Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Huder og Skind
400
Huder og Skind
overskydende Salt rystes delvis af, og Hu-
derne pakkes sammen i Bundter — hver for
sig — idet Hoved, Ben, Bug o. s. v. slaas ind.
Ved Saltningen svinder Huderne paa Grund af
Vandtabet gennemsnitlig c. 15 %. Da Svindets
Størrelse imidlertid i høj Grad afhænger af
jMaaden, hvorpaa Saltningen er foregaaet, og
da de fleste Huder sælges efter Vægt, er det
i Europa efterhaanden ‘blevet ret almindeligt,
at Huderne, selv om de leveres i saltet Til-
stand, dog betales efter den ved Modtagelsen
fra Slagtehuset noterede ferske Vægt.
Saaledes sker det navnlig ved Førstehaands-
salg, der nu oftest foregaar paa Auktioner.
En betydelig Rolle for en Huds Værdi spil-
ler foruden en rettidig Forhindring af en selv
ganske overfladisk Forraadnelse (»s u r e«
Huder) tillige den Maade, paa hvilken den
er afslagtet. Den bør være skaaret saaledes
op, at den danner en nogenlunde sammenhæn-
gende Flade uden for mange vedhængende
Snipper, og navnlig gælder dette Hals og Ho-
ved; man skelner saaledes mellem »rundslag-
tede« og »schæchtede« Huder, idet de sidstes
Handelsværdi er en Del ringere end de før-
stes. Betydelig mere forringes dog en Hud,
naar den af Slagtekniven har faaet flere eller
færre »Snitter«, idet disse i værste Tilfælde
. kan gøre en Hud saa godt som værdiløs. Hu-
derne af syge Dyr er ogsaa af ringere Værdi,
navnlig selvfølgelig, naar det drejer sig om
Hudsygdomme, thi selv ganske overfladiske
Saar og Rifter gør megen Skade. Syge Dyrs
Huder kan forøvrigt virke smitteoverførende
paa Mennesker —• navnlig hører man af og til
cm Miltbrandstilfælde i Garverierne.
Af alle de forskellige Huder, man anvender
til Læderfabrikationen, er Oksehuden
iangt den vigtigste. Der gives som bekendt
talrige Okse-Racer, og for hver af disse har
Huden sine Ejendommeligheder, ligesom ogsaa
Kvægets Levevis og Fodringsmaade har en
meget stor Betydning for Hudernes Kvalitet.
Fælles for dem alle — og forøvrigt for alle
Huder og Skind — er, at den Del af Huden,
der giver det bedste og fasteste Læder, er
Ryggen og Siderne, Kærnen, Krupon,
C r o u p o n, medens Forpart, Hals, Hoved og
Bug, Affaldet, giver løsere Læder. I raa
Stude- og Kviehuder er Kærnen kraf-
tigst og strækker sig længst ud i Forpart og
Bug, og disse Huder er derfor de mest værdi-
fulde. De anvendes særlig til sværere Under-
læder og Remmelæder; Studehuderne er de
sværeste. — Kohuden er tyndere, og Bu-
gen, navnlig paa de ældre Køer, der har kæl-
vet ofte, meget tynd og udvidet; de anvendes
til lettere Underlæder, Overlæder til Fodtøj,
Sadelmagerarbejde og større Portefeuillesager.
— Tyrehuder er de mindst værdifulde, da
Kærnen — navnlig Ryggen — er forholdsvis
tynd, Affaldet forholdsvis meget svært og løst;
deres Anvendelse strækker sig over alle de
ved Stude-, Kvie- og Kohuder nævnte Felter.
En Oksehud vejer i fersk Tilstand fra c. 15 til
c. 65 kg; den højeste Vægt opnaar Tyre-
huderne. En betydelig Forringelse lider Okse-
huderne ved de saakaldte »Værner« eller
Br emseby Ider (s. d.).
De bedste, d. v. s. de kraftigste og tætteste
Oksehuder faas af de mægtige, halvvilde
Kvæghorder paa Sydamerikas Sletter; de gaar
i Handelen under Navn af »V i 1 d t h u d e r«.
