Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.
Forfatter: K. Meyer
År: 1918
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Kjøbenhavn
Udgave: TREDIE UDGAVE
Sider: 1064
UDK: 62(02) Mey Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000076
Under medvirkning af ansete fagmænd
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Peber
758
Pebermynte
mm store, men ligner iøvrigt i alle Forhold
Malabarpeber. — 4) Singaporepeber
har kuglerunde, oftest 4—5 mm store, tem-
melig haarde Frø med en brun til sort Frugt-
skål med høje Rynker. Den gaar noget lettere
itu end de foregaaende Sorter, men har sam-
me Vægt som disse. Den er oftere blandet
med Stilke og bliver hurtigt graa ved Lagring.
— 5) Penangpeber har runde, oftest 2—5
mm store, ikke synderligt haarde, graa til
brune, sjældnere sorte Frø, der ret let gaar
itu, hvorfor den ofte indeholder afskallede
eller itubrudte Korn. Den bliver ved Lagrin-
gen altid graabrun; 1000 Korn vejer 238 g. Af
hvid Peber er Tellicherry den bedst ansete,
medens Hovedmængden kommer fra Penang.
I kemisk Henseende er begge Sorter hoved-
sagelig karakteriserede ved deres Indhold af
P i p e r i n, et skarpt smagende, fast Alkaloid,
der findes i en Mængde af 5—9 %, rimeligvis
opløst i en stærkt lugtende, æterisk Olie, af
hvilken der findes c. 1 %; muligvis spiller
imidlertid ogsaa et Indhold af Harpiks en Rolle
ved Peberets Smag. Iøvrigt bør for begge
Sorters Vedkommende Vandindholdet ikke
overstige 15 %, Stivelsemængden maa for sort
Peber ikke være under 30 %, for hvid ikke
under c. 38 %; Askemængden maa for sort
højest være 5—6 %, for hvid højest 3 %, og
Indholdet af Træstof for sort højest 14 %, for
hvid højest 7 %. Disse Tal er af Betydning,
idet Indholdet af Træstof, Aske og Sand kan
forøges betydeligt, medens samtidig Indholdet
af de andre Stoffer formindskes ved daarligt
behandlede Varer, der indeholder Stilke og
Støv i større Mængde. Selv i den daarligste
Sort bør Indholdet af Stilke ikke overstige 4
%, og større Mængder, der iøvrigt let kan
fraskilles ved Sigtning, maa betragtes som
Forfalskning. Iøvrigt er det navnlig den stødte
Peber, der er udsat for Forfalskninger, be-
staaende i Indblandinger af meget forskellig
Art. Almindelig er saaledes en Indblanding af
knuste Enebær, af hvilke Olien i Forvejen er
afdestilleret, endvidere knuste Peberstilke,
Skaller, der er fraskilte fra hvid Peber, samt
pulveriseret Brød, Klid, Stivelse, Matta, Olie-
kager, Kridt, Tungspat, Gips, Højovnsslagge,
Murstensmel o. s. v., o. s. v„ Forfalskninger,
der dels kan kendes under Mikroskopet, dels
ved en kemisk Undersøgelse. De hele Peber-
korn er en sjælden Gang fundne forfalskede
ved Hjælp af kunstige Peberkorn, fremstillede
ved Presning af en Blanding af Mel, Peber,
Støv o. 1., ligesom lyse Sorter undertiden far-
ves med Benkul e. 1., for at de skal faa et
mørkere Udseende.
Lang Peber bestaar af de umodne, 4—
6 cm lange, 6—8 mm tykke, tørrede, graa-
brune, valseformede Frugtstande af to andre
Sorter Peber, P. officinarum og P. lon-
g u m. Den indeholder de samme Stoffer som
almindelig Peber, men har ikke saa skarp en
Smag som denne. Den faas hovedsagelig fra
Sundaøerne, medens en anden, ringere Sort
fra Bengalen kun har 2—-3 cm lange og mere
mørktfarvede Frugtstande.
