Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Luftgær
605
Lycopodium
Svampe, Tropehjelme. Indlægssaaler i Støv-
ler, lette Sommerhatte, som Underlag i Sad-
ler, til Fremstilling af Kurve o. 1. Frugterne
af andre Arter, navnlig af L. acu t angula
og L. e c h i n a t a fra Ostindien, indeholder
Giftstoffer, der frembringer Brækning, hvorfor
de forsøgsvis har været anvendte i Medicinen.
Luftgær se G æ r.
Lufttræ se Amaranttræ.
Lug er et engelsk Længdemaal = 5,5 Yards
— 5,029155 m. I Nordamerika regnes sædvan-
lig 1 Lug — 5 Yards = 4,571959 m.
Lugtesalt se Ammoniumkarbonat.
Luminal. Fenylætylbarbitursyre, er et som
Sovemiddel anvendt hvidt Puly-er uden Lugt
og med en svagt bitter Smag. Det er uop-
løseligt i koldt, opløselig^) varmt Vand og’
smelter ved 170—172°.^/'
Luminicel se Citroner. .■
Lunel se M u s k a t e 1 lé^r v i n c.-
Lungan se Longa%
Lungemos, L u n g e 1W (L wn g^e n f 1 e c h-
te; Lungwort; Pulmohair e de ché-
ne; Lichen pulmonarius, Herba
Pu 1 m o n a r i æ a r b o r e æ) er en i Løvsko-
vene paa Træstubbe og Sten voksende blad-
agtig Lavart (Sticta pulmonaria), der
i renset og tørret Tilstand anvendes som
Folkelægemiddel mod Forkølelsessygdomme;
den smager slimet, svagt bittert og er næsten
uden Lugt.
Lungeurt er en lille, i Mellem- og Nordeu-
ropas Skove voksende Urt af de rubladedes
Familie, der bærer tidlig udviklede, i Begyn-
delsen røde, senere violette Blomster, og hvis
stærkt ruhaarede, æg-lancetformede Blade i
tørret Tilstand (Herba eller Folia Pul-
mon a r i æ herbaceæ eller m a c u 1 a t æ)
anvendes som Folkelægemiddel mod Forkø-
lelsessygdomme.
Lupin, Lupinus, er én Slægt af de ærte-
blomstredes Familie, af hvilke navnlig to Ar-
ter i de senere Aar er komne til at spille en
meget betydelig Rolle i Landbruget i Nord-
europa. Grunden hertil er den, at Lupinerne
paa Grund af deres kraftige Top og dybtgaa-
ende, veludviklede Rodsystem er særlig eg-
nede til Dyrkning paa lette Sandjorder, som
de ved deres Vækst er i Stand til at berige
med Kvælstof. Dette beror paa, at der paa
Lupinens Rødder, ligesom Tilfældet iøvrigt er
hos nogle andre Bælgplanter, lever nogle ejen-
dommelige Bakterier, som sætter Planten i
Stand til at optage Kvælstof direkte fra Luf-
ten, og naar Planten nedpløjes i grøn Tilstand,
vil den saaledes foruden Muldstoffer direkte
tilføre Jorden Kvælstof. Den dyrkes derfor
almindeligt f. Eks. paa Hedejorder, der skal
forberedes til videre Dyrkning, men kan iøv-
iigt ogsaa benyttes som Grøntfoder og giver
da selv paa meget magre Jorder en betydelig
Afgrøde. Planten kan dog ikke trives paa
Jorder, der ikke indeholder de nævnte Bak-
terier, men man kan i saa Tilfælde hjælpe sig
ved at blande Jorden med Jord fra Steder,
hvor saadanne Bakterier findes, og hvor det
har vist sig, at Lupinen trives. De meget
kvælstofrige Frø lader sig ikke benytte som
Menneskeføde, da de indeholder et meget bit-
tert Alkaloid, Lupinin, som det hidtil ikke er
lykkedes at fjærne uden altfor store Omkost-
ninger. Et lignende Bitterstof findes ogsaa i
selve Planten, og dens Betydning som Foder-
