Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Jærn 443 Jærn egner sig f. Eks. til Nitter, der altid skal stak- kes, Lokkeprøven vil muligvis vise, at Jærnet er rødskørt, hvilket da sædvanlig skyldes Til- stedeværelsen af for meget Svovl i Jærnetr Slagprøver med indkærvede Stænger vil vise, om det er skørt overfor Slag, o. s. fr. Dog kan ved Siden af den fysiske Undersøgelse, Materialprøvningen repræsenterer, en k e- misk Undersøgelse af Jærnet sjælden undværes. Særlig bør derved Mængden af Kulstof, Svovl og Fosfor i Jærnet bestemmes; navnlig det meget skadelige Fosfor kan ofte ligesom skjule sig under Materialprøvningen. En mikroskopisk Undersøgelse af Jærnet er ret vidtløftig og foretages derfor endnu i vor Tid som Regel ikke af Forbruge- ren af Jærnet; den kan imidlertid give ud- mærkede Oplysninger om Jærnets Beskaffen- hed, og der findes vel nu næppe noget virke- lig stort Jærnværk, som ikke har sit Labora- torium udstyret med Hjælpemidlerne til Mi- kroskopering. Besigtigelsen af selve Jærnet kan naturligvis udstrækkes over alle Stykker af en Leverance; men de andre Undersøgelser kan derimod kun foretages med enkelte Prø- vestykker, og maaske repræsenterer de saaledes tilfældig udtagne Stykkers Kvalitet ikke det hele Partis. Dette Forhold bevirker naturligvis, at Tilliden til vedkommende Le- verandørs Dygtighed (navnlig i Retning af, Fremstilling af ensartet Materiale) og hans Hæderlighed altid maa spille en meget stor Rolle ved Modtagelsen af Jærnleverancer. De vigtigste Malme, af hvilke Raajærn frem- i stilles, er: Magnetjærnsten, Jærn- glans, Brun i ærnsten og Jærnspat. Angaaende disse Malme og deres Varieteter henvises til Specialartiklerne. Naar de kom- mer fra Gruberne, maa de oftest først knuses til mindre Stykker i særlige Knusevær- ker; en ringe Mængde Malme underkastes ogsaa, før de nedsmeltes i Højovnene, en Ristning, en Opvarmning til 500—600 °. Derved tørres Malmen, og visse Malme, som Jærnspat, mister ogsaa derved Kulsyre og oxyderes. Endvidere kan ved Ristningen no- get Svovl bortbrændes, og endelig bliver Malmene, naar de er ristede, mere porøse, saa at de lettere paavirkes paa rette Maade i Højovnen. Højovnen eller Masovnen er en S k a k t o v n, d. v. s. en taarnformet Ovn, sædvanlig 20—25 m høj, ofte endnu ’nøjere. Den bygges af Murværk, hvoraf de for Varmen stærkest udsatte Partier maa være af ildfaste Sten. Det øverste, største Parti af Ovnen, den egentlige Skakt, er indvendig svagt konisk, lidt snævrere foroven end for- neden, hvor det slutter sig til Ovnens nedre Parti, hvis øverste Del, Rasten, er temme- lig stærkt konisk, indsnævrende sig nedadtil og der gaaende over i en forholdsvis lav, cy- lindrisk Del, Stellet. Det Sted i Ovnen, hvor Skakt og Rast støder sammen, Ovnens videste Sted, kaldes K u 1 s æ k k e n eller B u- S c n, og Ovnens Bund kaldes Herden. Rast og Stel har man i ældre Tid givet en saa stor Murtykkelse, at denne kunde bære ikke blot hele Skakten, men ogsaa en Platform, Qigt- sulvet, omkring Ovnens øvre Aabning, y i Sten. Dette Gigtgulv stod da i Forbin- delse med en Jærnkappe, der omgav det meste af Ovnen. Nutildags gør man alt Murværk i Højovnen forholdsvis tyndt, lader en Række Jærnsøjler, ordnede