Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Forfatter: K. Meyer

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: TREDIE UDGAVE

Sider: 1064

UDK: 62(02) Mey Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000076

Under medvirkning af ansete fagmænd

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1080 Forrige Næste
Huder og Skind 400 Huder og Skind overskydende Salt rystes delvis af, og Hu- derne pakkes sammen i Bundter — hver for sig — idet Hoved, Ben, Bug o. s. v. slaas ind. Ved Saltningen svinder Huderne paa Grund af Vandtabet gennemsnitlig c. 15 %. Da Svindets Størrelse imidlertid i høj Grad afhænger af jMaaden, hvorpaa Saltningen er foregaaet, og da de fleste Huder sælges efter Vægt, er det i Europa efterhaanden ‘blevet ret almindeligt, at Huderne, selv om de leveres i saltet Til- stand, dog betales efter den ved Modtagelsen fra Slagtehuset noterede ferske Vægt. Saaledes sker det navnlig ved Førstehaands- salg, der nu oftest foregaar paa Auktioner. En betydelig Rolle for en Huds Værdi spil- ler foruden en rettidig Forhindring af en selv ganske overfladisk Forraadnelse (»s u r e« Huder) tillige den Maade, paa hvilken den er afslagtet. Den bør være skaaret saaledes op, at den danner en nogenlunde sammenhæn- gende Flade uden for mange vedhængende Snipper, og navnlig gælder dette Hals og Ho- ved; man skelner saaledes mellem »rundslag- tede« og »schæchtede« Huder, idet de sidstes Handelsværdi er en Del ringere end de før- stes. Betydelig mere forringes dog en Hud, naar den af Slagtekniven har faaet flere eller færre »Snitter«, idet disse i værste Tilfælde . kan gøre en Hud saa godt som værdiløs. Hu- derne af syge Dyr er ogsaa af ringere Værdi, navnlig selvfølgelig, naar det drejer sig om Hudsygdomme, thi selv ganske overfladiske Saar og Rifter gør megen Skade. Syge Dyrs Huder kan forøvrigt virke smitteoverførende paa Mennesker —• navnlig hører man af og til cm Miltbrandstilfælde i Garverierne. Af alle de forskellige Huder, man anvender til Læderfabrikationen, er Oksehuden iangt den vigtigste. Der gives som bekendt talrige Okse-Racer, og for hver af disse har Huden sine Ejendommeligheder, ligesom ogsaa Kvægets Levevis og Fodringsmaade har en meget stor Betydning for Hudernes Kvalitet. Fælles for dem alle — og forøvrigt for alle Huder og Skind — er, at den Del af Huden, der giver det bedste og fasteste Læder, er Ryggen og Siderne, Kærnen, Krupon, C r o u p o n, medens Forpart, Hals, Hoved og Bug, Affaldet, giver løsere Læder. I raa Stude- og Kviehuder er Kærnen kraf- tigst og strækker sig længst ud i Forpart og Bug, og disse Huder er derfor de mest værdi- fulde. De anvendes særlig til sværere Under- læder og Remmelæder; Studehuderne er de sværeste. — Kohuden er tyndere, og Bu- gen, navnlig paa de ældre Køer, der har kæl- vet ofte, meget tynd og udvidet; de anvendes til lettere Underlæder, Overlæder til Fodtøj, Sadelmagerarbejde og større Portefeuillesager. — Tyrehuder er de mindst værdifulde, da Kærnen — navnlig Ryggen — er forholdsvis tynd, Affaldet forholdsvis meget svært og løst; deres Anvendelse strækker sig over alle de ved Stude-, Kvie- og Kohuder nævnte Felter. En Oksehud vejer i fersk Tilstand fra c. 15 til c. 65 kg; den højeste Vægt opnaar Tyre- huderne. En betydelig Forringelse lider Okse- huderne ved de saakaldte »Værner« eller Br emseby Ider (s. d.). De