Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

Kirker af brændte Sten. 21 Sten. Senere brugte man tit de brændte Sten til den egentlige Murmasse, medens man paa Overfla- den (som Fa^adesten) brugfe Brudsten. Stundum kunde man ogsaa bruge brændte Sten til i enkelte Skifter at binde Indermuren og Ydermuren sammen, medens Mellemrummene ellers vare fyldte med en Blanding af Rullesten, Murbrokker og Sand, der blev sammenholdt med Kalk. Ved de to sidste Fremgangsmaader kom den brændte Mursten kun til at spille en underordnet Rolle. Og fra Romer- tiden gik det nord for Alperne stadig tilbage med Tilvirkningen af brændte Sten indtil ved Aar 1100. Vor navnkundige Kunsthistoriker N. L. Høyen (1798—1870) har sat den Opblomstring af Tegl- tilvirkningen, som begyndte ved denne Tid, i Forbindelse med Hollændernes Indvandring til de øvre Lande ved Elben. Det var Stifteren af Mark- grevskabet Brandenborg og Grunderen af Staden Berlin, Albert Bjørn (Adalbert der Bär), som efter at have slaaet Slaverne »sendte Bud til Utrecht og de Strøg, der grænse op til Rinen, samt til dem, der bo ved Oceanet og idelig maa døje Overlast af Søen, Hollændere, Selændere og Flandrere, — fik en overvættes Mængde Mennesker af disse Folk trukne hen til Elblandet, og lod dem tage Bolig i Slavernes Stæder og Byer.« Saaledes fortæller Hel- mold i sin Slavekrønnike og tilføjer: »Bispedømmerne Brandenborg og Havelberg fik en vældig Tilvæxt i Magt ved de fremmedes Indvandring, da Tallet paa Kirker blev langt, større, og Tienderne steg til en overmaade rig Indtægtskilde.« I Rinlandene havde disse Hollændere været vante til at bruge Tufstenen fra Andernach som Bygningsæmne; men hvor de nu havde faaet Bolig, fandt de af naturlige Sten