Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Jærn 446 Jærn ucismedes til tynde, flade Stænger. Ikke sjæl- den foretages Friskningen to Gange — første Friskning kaldes da R a a f r i s k n i n g, an- den : Garfriskning — idet man hyppigt efter første Friskning faar Svejsestaal, og først efter Garfriskningen faar Svejsejærn. Naar der, som i Sverige, til Herdfriskning an- vendes meget rent Raaiærn og Trækul, der er et meget rent Brændsel, faar man et sær- lig godt Produkt frem ved den. I sine Enkelt- heder kan Herdfriskningen variere, og man kan saåledes f. Eks. under Garfriskningen til- sætte Jærnoxyder, hvis Ilt virker med til Af- kulningen. 1 Sverige anvendes sædvanlig Lancashirefriskningen, undtagelses- vis den saakaldte Vallonfriskning, hvorfor svensk Svejsejærn ofte kaldes Lan- cashirejårn. Afkulningen af Raajærn til Svejsejærn kan ogsaa ske ved den udenfor Sverige anvendte Metode: Pudling. Ved dennes smeltes Raajærnet i en Flammeovn, Puddel ovnen, der i det væsentlige er bygget som de Flammeovne, der benyttes til Omsmeltning af Raajærnet i Støberier; »Char- gen«, den Mængde Jærn, der ved hver Smelt- ning indbringes i Ovnen, er dog i en Puddel- ovn sædvanlig kun 0,2—0,3 t. Brændslet er i Almindelighed Stenkul. Flammen fra dette smelter den øverste Del, og Flammens Ind- hold af atmosfærisk Luft afkuller det delvis. Naar Jærnet er begyndt at smelte, vender man med en Brækstang Stykkerne og løfter usmeltet Jærn op over Slaggen. For at faa en ensartet Bortbrænding af Kulstoffet maa der røres godt om i Massen, men efterhaan- den som Kulstoffet brænder bort, stiger Smel- tepunktet op over Flammens Temperatur, og til sidst er man ikke længer i Stand til at holde Jærnet saa flydende, at der kan røres i det; det falder hen i Smaastykker, der ven- des og drejes og tilsidst med Brækstænger æltes sammen i Klumper, Lupper, der hver indeholder c. 40 kg Jærn, og som tages ud af Ovnen gennem en dertil anbragt Aabning. Ligesom ved Herdfriskning kan man ved Pud- ling give Tilslag af Jærnoxyder for at frem- skynde den ønskede Afkulning. Under Pud- lingen kan man vel paa lignende Maade som ved Herdfriskningen skelne mellem en Raf- finer-, en Raafrisknings- og en Garfrisknings- Periode; men disse enkelte Perioder gaar dog nogenlunde jævnt over i hinanden. Slaggen i de af Puddelovnen udtagne Lupper udpres- ses saa vidt mulig med en Maskinhammer eller en Luppe-Mølle, og Luppen udvalses derefter til en saakaldet Raaskinne, sæd- vanlig af rektangulært Tværsnit, der klippes i Stykker, som stables sammen i saakaldte Katte eller Pakker. En saadan Kat be- handles saa, efter at være opvarmet til Svejs- hede, paany med Hamring og Valsning eller ved Valsning alene, og man gentager maaske endda Processen flere Gange for at forbedre Materialet. Pudling er langt hurtigere og bil- ligere end Herdfriskning, men giver ikke et saa fuldkomment Produkt som denne. Dette skyldes væsentligst de betydelige Urenheder, som findes i Forbrændingsprodukterne fra det ved Pudling sædvanlig benyttede Brændsel, Stenkul, og som let gaar over i Jærnet, ogsaa naar man, som det ret hyppig sker af økono- miske Grunde, benytter den saakaldte Rege- nerativfyring. Baade ved Herdfriskning og ved