bedste, d. v. s. de kraftigste og tætteste Oksehuder faas af de mægtige, halvvilde Kvæghorder paa Sydamerikas Sletter; de gaar i Handelen under Navn af »V i 1 d t h u d e r«. Mange af dem er meget beskadigede af »Byl- der«, fremkomne af Insektstik, samt af Bræn- demærker, der — som Kendetegn paa Kvæget — er indbrændte af Ejerne, og til stor Skade for Huden næsten altid paa Ryggen i den bed- ste Del af Kærnen. De bedste af dem er sal- tede og stammer fra La Plata Staternes store Slagterier, hvor saavel Slagtningen som den senere Behandling af Huden er fortrinligt or- ganiseret. Fra de Slagterier, hvis Hovedpro- dukt er frosset Kød (La Blanco, Cold Storage, Sansinena o. fl.), stammer »Fr i g o r i f i c«- Muderne, fra Saladeros-Etablissementerne, hvis Hovedprodukt er saltet Kød, hermetisk Kød eller Kødekstrakt (Liebig, Fray Bentos o. fl.), stammer »S a 1 a d e r o s«-Huderne, medens »M at a de r o s«-Huderne kommer fra de al- mindelige Slagterier i Byerne eller fra de smaa Slagtere paa Landet, Af andre saltede syd- amerikanske Huder kan nævnes »R i o G r a ri- el e«, »R i o de J a n e i r o«, »S a n t o s«, »B a- h a« o. a., af tørsaltede: »C e a r a«, »B a h i a«, »Pernambuco« o. a., af tørrede: »B u- enos Air es«, »Paranahyba« o. a. Det stadig stigende Læderforbrug har gjort den raa Oksehud til et saa værdifuldt Produkt, at den overalt behandles med større og større Omhu, og Lande, fra hvilke der tidligere saa godt som ingen Hudeksport var, leverer nu talrige velbehandlede Huder, f. Eks. Austra- lien, Kina og Japan. — Vildthuder an- vendes udelukkende til svært Underlæder (Saalelæder) og Remmelæder. Fri for Brændemærker og Bylder samt i Reglen mindre snittede, men til Gengæld min- dre kraftige, er de tamme e u-r o p æ i s k c Gksehuder. Bedst er Huderne fra Bjergegnene, og navn- lig er S c h w e i z e r h u d ø r n e bekendte. Udmærkede Oksehuder faas, ogsaa fra Tysk- land, især B a y e r ti og Bøn n e g n e n e. Ad- skillige europæiske Lande, f. Eks. England, be- nytter alle deres Oksehuder selv; som eks- porterende Lande kan foruden Tyskland og Schweiz nævnes Italien, Ungarn, Hol- land, Belgien, Skandinavien og Rusland. En særlig Art af Oksehuder er de saakaldte »K i p s«, Huderne af Zebuen ell. Pukkel- oksen; de udføres navnlig fra Ostindien og Sydafrika, kommer i Handelen i tørret, tør- saltet eller arsenbehandlet Tilstand og er med Undtagelse af de bedste ostindiske Mærker mere eller mindre snittede. De benyttes til lettere Underlæder og mindre fine Overlæder- Sorter. Af ringere Kvalitet er Bøffelhu- d e r, der særlig udføres fra Kina, Japan og Ostindien. Kalveskind giver tæt og smidigt Læder med en overordentlig fin Narv, særlig natur- ligvis de ganske unge Spædekalves Skind. Kviekalveskindene er finere end Tyrekalve- skindene. De anvendes hovedsagelig til Over- læder til Skotøj samt til finere Galanterivarer. Da den fine Narv ved Anvendelse til Skotøj let ødelægges under Brugen, giver Kalveskind det holdbareste Læder, naar de garves saa- ledes, at de kan anvendes med Kødsiden ud- ad. og de hører til de faa til Læderfremstilling anvendte Raamaterialer, hvis Struktur er til- strækkelig fin til, at dette virkelig lader sig gøre. Kalveskind gaar i Handelen i tørret eller saltet Tilstand og sælges efter Vægt med Und- tagelse af de smaa Spædekalveskind der sæl- ges efter Stykantal. De mindre Kalveskind