Emil Chr. Hansen 5 Særtryk 1901-1909

19 nogle, som kun foreløbig have opgivet Sporedannelsen. I de fore- gaaende Meddelelser om Sacch. Ludwigii blev det allerede omtalt, at denne Evne kan vende tilbage hos Cellerne under langvarig Dyrkning i Urt. Et stort Antal af de Celler, som paa de første Stadier af Behandlingen ved de høje Temperaturer vise sig at være sporeløse, vende under disse Omstændigheder hurtig tilbage til Sporedannelsen, i andre Tilfælde sker dette først i Løbet af 1—2 Aar; der findes her alle Grader, men det er kun et yderst ringe Antal, som efter et Aars Forløb endnu udføre denne Bevægelse. Naar jeg i det Følgende taler om konstante Varieteter, saa menes dermed saadanne, som have udstaaet denne Prøve. Den bedste Fremgangsmaade i den nævnte Retning har vist sig at være den, at lade vedkommende Vegetation i Urtkultur henstaa ved almindelig Stuevarme og forny Vædsken hver tredie eller hver fjerde Maaned; dette Sidste er ogsaa nødvendigt, naar man vil sikre sig, at Cellerne ikke dø ud. Om Analysens Gang se end- videre Tabellerne p. 33 og 34. For en Del Aar siden anstillede jeg et Overvintringsforsøg med en af mine sporeløse Varieteter, idet jeg anbragte Cellerne i steril Jord i tætte Lerrør og derefter nedgravede disse i en Have ved Laboratoriet. Da jeg efter nogle Maaneder tog en Prøve deraf, vare de levende og dannede Sporer. Ved nøjere Eftersyn viste det sig imidlertid, at den udsaaede Vegetation ikke, som jeg den Gang antog, tilhørte en konstant Varietet. Den ovenfor beskrevne Regenerationsmethode ved Dyrkning i Urt er den eneste, vi kjende. Det er urigtigt, som det undertiden finder Sted, at benytte Betegnelsen Regeneration om det, der sker, naar man gaar ud fra en Vegetation, hvis fleste Celler ikke danne Sporer, og heraf frem- stiller en kraftig, sporedannende Vegetation ved at udskille de enkelte Celler, som have bevaret denne Evne. At disse kunne grundlægge en sporedannende Vegetation, følger afsig selv. De have jo slet ikke mistet denne Evne, men blive, hvad de vare. Den samme Betragtning gjælder ogsaa, naar vi tage Udgangspunktet fra Sporen selv. Helt anderledes er Forholdet i de foran beskrevne Tilfælde, hvor vi havde Vegetationer, der i Øjeblikket ikke inde- holdt en eneste Celle, som formaaede at danne Sporer; her var Evnen foreløbig tabt og vendte først tilbage ved den langvarige Dyrkning i Urt. For ikke at fremkalde Misforstaaelser, maa Be- tegnelser som Regeneration og Degeneration bestandig sættes i Forhold til Individerne selv og ikke til en hel Kulturs brogede Samling af forskjellige Celler. De fleste af Forsøgene bleve anstillede paa den ovenfor he- g'