Pudling kan fremstilles Jærn med meget forskelligt Kulstofindhold. Det mindst kulstof- rige Jærn, med mindre end 0,1 % Kulstof, Senet Svejsejærn, viser sig i Alminde- lighed, som Navnet angiver, stærkt senet i Brudet; det er meget blødt og lader sig sær- lig let udsmede og svejse; Finkornsjærn, med c. 0,3 % Kulstof, har den Fordel at være stærkere men er ikke fuldt saa let smedeligt os svejseligt. Svejsestaal kan frembringes af Raa- iærn, væsentligt paa samme Maade som Svej- sejærn, altsaa enten ved Herdfriskning eller ved Pudling, idet man sørger for at afbryde Processen i saa god Tid, at Kulstofindholdet i det fremstillede Materiale bliver 0,5—1,5 %. Da begge de nævnte Processer kræver en vis Tid, uanset selve Afkulningen, forsinker man denne ved Produktionen af Svejsestaal paa forskellig Maade, navnlig ved Anvendelse af stærkt manganholdigt Raajærn. Behandlingen af Lupper og Raaskinner ved Hamring, Svejs- ning o. s. v. for at forbedre det ved Pudling fremstillede Produkt kalder man, naar Talen er om Svejsestaal, ofte Garvning eller Raffinering, og taler baade om Q a r v e- staal, raffineret Staal og om dob- belt-garvet eller dobbelt-raffine- r e t Staal. Det saakaldte S ak s e st aal er garvet Staal. Svejsestaal fremstilles imidler- tid ogsaa paa en hel anden Maade end ved Afkulning af Raajærn, nemlig ved at man for- øger Kulstofholdigheden af Svejsejærn. Saa- ledes fremstiller man det saakaldte Gement- s t a a 1 ved at gløde Svejsejaetns, Stænger med Trækulspulver 14—20 IMge i særlige,, lukkede Ovne, Cementero.vfi^^^ementstaa- let, der ogsaa kaldes Bl&>£?staal, fordi det nær Over^lactén ejendommelige Blæ- rer, fyldte inød Kuloxyd, ér en meget renere og derfor bedre' Staalsort end de ved Herd- friskning og Pudling fremstillede. Først naar man ved disse Processer afkuller Raajærnet stærkt, fjærnes nemlig betydelige Mængder Urenheder som Svovl og Fosfor, og af saa- danne Stoffer indeholder derfor almindeligt Svejsestaal temmelig meget, medens det bed- ste svenske Svejsejærn f. Eks. af Fosfor næppe indeholder 0,01 %. Netop saadant Svejsejærn egner sig da særlig godt til Frem- stilling af Cementstaal, der yderligere kan for- bedres ved at overklippes, pakkes i Katte, svejses o. s. v., ganske som f. Eks. ved Pud- ling fremstillet Staal. Ogsaa naar Talen er om Cementstaal, betegner man disse Proces- ser som Garvning eller Raffinering, og Qarve- staal kan altsaa baade være fremstillet efter Herdfriskning eller Pudling og efter Cemen- tering. Cementstaal forædles dog almindeligst og bedst ved at omsmeltes til Digelstaal. En Fremgangsmaade, der staar Cementerin- gen nær, er den saakaldte Indsætning,- ved hvilken man tilsigter at omdanne Over- fladen af mindre, kulstoffattige Jærn- eller Staalgenstande til kulstofrigere, hærdeligt Staal. Genstandene pakkes med Trækul. Ben- mel, Læderkul e. I. kulstofrigt Materiale i en Jærnkasse, hvorpaa der klines et Laag, og denne anbringes nogle Timer paa en Esse eller i en Ovn. Genstandene kommer derved i Glød og optager Kulstof, og naar de da, endnu glødende, kastes i koldt Vand, hærdes de, omend kun til ringe Dybde fra Overfla- den. Saadanne Genstande f. Eks. Qlideklod- ser, Cykelaksler, Geværlaasedele m. m. staar