i Rundkreds omkring Ovnens nederste Del, bære Skakten, og un- derstøtter Gigtgulvet ved et særligt Jærn- stillads, opstillet frit omkring hele Ovnen, hvis Murværk ikke, som tidligere, omgives af en hel Jærnkappe, men blot styrkes ved enkelte udvendige, ringformede Jærnbandager. Mal- menes Udsmeltning i en Højovn gaar for sig paa følgende Maade. Malmen med iblandede Tilsætninger, det saakaldte Tilslag, og Brændslet hejses op paa Gigtgulvet. Brænds- let er i Almindelighed Cinders, i Nordamerika os Skotland bruges ofte Anthracitkul, i Sve- rige sædvanlig Trækul. Almindelige Stenkul bruges kun undtagelsesvis, da de ikke er til- strækkelig frie for Svovl o. s. v. Brændsel og Malm (med Tilslag) styrtes saa gennem Gigten i afvekslende Lag ned i Ovnen, og da ■denne holdes i stadig Drift, fyldt til Toppen, bliver Brændselslagene, efterhaanden som de synker ned, antændte ved Ovnens og Ovnind- holdets Varme. Forbrændingen næres og ved- ligeholdes ved Blæs el uf ten, der gennem særlige Tude, Blæseformene, ved Ma- skinblæsere presses ind i Ovnens Stel. De kemiske Processer, som derefter foregaar i Ovnen, og ved hvilke Tilslaget naturligvis ogsaa spiller en Rolle, er meget komplicerede; Hovedvirkningen er følgende. De nedre Brænd- selslags Kulstof forbrænder til Kulsyre, denne stiger tilvejrs og afgiver i Berøring med de højere liggende, glødende Brændselslag Ilt, hvorved den reduceres til Kuloxyd, der atter fra Malmene, som altid indeholder Jærn i Forbindelse med Ilt, optager denne sidste og altsaa udskiller Jærnet samtidig med. at den selv oxyderes til Kulsyre. Paa visse Steder i Ovnen reduceres noget af Kuloxydet fuld- stændig, og det herved dannede frie Kulstof optages af det udskilte Jærn, hvorved dets Smeltepunkt synker, saa det i smeltet Til- stand flyder tilbunds og aftappes med pas- sende Mellemrum, f. Eks. hver 5. Time, ved Ovnens Fod. Tilslaget sammen med de Uren- heder, det optager af Malmen, smelter lige- ledes og flyder som Slagge, der er lettere end Jærnet, kontinuerlig ud af Ovnen gennem en Aabning, Slaggeformen, anbragt no- get højere oppe end den Aabning, hvorigen- nem Jærnet aftappes. Brændslet forbrænder, som nævnt, i Hovedsagen til Kulsyre, men Gigtgassen, de af Gigten udtrædende luftformede Forbrændingsprodukter, indehol- der dog ogsaa en betydelig Mængde, omtrent 25 %, Kuloxyd og er altsaa selv en Slags Brændsel, da Kuloxydet kan brænde til Kul- syre. Man lader derfor nutildags ikke Gigt- gassen undvige frit i Luften, men leder den gennem særlige Rør nedad og benytter den som Brændsel i Dampkedlerne eller til Drift af Gigtgasmaskiner, der driver Blæserne, hvorfra Blæseluften kommer, o. s. v. Hvor Malmen ristes, før den nedsmeltes i Højovnen, kan man ogsaa benytte Gigtgassen som Brænd- sel i særlige Ristovne. Ved at blande Malmene med Tilslag har man i Hovedsagen til Hensigt at skaffe til- strækkelig mange Urenheder bort med en let- flydende Slagge. Denne bestaar væsentligst af Kalcium- og Aluminiumsilikat og frembrin- ges derfor f. Eks., naar Malmen indeholder megen Kalk ved Tilslag af Aluminiumsilikat. Kalken i Malmene eller i Tilslaget gør ogsaa Nytte ved at optage Svovl. Ved særligt Tilslag- kan man fremstille særlige Jærnsortei; saale-