Meyers Vareleksikon
Omfattende alle vigtige Handelsvarer, deres Forekomst, Fremstilling, Sammensætning, Kvalitetskendetegn, Anvendelse, Forfalskninger o. s. v.

Skinner 875 Skinner navnlig i tropiske Lande, Skinneunderbygnin- ger af Jærn af forskellige Former; men lige- som for Stolskinner er for Vignolesskinner en Underbygning af Tværsveller af Træ almin- deligst anvendt. Til Tværsvellen fæstes ofte Vi&nolesskinnen direkte ved Skinnespi- ger eller Skinneskruer, der anbringes i Svellen umiddelbart udenfor Skinnefoden, som de griber over med deres stærkt fremsprin- gende Hoveder. Da de ved Skinnens Rystel- ser kan blive løse, anbringes dog hyppig paa Svellen under Skinnefoden en særlig Under- lagsplade af Jærn med Huller for Skinne- spigrene, som saa mindre let bliver løse. Ind- driver man, efter den danske Ingeniør Frede- ricias Forslag, i Huller i Svellerne særlige Svellepropper af glat Træ, og slaar man Spigrene i dem, kommer dog ogsaa uden An- vendelse af Underlagsplader disse Spigre til at sidde meget fast. I den nyeste Tid har man forsøgt at bruge Tværsveller af Monierkon- struktion.. Jærnbaneskinner fremstilles nu til Dags sædvanlig i Længder paa 9—12 m og forbindes indbyrdes i Stødene ved dobbelte Lasker, der fatter om de sammenstødende Skinnekroppe, hvortil de boltes. Tidligere an- vendte man oftest flade Lasker (l-formede), nu anvender man Vinkel-Lasker (L.-formede), Z-Lasker (N-formede) eller Lasker af endnu mere kompliceret Form. Eftersom Skinnestø- dene falder lige over en Tværsvelle eller mel- lem to saadanne, benævnes de faste Stød eller svævende Stød. Jærnbaneskinner leveres i Reglen kun i lige Længder fra Fabrikkerne; hvor en Skinne-, streng skal føres i nogenlunde skarp Kurve, maa Skinnerne derfor bøjes. Ved Sporskifter,1 hvor en Skinnestreng skal dele sig, og.hvor to Skinnestrenge kommer til at krydse hinanden, anbringes i Banen særlige Skinnestykker, hen- holdsvis Tunger og Hjertestykker. Disse kan vel opbygges udelukkende, eller næsten udelukkende, af tilpassede Stykker af almindelige Skinner, men Hjertestykker frem- stilles nu til Dags ofte helt og holdent som haardstøbt Gods eller som Staalstøbegods. I næsten alle Lande er de vigtigere Jærnbaner normalsporede, d. v. s.: den frie Afstand mel- lem Hovederne af de to til et Spor hørende Skinnestrenge (Sporvidden) er 1,435 m. Men naar en isoleret Banes »rullende Materiel« er let, bygges Banen undertiden smalsporet (f. Eks. med 0,75 m eller 1,00 m Sporvidde), og til saadanne Baner, ligesom ofte til normal- sporede Sidebaner med let rullende Materiel, anvendes Skinner, der f. Eks. kun vejer 20 kg pr. m. Meget lette Skinner benyttes ogsaa til de s. k. transportable Jærnbaner, der f. Eks. finder udstrakt Anvendelse som interimistiske Baner for Jordtransport o. 1. De dannes af Skinner (sædvanlig Vignolesskinner), samlede engang for alle ved Tværsveller til korte, let flyttelige Sporstykker, der nemt kan samles indbyrdes paa Stedet, hvor Banen skal anlæg- ses. Krumme Sporstykker og Stykker til Eta- blering af Sporskifter og Sporkrydsninger gaar ogs.aa i Handelen. De almindeligst anvendte transportable Jærnbaner er Décauvilles (med Jærnsveller) og Dolbergs (med Træ- sveller). Ved ganske specielle Jærnbanekon- struktioner (Tandstangbaner, Hængebaner o. s- v.) kan der blive Brug for Skinner af sær- lig Konstruktion. Til det Materiale, hvoraf Sporvejsskin- ner fremstilles, behøver man naturligvis ikke at stille fuldt saa strenge Fordringer som til Jærnbaneskinners Materiale. Oprindelig an- vendtes som Sporvejsskinner flade Rille- skinner, forholdsvis svært Fladjærn, i hvis Overside der fandtes en fortløbende Rille. De maatte understøttes i deres hele Længde af Langsveller åf Træ, men dette raadnede hur- tig i Jorden. Navnlig derfor blev de erstat- tede af forskellige sammensatte Skinner, der kunde undvære Træunderlag, saaledes Hou- sing e r-Wa 1 d e g g’s Skinner, og nogle af Haarmann opfundne Skinner; af disse finder endnu navnlig Haarmanns Tvilling- Skinner nogen Anvendelse. De dannes af to Vignolesskinner, der er samlede ved Skrue- boltef og' ved indlagte Støbejærnsstykker holdte i en saadan Afstand fra hinanden, at der mellem deres Hoveder dannes en Rille af passende Bredde for Sporvognens Hjulkraver. Skinnerne maa helst lægges paa et fuldkom- men fast Underlag (f. Eks. Beton), og de to Fig. 390. Figf. 391. Hg. 392. Tværsnit af Tværsnit af Tværsnit af Stolskinne. Vignolesskinne Rilleskinne. til samme Spor hørende Skinnestrenge maa holdes i rette Afstand fra hinanden ved Tvær- forbindelser, der dannes af Fladjærn, som er stillede paa Højkant, og hvis ombøiede Ender er fastskruede til Skinnerne. En Tvilling- Skinne kan vendes med den indvendige Skinne udad, naar den egentlige Køreskinne er bleven slidt. Nu til Dags anvendes dog hyppigst Spor- vejsskinner af forholdsvis simpel Form, der har samme gode Egenskab som de mere kom- plicerede Skinner, nemlig at kunne undvære Træunderlag, og som samtidig nemt kan val- ses med saa stort Profil, at de kan taale Nu- tidens svære Færdsel med Motorvogne. Af saadanne Skinner har Phønixskinnen eller Rilleskinnen, hvis Tværprofil er vist i Fig. 392, vundet stor Udbredelse, navn- lig i Europa. Ogsaa i Amerika benyttes den hyppigt; dog benyttes der ogsaa andre For- mer, f. Eks. en Skinne, hvis Hoved er -foi- met. Spor med Rilleskinner lægges som Spor med Tvilling-Skinner og har lignende Tvær- forbindelser. Aktieselskabet Phønix i Laar, der i sin Tid har taget Patent paa Skinnen, fremstiller denne i c. 80 forskellige Dimensio- ner; men Rilleskinner leveres iøvrigt nu fra mange Fabrikker. Skinner med en Vægt af 40 —45 kg pr. m er vistnok de i Europa hyppigst anvendte; i Nordamerika benyttes flere Ste- der Skinner, der vejer c. 70 kg pr. m. Læng- den af en Rilleskinne er gærne 9—12 m. I Stødene kan Skinnerne forbindes ved dob- belte Lasker, der anvendes i manae Former; man kan f. Eks. bruge en Slags Vinkel-Lasker, de s. k. Fod-Lasker, hvis nedre vandrette Flig er bøjet først ned og saa igen vandret tilbage ind under Skinnefoden. Man har dog ossaa anvendt helt andre Stødforbindelser, tildels fordi man ved Sporveje med elektrisk Drift i Almindelighed maa uddanne hver Skinne- streng som en sammenhængende elektrisk Le- der. Man har saaledes sammensvejset de