Mange af dem er meget beskadigede af »Byl-
der«, fremkomne af Insektstik, samt af Bræn-
demærker, der — som Kendetegn paa Kvæget
— er indbrændte af Ejerne, og til stor Skade
for Huden næsten altid paa Ryggen i den bed-
ste Del af Kærnen. De bedste af dem er sal-
tede og stammer fra La Plata Staternes store
Slagterier, hvor saavel Slagtningen som den
senere Behandling af Huden er fortrinligt or-
ganiseret. Fra de Slagterier, hvis Hovedpro-
dukt er frosset Kød (La Blanco, Cold Storage,
Sansinena o. fl.), stammer »Fr i g o r i f i c«-
Muderne, fra Saladeros-Etablissementerne, hvis
Hovedprodukt er saltet Kød, hermetisk Kød
eller Kødekstrakt (Liebig, Fray Bentos o. fl.),
stammer »S a 1 a d e r o s«-Huderne, medens
»M at a de r o s«-Huderne kommer fra de al-
mindelige Slagterier i Byerne eller fra de smaa
Slagtere paa Landet, Af andre saltede syd-
amerikanske Huder kan nævnes »R i o G r a ri-
el e«, »R i o de J a n e i r o«, »S a n t o s«, »B a-
h a« o. a., af tørsaltede: »C e a r a«, »B a h i a«,
»Pernambuco« o. a., af tørrede: »B u-
enos Air es«, »Paranahyba« o. a. Det
stadig stigende Læderforbrug har gjort den
raa Oksehud til et saa værdifuldt Produkt, at
den overalt behandles med større og større
Omhu, og Lande, fra hvilke der tidligere saa
godt som ingen Hudeksport var, leverer nu
talrige velbehandlede Huder, f. Eks. Austra-
lien, Kina og Japan. — Vildthuder an-
vendes udelukkende til svært Underlæder
(Saalelæder) og Remmelæder.
Fri for Brændemærker og Bylder samt i
Reglen mindre snittede, men til Gengæld min-
dre kraftige, er de tamme e u-r o p æ i s k c
Gksehuder.
Bedst er Huderne fra Bjergegnene, og navn-
lig er S c h w e i z e r h u d ø r n e bekendte.
Udmærkede Oksehuder faas, ogsaa fra Tysk-
land, især B a y e r ti og Bøn n e g n e n e. Ad-
skillige europæiske Lande, f. Eks. England, be-
nytter alle deres Oksehuder selv; som eks-
porterende Lande kan foruden Tyskland og
Schweiz nævnes Italien, Ungarn, Hol-
land, Belgien, Skandinavien og
Rusland.
En særlig Art af Oksehuder er de saakaldte
»K i p s«, Huderne af Zebuen ell. Pukkel-
oksen; de udføres navnlig fra Ostindien og
Sydafrika, kommer i Handelen i tørret, tør-
saltet eller arsenbehandlet Tilstand og er med
Undtagelse af de bedste ostindiske Mærker
mere eller mindre snittede. De benyttes til
lettere Underlæder og mindre fine Overlæder-
Sorter. Af ringere Kvalitet er Bøffelhu-
d e r, der særlig udføres fra Kina, Japan og
Ostindien.
Kalveskind giver tæt og smidigt Læder
med en overordentlig fin Narv, særlig natur-
ligvis de ganske unge Spædekalves Skind.
Kviekalveskindene er finere end Tyrekalve-
skindene. De anvendes hovedsagelig til Over-
læder til Skotøj samt til finere Galanterivarer.
Da den fine Narv ved Anvendelse til Skotøj
let ødelægges under Brugen, giver Kalveskind
det holdbareste Læder, naar de garves saa-
ledes, at de kan anvendes med Kødsiden ud-
ad. og de hører til de faa til Læderfremstilling
anvendte Raamaterialer, hvis Struktur er til-
strækkelig fin til, at dette virkelig lader sig
gøre. Kalveskind gaar i Handelen i tørret eller
saltet Tilstand og sælges efter Vægt med Und-
tagelse af de smaa Spædekalveskind der sæl-
ges efter Stykantal. De mindre Kalveskind