Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Forfatter: K. Meyer

År: 1918

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Kjøbenhavn

Udgave: TREDIE UDGAVE

Sider: 1064

UDK: 62(02) Mey Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000076

Under medvirkning af ansete fagmænd

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1080 Forrige Næste
Ilderskind 418 Ibenholtsort Porer. Haardheden er temmelig vekslende hos de forskellige Sorter, men disse er alle meget tunge, sædvanlig tungere end Vand, let spal- telige med glinsende Spalteflader, meget hold- bare, men kun lidt elastiske. Man skelner i Mandelen navnlig mellem de ensartet farvede Sorter: Bombay- og Madagaskar- Ibenholt og de ujævnt farvede: Makas- sar-, Ceylon-, Siam- og K o r o m a fi- de 1- ell. Kalamander-I benhol t. Sidst- nævnte benyttes ligesom det lign. »C h e r- cout«, hvis Afstamning er usikker, til Stokke og Paraplyskafter, medens de andre Sorter bruges til finere Dreierarbejder i Kunstsned- keriet, til Haandtag paa Sølvsager o. a. løv- rigt erstattes Ibenholt ofte af andre tætte og tunge Træsorter, som bejdses sorte. Grønt ell. Gult Ibenholt, Bastard- Gu a j a k, kaldes det gulliggrønne til oliven- brune, med lysere og mørkere uregelmæssige Aarer forsynede Ved af den, navnlig paa An- tillerne og i Sydamerika voksende T e c o m a leucoxylon, der ogsaa undertiden optræ- der i en mere gullig Varietet med brunlige eller violette Aarer. Det er meget fast og sejt og benyttes til forskellige Snedkerarbejder og til Stokke og Paraplyskafter. Ibenholtsort er et Azofarvestof, som bestaar af en Blanding af et sortbrunt og en ringe Mængde af et blaat Farvestof, der opløser sig i Vand med sortblaa Farve, og som bruges ti] Farvning af Bomuld og halvuldne Varer. Ibogain er et Alkaloid, der findes i den i Kongo voksende Iboga t ab er nan t e. Det danner lysegule Krystaller og anvendes som Middel mod Sovesyge. Ichtalbin se I c h t y o 1. Ichtargan se I c h t y o 1. Ichtargol se I c h t y o 1. Ichthyocolla se Husblas. Ichtyol. Ved Seefeld i Tyrol forefindes mæg- tige underjordiske Lag, der indeholder Rester af Forverdenens Sødyr og Fisk, og som, naar de underkastes en tør Destillation, leverer en modbydelig lugtende, i Vand uopløselig, sorte- brun Olie, «r a a I c h t y o 1 o 1 i e«, der i det væsentlige bestaar af svovl- og kvælstofhol- dige Forbindelser. Ved Behandling med kon- centreret Svovlsyre dannes Ichtyolsul- f o n s y r e, der udvaskes med en stærk Kog- saltopløsning, i hvilken den er uopløselig, og danner en mørkebrun, i Vand let opløselig Masse af Ekstrakts Konsistens. Denne Syre, der let forbinder sig med adskillige Baser, danner Udgangspunktet for de forskellige Ichtyolpræp.arater, som anvendes i Medicinen saavel udvendig mod Rheumatisme, Brandsaar og Frostknuder, som indvendig mod Fordøjelses- og Aanderætssygdomme. ■— Ved Mætning med stærkt Ammoniakvand og paafølgende Inddampning faas Ammoni- umichtyolsulfonat, ofte slet og ret be- nævnet Ichtyol, som en rødbrun, klar, si- rupstyk Vædske af en ejendommelig bræn- dende, skarp og aromatisk Lugt, bitter, salt Smag, med Vand dannende en klar, svagt surt reagerende Opløsning, af hvilken Ichtyol- sulfonsyren