Ogsaa andre Arter af Peberbusken benyt-
tes, saaledes P. Cubeba, der giver Kube-
fa e r (s. d.), P. angustifolium, der giver
Matikoblade (s. d.), P. Betle, hvis
Blade benyttes til Tygning sammen med
Arekanødder (s. d.), P. guineense fra det
tropiske Vestafrika, hvis Frugter ligner Kube-
ber, men har samme Smag som sort Peber,
os flere Gange er forsøgt indført til Europa.
Angaaende Anvendelsen af Rodstokken af P.
methysticum se Kavarod. Peber er
et af de tidligst kendte og anvendte Krydde-
rier, og allerede ved Begyndelsen af vor Tids-
regning indførtes betydelige Mængder til Eu-
ropa over Geneva og Venezia. Efter Opda-
gelsen af Søvejen til Ostindien faldt Prisen
meget betydeligt, og nu til Dags er Peber det
almindeligst anvendte Krydderi. Den aarlige
Produktion anslaas til c. 26 Mill. Kr., hvoraf
over Halvdelen kommer fra Sumatra.
I 1901 indførte Datygbark 127 500 kg,
Norge 95 620 kg og Sverige 403 549 kg
Peber. \
Pebermynte^(P fefferminz; Pepper-
mintpoivréc) kaldes en Del
forskellige^Htegte læbeblomsjjede hørende Ar-
ter og Varieteter Mynte, der alle indeholder
Mentol eller ved Destillation kan afgive æte-
riske Olier, der i alt væsentligt stemmer over-
ens med Hensyn til Lugten. Disse forskellige
Varieteter sammenfattes sædvanlig under
Navnet Mentha piperita, med Undta-
gelse af den Form, der leverer den japanske
Pebermynteolie, og som almindelig antages
for en Varietet af den ogsaa i Skandinavien
vildtvoksende Agermynte, M. arvensis
var. p ip er a s een s. Planten bliver sæd-
vanlig 50—100 cm høj, har stilkede, næsten
glatte Blade, der kun er svagt beliaarede paa
Undersidens Ribber, og har Blomsterne sam-
lede i valseformede Aks. De kort før Blom-
stringen indsamlede Blade af den dyrkede
Plante gaar i Handelen under Navn af Folia
(Herb a) Menthæ piperitæ og benyt-
tes dels ved Fremstillingen af forskellige Slags
Brystte o. L, dels ved Fremstillingen af for-
skellige Likører og Bittere. Dyrkningen af
Planten, der gaar flere hundrede Aar tilbage i
Tiden (i Japan endog før vor Tidsregning),
foregaar nu i meget stor Udstrækning i Nord-
amerika og Japan, i betydelig mindre Maale-
stok i England, Frankrig, Rusland, Tyskland
og Italien. Dyrkningen i England (Surrey,
Herfordshire og Lincolnshire) havde naaet et
meget højt Punkt ved Midten af forrige Aar-
hundrede, men har siden da været i stadig
Tilbagegang, begrundet paa det uhyre Opsving,
som den amerikanske Pebermyntekultur har
taget. I Nordamerika, navnlig i Staterne Mi-
chigan, New York og Indiana, finder Dyrknin-
gen Sted paa udstrakte Marker, der behandles
og dyrkes paa samme Maade som Kornmar-
kerne i Europa, se Fig. 330. Dyrkningen fore-
gaar udelukkende med Henblik paa Indvindin-
gen af P e b e r m y n t e o 1 i e, Æt er oleuni
Menthæ piperitæ, en æterisk Olie^ dei
i faas ved Destillation af Planterne med Vand-
damp.
Da Pebermynteolien som nævnt ikke faas
af en bestemt Planteform, er det naturligt, at
den kommer i Handelen med noget afvigende
Egenskaber, og i Almindelighed er Lugten og
Smagen tilstrækkelig karakteristisk til, at man
derigennem ved Øvelse kan skelne de tre vig-
tigste Sorter: amerikansk, japansk og
engelsk Olie fra hverandre. I Almindelig-
hed er Olien farveløs, gullig eller grønliggu
med en behagelig, frisk Lugt og en kølena >
længe vedholdende Smag. Den er i frisk H'
stand temmelig tyndflydende, men bliver ine
Alderen mørkere og mere tykflydende. Væ8 -