plante er derfor ikke synderlig stor. Den al-
mindeligst dyrkede Sort er gul Lupin, Lu-
pinus luteus, med gule, vellugtende Blom-
ster, der sidder i en lang, i tydelige Kredse
afdelt Top. Frøene er gullighvide og sortplet-
tede, fladtrykte og næsten nyreformede. Da
Frøene let falder ud af Bælgene, er Indhøst-
ningen vanskelig, og Frøet er iøvrigt meget
let til at tage Skade, hvorfor det maa tørres
meget omhyggeligt, enten i Solen eller paa
et tørt Loft ved stadig Kastning og opbevares
paa et tørt Sted. Da Frøafgrøden endog paa
meget magre Jorder kan være betydelig, ind-
til c. 3000 kg pr. ha, vil den utvivlsomt vise
sig lønnende paa danske Hedejorder. Af an-
dre Arter kan nævnes bl aa Lupin. L. au-
gust i f o 1 i u s, med blaa Blomster og rød-
liggraa, lyst eller brunligpunkterede Frø. Af
denne dyrkes ogsaa en Varietet med hvide
Blomster og smudsighvide Frø, der er for-
skellig fra den egentlige hvide Lupin, L.
al bu s, med store hvide, flade Frø og en
mere saftig og grenet Stængel end foregaa-
ende.
Lupulin, Humlemel, Glandula Lu-
pul i, kaldes de smaa, gule Kirtelhaar, der
findes indvendigt paa Humlens Dækblade, og
som kan skilles fra de tørrede Humlekopper
ved Rystning af disse. De danner et klæb-
rigt, aromatisk lugtende, gult Pulver, der ved
Opbevaring bliver brunligt og efterhaanden
antager en Lugt af Valerianesyre. Lupulinet
indeholder c. 3 % æterisk Humleolie samt et
Bitterstof og anvendes dels i Medicinen, dels
til Fremstilling af Olien. Askemængden er i
de fleste Farmakopéer sat til højst 10 %, en
Fordring, der ofte kun kan opfyldes ved. at
man underkaster den med Sand undertiden
stærkt forurenede Vare en Slemning med
Vand. Selv ved forsigtig Tørring (over brændt
Kalk) kan et Tab af æterisk Olie ikke und-
gaas ved denne Behandling.
Lusefrø = Sabadillelrø.
Lustre, Lyster, kaldes forskellige, kip-
rede Stoffer med Bornuldskæde og Islæt af
haardt Kamgarn eller i bedre Kvaliteter af
Alpaka- og Mohairgarn, der navnlig benyttes
til Kjolestoffer. De har en fin, mat Glans og
et changerende Udseende, idet Kæde og Islæt
har forskellige Farvenuancer, saaledes at
førstnævnte altid er mørkere farvet. De væ-
ves dels glatte, dels med damaskagtige eller
drejlsagtige Mønstre. — Lustre kaldes ogsaa
de paa keramiske Varer frembragte, metal-
glinsende, changerende Overtræk.
Lustrine kaldes dels en Slags glinsende,,
ensfarvet eller flerfarvet Silkestof med Atlas-
mønster, dels lignende af Kamgarn fremstil-
lede Stoffer. — Lustrine bruges ogsaa som
Benævnelse for forskellige glansfulde Stoffer,
fremstillede af Eisengarn, der særlig anven-
des til For. og som i Detailhandelen ofte lige-
frem kaldes »E is engar n«.
Luteolin kaldes dels det gule Farvestof i
Vau, Reseda luteol a, der bestaar af
smaa, glinsende, gule Krystaller, men som
ikke mere forekommer i Handelen, dels et
Tjærefarvestof, der bestaar af Natriumsaltet
af Metaxylidinsulfonsyreazodifenylamin, og
som danner et orangegult, i Vand tungt op-
løseligt Pulver, der benyttes til at farve Uld
orangerødt.
Luzerne se Lucerne.
Lycopersicum se Tomat.
Lycopodium se Heksemel.