Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Fig. 168. Blomstrende Stængeldele af Humle; tilhøjre af Hunplante, tilvenstre af Hanplante. Humle 402 Maalestok. Planterne, der er tvebo, har lange, ru Stængler og mere eller mindre stærkt ner- vede Blade. Frugtstandene, der nærmest lig- ner Kogler, bestaar af talrig hindeagtige, æg- formede Dækblade, der ved Grunden dækker over en, af det lille Blomsterdække løst inde- sluttet Nød. Alle Frugtstandens Dele og især Blomsterdækket er tæt besatte med gule, lu- pulinholdige Kirtelhaar. Foruden Lupulin, der ogsaa kaldes H u m 1 e b i 11 e r ell. Hum- lemel, indeholder Humlen en betydelig Mængde Qarvestof, forskellige Harpiksarter, æterisk Olie og rimeligvis et Alkaloid. Nød- derne indeholder Stoffer, der giver Øllet en ubehagelig Smag, og man sørger derfor for, at disse ikke kommer til Udvikling, dels ved kun at plante Hunplanter, og dels ved at fore- tage Høsten paa et passende tidligt Tidspunkt for det Tilfældes Skyld, at Hunplanterne dog skal være bestøvede af vilde Hanplanter. Ind- OIXO.1 VCV1V UVOIVYVUV v v ----- - -- ------ ~ ~ høstningen foregaar ved Afplukning i August stænglerne ligeledes. Lupulinet har en beha- —September, naar Hovederne har antaget en I gelig. svag, aromatisk Lugt, og Frugterne er grøngul Farve, er klæbrige og har en stærkt aromatisk Lugt, hvorefter Humlen tørres, en- ten ved Gennemtræk eller ved svag Ovn- varme. Man skelner sædvanlig i Tyskland, hvorfra næsten al Humle indføres til Skan- dinavien, mellem Fr ii h- eller August- liopfen og Spåt- eller Herbs t-H o p- f e n, af hvilke sidstnævnte er den bedste. Humlens Anvendelse i Ølfabrikationen beror dels paa, at den bibringer Øllet den ejendom- melige bitre og aromatiske Humlesmag, dels paa, at den gør Øllet mere holdbart. Smagen frembringes dels af nogle af de i Humlen inde- holdte Harpikser, dels af den æteriske Olie, hvilke Stoffer ogsaa bidrager til at forøge Øl- lets Modstandsævne mod Bakteriers Angreb. Qarvestoffet i Humlen virker derved, at det under Øllets Kogning bundfælder en Del Æg- gehvidestoffer, som ellers let senere vilde bi- drage til at frembringe Uklarhed i Øllet. Ved Opbevaring af Humle forandres imidlertid nogle af Harpikserne og den æteriske Olie, idet der af et i denne indeholdt Stof, Valerol, dannes den meget ildelugtende Valerianesyre, on det er derfor kun den friske Vare, der har Værdi. Dog kan Humlen ogsaa opbevares i længere Tid, naar den efter Nedplukningen Humle svovles, hvorved tilstedeværende Kim. der foraarsager den nævnte Omdannelse, dræbes eller svækkes, og derpaa presses haardt sam- men i Jærncylindre, der lukkes hermetisk, saaledes at Luften holdes ude. Til 1 hl under- gæret eller 2,5 hl overgæret 01 bruges sæd- vanlig —% kg Humle. løvrigt er Humlens Indhold af værdifulde Stoffer og navnlig af æterisk Olie i meget høj Grad afhængig af Klimaet og varierer derfor ikke alene, skønt hovedsagelig, efter Voksestedet, men ogsaa noget fra Aar til Aar. Man skelner navnlig mellem to Humlearter, nemlig rød og grøn Humle, af hvilke der dog eksisterer flere Underarter. Den røde Humle har Ranker, som paa den mod Solen vendte Side er rødlige, og Hoveder, som er forholdsvis smaa, mere eller mindre ægfor- mede og ved Tørring sædvanlig farves gule. Dækbladene i Hovederne er tynde, Frugt- meget smaa eller mangler ganske. Denne Art giver et finere Produkt, men forlanger, for at kunne trives, bedre Jordbund og bedre klima- tiske Forhold end grøn Humle. Dennes Ran- ker er grønne, Humlehovederne tykke og runde, Dækbladene og Frugtstilkene grovere, og sædvanlig er Frugterne ret store. Lugten er ikke saa rent aromatisk som hos rød Humle, men minder altid i højere eller ringere Grad om Hvidløg. Det kvantitative Udbytte af den grønne Humle er altid større end af rød Hum- le. men den staar i betydelig lavere Pris. Godheden af Humle er meget forskellig ef- ter de forskellige Produktionslande, og i Han- delen betegner man ogsaa Sorterne derefter. Østrig dyrker saa megen Humle, at det kan udføre, og navnlig staar Bøhmen særlig højt med sin fortrinlige Humle. Særlig gælder dette om Omegnen af Saaz i det nordvest- lige Bøhmen, hvor Dyrkningen af Humle gaar iilbage til det 10. og 11. Aarh. Saazerhumlen er særlig søgt til Fabrikation af virkeligt gode Ølsorter, og dens Rigdom paa Lupulin, dens tynde Stilke og tynde silkeagtige Dækblade bevirker, at den giver et stort Udbytte, ligesom dens Aroma er overordentlig fin og karakteristisk. Man skelner mellem Saazer-