Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Jærn 441 Jærn Skade. Svovl gør smedeligt Jærn rødskørt, d. v. s. skørt i rødglødende Tilstand. Under- tiden tilsætter man Nikkel i noget større Mængde, ligesom ogsaa Krom, Volfram, Titan, Vanadin, Kobolt og enkelte an- dre Stoffer, for at give det særlige Egenska- ber. Ved Størkningen af flydende Jærn slip- per sjælden al indeholdt Luft ud, og der dan- nes saa i den størknede Masse f. Eks. i Staal- blokke og Støbejærns-Genstande, Blærer, der kan gøre stor Skade. De er sædvanlig fyldte med K u 1 o x y d eller Brint. Simple For- ureninger i Jærn bør saa vidt mulig und- gaas; lidt Slagge findes i alt Svejsejærn og Svejsestaal uden at gøre kendelig Skade; men er den tilstede i større Mængde, kan den gøre Jærnet r aaskør t, d. v. s. skørt ved enhver Temperatur. Med alle sine gode Egenskaber .forbinder Jærnet den Mangel, at det angribes af fugtig Luft; der danner sig Rust derpaa. dog min- dre let paa smedet Jærn end paa valset. Rust er væsentlig et vandfattigt Ferrihydroxyd; i fuldkommen tør Luft ruster Jærn ikke, men vel i Vand, i fugtig Jord o. s. v., naar det ikke yderst omhyggelig beskyttes mod Luftens Indvirkning. Saadan Beskyttelse søges op- naaet ved Paastrygning af Farver, og af saa- kaldte »rustbeskyttende« Farver haves et Utal; den længst benyttede, Blymønje- f er nis, turde være en af de bedste. Fede Lakfernisser kan ogsaa anvendes, men er ret kostbare. Det samme gælder om Overtræk- ning med Metaller, men baade Fo r i innin g, Forblyning og Forzinkning, den saa- kaldte Galvanisering, af Jærn anvendes dog meget. Ogsaa Overtrækning med N i k- kel og Kobber benyttes, nærmest dog for Udseendets Skyld. Dybt indesluttet i C e- m en t eller Cementmørtel ruster Jærn ikke, et Forhold, der er af stor Betydning for Nu- tidens udstrakte Anvendelse af Monier- Konstruktioner, og selv et Overtræk af Cement udrørt i Vand virker rustbeskyttende, men et saadant Overtræk modstaar dog kun daarlig ydre mekaniske Paavirkninger. I Kalkmørtel ruster Jærn hurtig. Emal- jering af Jærn. vel udført, beskytter fuld- stændig mod Rust. Det rustbeskyttende Lag, man frembringer ved Brunering af Jærn (se Brunerede Varer), er et tyndt, men tæt Lag af Rust. Ved alle Rustbeskyttelses- midler med Undtagelse af Galvanisering klæ- ber det uheldige Forhold, at en, selv lille, Aab- ning paa det beskyttende Lag kan give Anled- ning til udstrakt Rustdannelse. Rust er nemlig Porøs, og den lille Rustplet, der danner sig ved en saadan Aabning, vil derfor optage Luft cg Fugtighed, og Rusten kan saa udbrede sig derfra, uden at bemærkes, ind under det be- skyttende Lag. Faar Rust Tid til at brede sig, gaar dens Virkning ogsaa i Dybden; der danner sig Gravrust, Jærnet bliver furet og ligesom koparret og siges da at blive t æ- ret eller korroderet. Om alle i Praksis brugbare Rustbeskyttelseslag — maaske med Undtagelse af Cement — gælder, at de ikke hæfter godt paa allerede rustede Flader, og Jærnet, der skal beskyttes, maa derfor i Al- mindelighed forud renses. Rensningen kan ske ved mekaniske Midler, ved Skrabere, ved Af- gnid'ning med Skure-Sten af passende Haard- ied, ved Afslibning med Smergellærred, Car- i'orundlærred o. s. v. En grundig Rensning af Jærnet kan opnaas ved Sandblæsning, der foregaar paa lignende Maade som Sand- blæsning af Glas (s. d.). Rensningen kan imid- lertid ogsaa udføres ad kemisk Vej; de i- Praksis almindelig anvendte Syrer angriber Jærn stærkt og Rust endnu stærkere, og f. Eks. ved Dypning i et Syrebad vil et Stykke Jærn hurtig angribes saa langt ind, at ethvert Spor af Rust fjærnes. I det foregaaende er nærmest tænkt paa Jærns Forhold overfor Luft af almindelig Tem- peratur; i stærk Kulde bliver Jærn skørt, og. ved højere Temperaturer undergaar Jærnet som bekendt store Forandringer. Naar Jærn opvarmes, vil det allerede ved c. 4000 have mistet en Del af sin Styrke. Alt smedeligt Jærn mister noget af sin Sejhed ved Opvarm- ning, og Tabet i Sejhed er overfor langsom Paavirkning størst ved c. 300°, hvilken Tem- peratur svarer til blaa Anløbsfarve, hvorfor Jærn eller Staal siges at være blaaskørt. Overfor Stød og Slag er Skørheden større ved 100—200° end'ved højere Temperatur. Ved stigende Temperatur antager Jærnet de- saakaldte Anløbsfarver, idet det ved c. 225 0 bliver gult, - - 265 ° . - rødbrunt^—— - - 285 °- -violet, - ’ 300W* ^blaat. Jærnet har oxyderet sig. og den tynde Hinde- af Jærnoxyder, der lægser sig paa Jærnet, og som efterhaanden bliver tykkofé.' viser de nævnte Farver paa lignende Maade som en Sæbebobles tynde Hinde. Den blaa Anløbs- farve taber sig ved videre Opvarmning, og Jærnet bliver graat; men ved c. 500° begyn- der det at gløde, omend Glødningen da endnu kun er synlig i Mørke. Ved c. 700° kan Glød- ningen ses i fuldt Dagslys, og Lyset, det glø- dende Jærn udsender, bliver ved stigende Temperaturer stærkere og stærkere, samtidig med at det skifter Farve, omtrent som neden- staaende Sammenstilling angiver. . Temperatur Farve 500 0 rød (i Mørke) 700 0 svag kirsebærrød 1000° lys kirsebærrød derover begynder Hvidglødhede. Staal smelter ved 1300—1450°, Svejsejærn ved indtil 1500°. Jærnets Oxydering, der er begyndt ved Anløbningen, fortsættes stærkere under Glødningen, og Hinden, der dannedes under Anløbningen, bliver en tyk Skal, G 1 ø d- s k a 11 e-n, der springer af som Hammer- skæl (s. d.), allerede naar Jærnet smedes i rødglødende Tilstand. Har Temperaturen af det glødende, men endnu ikke smeltede Jærn naaet c. 1300°, springer Hammerskællene af sig selv af under stærk Sprutten, idet de ikke kan følge de stærke Bevægelser, Jærnets Smaadele kommer i ved Temperaturstignin- gen. Paa Raajærns-Barrer og færdige Støbe- iærns-Genstande findes næsten altid Glødskal,, den saakaldte Støbesk al. Naar smedeligt Jærn holdes længe opvarmet til Hvidglødhede uden at bearbejdes, forandrer det sine Egen- skaber, det bliver bl. a. skørt og siges saa at være forbrændt. Svejsejærn bliver dog ikke saa let forbrændt som Staal, og forbrændt Staal er ogsaa vanskeligere at gøre godt igen.