mørk, horn- blendeholdig Granit, som er meget smuk, baade raat tilhugget og i poleret Tilstand; den benyttes til Monumenter, Gravsten og Bygningssten. Den har fundet stor Anven- delse i mange københavnske Bygninger, f.. Eks. i Stueetagen i Københavns ny Raadhusr Polyteknisk Læreanstalt, Botanisk Laborato- rium, Kunstmuseet, Store nordiske Telegraf- selskabs Bygning o. s. v. I Paradisbakkerne ved Nexø brydes en graa, stribet Granit, der er meget smuk, naar den bliver glat tilhugget; i Københavns ny Raadhus er den benyttet til Søjler, Vinduesindfatninger m. m. ligesom i Bikuben og Frilagerbygningen. Ved Søbe-, fæstningen, Københavns Havn og i Frihavnen har den ogsaa faaet Anvendelse. Allinge-Gra- niten er benyttet til Dronning Louises Bro. I Norge er der navnlig tre Granitfelter, der er Genstand for Stenbrydning, nemlig Fredriks- hald-Fredriksstadfeltet, Drammensfeltet og Fcvigsfeltet Det betydeligste af disse er det første; Bruddene findes især ved Idefjord og Frederikstad. Idefjordsgraniten er i Reglen graalig, men kan ogsaa være rødlig. Derfra er der leveret Sten til store Kajanlæg i Ham- burg og til Sluseanlæg ved Nord-Østersø-Ka- nalen. Ved Klæbauen tilvirkes især engelske Fortovssten. Frederikstadgraniten er mindre kløvbar og ikke saa ensartet som Graniten ved Idefjord. Den benyttes navnlig til For- tevssten, der gaar til Tyskland. Drammens- I graniten findes paa begge Sider af Drammens- | fjorden; den er en rød Glimmergranit, der højere end det gennemsnitlige Garvestofind- hold hos Egebark. Der er dog forbundet for- skellige Vanskeligheder ved Anvendelsen af Granbark, som Garvemateriale, der bevirker, at den ikke saaledes som Egebarken kan give tilfredsstillende Læder, naar den anvendes alene. For det første indeholder den meget betydelige Kvantiteter af sukkeragtige Stof- fer, som i vandige Opløsninger let gaar i Gæ- ring og som Endeprodukt udvikler organiske Syrer i rigelig Mængde, der virker stærkt svellende paa Hud, for det andet synes det, som Granbarkens Garvestof ikke har den Ævne som andre Garvestoffer til at udfylde det opsvellede Hudvæv, saa man trods den stærke Opsvelling af Huderne faar daarlige Vægtresultater ved Garvning med Qranbark alene. Den egner sig derfor bedst til at an- vendes i Kombination med andre, lidet suk- kerholdige men stærkt vægtgivende Qarve- materialer. Granbark, forekommer i Hande- len i uregelmæssige Stykker af fra 1 til nogle faa mm Tykkelse, som, hvis den er tilstræk- kelig tør, er let at brække itu, da den ingen Basttaver indeholder; Indersiden er hos frisk Granbark gullighvid men bliver mere brunlig med Alderen; Ydersiden er graalig brun med det fra Qranstammer kendte, noget skællede Udseende. Granbark-Ekstrakt gaar ogsaa i Handelen som en tykflydende mørke- brun Vædske. Den anvendes en Del i Under- lædersgarverier som Tilblanding til andre Ekstrakter. Grand-Puy-Lacoste se Bordeauxvine. Granfrøolie, Aetheroleum Tempi i- num destilleres i Schweiz og Sydtyskland af Ædelgranens Kogler og er en farveløs balsa- misk, lidt citronagtigt lugtende Vædske af Vægtfylde 0,855—0,870, som opløses i 6 Dele Alkohol (16°). Den anvendes som Tilsætning til Toilettemidler og undertiden i Medicinen ved Bronkitis og Rheumatisme. Sammenlign Grannaaleolie. Granit er en krystallinsk Bjergart, hvis væsentlige Bestanddele er Kvarts, Kalifeld- spat (Ortoklas) og Glimmer eller Hornblende. Kvartsen er hvid, blaalig, glasagtig. Feldspa- ten er hvid, graa eller rød. Er den frisk, har den Perlemorglans paa Spaltefladerne; i for- vitret Tilstand er den mere mat; særligt er dette Tilfældet med den røde Feldspat. Un- dertiden findes der foruden eller i Stedet for Kalifeldspat ogsaa Oligoklas (se Feldspat); da den forvitrer lettere, er den sædvanlig mere mat; den er hvid, grøn- eller gulhvid, stun- dom blegrød. Glimmeren er oftest mørk, men ogsaa undertiden lys. Den danner dels tyde- lig Skæl, dels fintskællede Aggregater. Et Mineral, der meget hyppigt forekommer i Granit som tilfældig Bestanddel, er Apatit; ofte findes ogsaa Magnetit. Graniternes Vægt- fylde er 2,6—2,7. Granit har altid en fuldt krystallinsk og altid tydelig kornet Tekstur. Kornetheden kan dog veksle betydeligt fra finkornet til grov og være enten ensartet, saa- ledes at ingen ai Kornene er begrænsede af Krystalkonturer, eller ogsaa porfyrisk, i hvil- ket Tilfælde større Ortoklaskrystaller ligger indstrøede i den kornede Masse. Sædvanlig har Qraniterne en uregelmæssig men ikke stærkt fremtrædende Forkløftning, der dog undertiden kan være lidt mere regelmæssig parallelpipedisk. De optræder dels som Mas- siver, dels som Gange og f. Eks. i Gnejs og