kan udfældes ved Hjælp af Svovl- syre eller Saltsyre. Ved Behandling med Ka- lilud fremkommer Lugt af Ammoniak. Vand- indholdet er i Reglen c. 50 %. Et i sine Egen- skaber ganske lignende Præparat er I s a r o 1. Natriumichtyolsulfonat er en sorte- brun, tjæreagtig Masse, der med Vand danner en næsten klar, svagt grønlig fluorescerende Opløsning. Det indeholder c. 30 % Vand, der kan fjærnes ved Inddampning og Tørring over Kalk, hvorved faas et sortebrunt, fast Lege- me, der kan pulveriseres. Blandt de andre Ichtyolsulfonater har Litium-, Zink-, Sølv- (Ichtargol) og Kviksølvforbindel- serne Betydning i Medicinen; de to sidst- nævnte, der er pulverformige, anvendes ho- vedsagelig ved Saarbehandlingen. Ichtal- bin, et graabrunt Pulver, er en Forbindelse af Æggehvide med Ichtyolsulfonsyre, der næ- sten er uden Lugt og Smag og er uopløseligt i Vand. Det anvendes mod Mave- og Tarm- sygdomme. Ichtargan, Ichtyolsølv, er en 30 % holdig Sølvforbindelse af Ichtyol,. el mørkebrunt Pulver, der er opløseligt i Vand. Glycerin og svag Alkohol, og som anvendes mod Gonorhoe. Icopal, et med en Asfaltblanding imprægne- ret, tjærefrit Tagpap. Idokras se Vesuvian. Idrisolie, I d r i s J a g h i, bruges undertiden som Betegnelse for Citronelleolie og P a 1 m a r o s a o 1 i e. Igler se Blodigler. Ignamenstivelse se Arrowroot. Ignatiusbønner, Brækbønner, Faba (S e m e n) I g n a t i i, er Frøene af det i Ost- indien, navnlig paa Filippinerne voksende, klatrende, buskagtige Træ, Stry&Hjios Ig- nat i i. Frøene er c. 3 cm lange, ægformede eller noget kantede, forsynede med en, i en Inddybning anbragt Navle. De er graa^.éller brune, forsynede ed en haarek-Prøskal, der dog undertiden er æriiest., ør de smudsiggule, genneri^' ^rnagtige. Deres yderst bitre Smag skyldes et Indhold af Stryknin og Brucin, tilsammen indtil 3,4 %, hvoraf indtil 1,60 % Stryknin, hvorfor de har Betydning som Fremstillingsmateriale for sidstnævnte Alkaloid. Ihringen se Badensiske Vine. Ika se M a n. Ilderskind (Iltisfelle; Fitch skins eller Pole cats; Peaux de put ois) er Skindene af den til Maarslægten hørende Il- dergruppe, navnlig af den almindelige Ilder. Mustela putorius. Denne lever i det meste af Mellemasien og Europa, undtagen det nordligste og sydligste. Paa den skandi- naviske Halvø findes den kun i det sydlige Sverige, og i Danmark tidligere kun i Jylland, hvor den er ret almindelig, nu ogsaa, om end sjældnere, paa Fyn og Sjælland. Den bliver 40—50 cm lang med en 16 cm lang Hale. Dæk- haarene, der er c. 3 cm lange, er mørkebrune, under Bugen med sorte Spidser, men paa Ry? og Sider skinner de tætte, gullige Uldhaar igennem og giver Dyret en lysere Farve; Læ- ber, Øren, en Plet ved Snuden og en ved Øjet er hvidlige. Vinterskindene, der er de bedste, henregnes kun til de ringere Sorter Pelsværk, skønt det er stærkt og holdbart, og benyttes sædvanlig til simplere Kantninger o. 1., me- dens de lange Halehaar bruges til Pensler. De bedste Skind kommer fra den bayerske Høj- slette, derefter fra Holland, Nordtyskland og Jylland, medens russiske, polske og ungarske Skind er temmelig værdiløse. Til Ildergrup- pen hører ogsaa Hermelin (s. d.) og N ø r z (s. d.). Den amerikanske Flodilder